AU på hjemmekontoret: Mit arbejde er altid til stede
Gertrud Lynge Esbensen har skiftet forskerkontoret i Emdrup ud med spisebordet i sit hjem i København Nordvest. Hun har aldrig før tænkt over, hvor glad hun er for sin ergonomiske stol og sit skrivebord på AU. Og efter arbejdet fysisk er flyttet ind i stuen, kæmper hun med at trække grænserne mellem job og fritid.
Gertrud Lynge Esbensen, postdoc ved DPU, forsker i pædagogisk antropologi
Hvordan har du det med at være hjemsendt og arbejde hjemmefra lige nu?
”I foråret var det helt forfærdeligt, fordi jeg havde smerter i min menisk og derfor fik ondt af at sidde ved mit spisebord og arbejde. Det går bedre denne gang, fordi jeg ikke har smerterne at døje med længere.”
”Men lige så snart jeg får lov at komme tilbage, suser jeg ind på arbejde, det er helt sikkert. Jeg savner at kunne adskille mit arbejds- og privatliv, og jeg savner mit kontor, mine kolleger og det sociale liv, det giver at være på arbejde fysisk.”
Er du alene på hjemmekontoret?
Jeg er alene med min hund, så det er ikke et problem at få ro. Men det er det heller ikke normalt på mit kontor, og jeg synes, at turbulensen i den tid, vi lever i, er en større udfordring for min koncentration end de afbrydelser, der kan være på mit kontor.”
Hvordan ser en arbejdsdag på hjemmekontoret typisk ud hos dig?
”Formelt begynder min arbejdsdag klokken 9, men grænserne mellem fritid og arbejde flyder nemt sammen. Helt lavpraktisk er min skærm og dockingstation sat op på mit spisebord, og derfor er mit arbejde altid fysisk til stede i stuen.”
”Lige nu underviser jeg ikke selv, men jeg får undervisning i pædagogikum via Zoom, og det giver et rart afbræk fra mine andre arbejdsopgaver. Ellers forsøger jeg at få noget sollys med gåture i løbet af dagen, og jeg har købt et balancebræt for at komme op og stå og bevæge mig lidt.”
Hvad er det sværeste ved at være hjemsendt?
”I starten var jeg meget frustreret over, at jeg ikke følte mig produktiv nok, men det synes jeg er blevet bedre. Det hjalp, da jeg accepterede, at der er andre betingelser for at arbejde lige nu, og at muligheden for at fordybe sig i den kreative del af arbejdet og det at skrive forskningsartikler ikke er den samme.”
Hvordan er det at arbejde under corona-nedlukning på en kontrakt som postdoc med en skarp bagkant?
”Det er rigtig frustrerende. Jeg skulle have lavet meget feltarbejde i 2020 og i år, så jeg får ikke mulighed for at indhente den data, jeg skal bruge – og jeg føler, at jeg skubber en stor arbejdspukkel foran mig. Mine kolleger på projektet og jeg har forsøgt at finde nogle andre muligheder, eksempelvis fylder online-interviews en større del i projektet. Men corona-alternativerne har ikke været nær så tilfredsstillende som det, jeg oprindeligt havde planlagt, og jeg har en faglig stolthed i, hvad jeg ønsker at levere.”
Hvad er det bedste ved at være hjemsendt?
”Det bedste er jo, at vi passer på hinanden ved at arbejde hjemme. Og så sidder jeg med udsigt til fuglene i min have.”
Hvad savner du mest ved at møde fysisk ind på arbejde på AU?
”Helt lavpraktisk savner jeg de gode ergonomiske forhold på mit kontor. Jeg vidste ikke, at jeg holdt så meget af mit gode skrivebord og min gode stol, før jeg ikke brugte dem dagligt. Jeg savner også min cykeltur til og fra arbejde. Man kan sige, at den kan man bare tage alligevel, men det får jeg ikke rigtig gjort.”
”Socialt savner jeg de fysiske samtaler og møder med mine kolleger. Jeg savner den energi og projektbegejstring, som jeg får, når vi sammen diskuterer vores projekter.”
Gør I noget særligt i din afdeling for at få fælles struktur på arbejdsdagen eller holde humøret oppe?
”I foråret forsøgte vi med en ugentlig virtuel fællesfrokost. Det blev ikke en succes, hvilket jeg tror hænger sammen med, at mange mangler ro i hjemmekontoret og drukner i Zoom-møder. Men i dag (14. januar, red.) skal vi have fælles Zoom-frokost, så må vi se, hvor mange vi bliver.”
Hvad er dit bedste råd til andre, der er hjemsendt?
”I mit primære forskningsprojekt ’Naturlig teknik’ har det fungeret godt, at vi har lavet ugentlige møder blandt de nærmeste samarbejdspartnere, hvor der har været plads til at tale om, hvordan man har det. Det giver en mulighed for at føle, at man stadig er en del af noget større og ikke bare er overladt til sig selv.”