Omnibus prik

AU skruer op

Aarhus Universitet følger statens linje og skruer temperaturen op i universitetets bygninger. Det sker, efter at temperaturen sidste år som følge af energikrisen blev skruet ned til 19 grader i statslige bygninger. Termostaterne sættes denne vinter på 20-22 grader, og dermed følger AU Arbejdstilsynets anbefaling.

Vinteren er kun en måned væk, i hvert fald ifølge kalenderen. Hvor vi sidste år måtte skutte os i 19 grader, kan vi denne vinter lune os ved tanken om, at AU stiller termostaten på 20-22 grader. Photo: Lars Kruse, AU Foto

De fleste husker nok, hvordan vi sidste vinter rundt om i universitetets auditorier og kontorer 'hyggede' os i de 19 grader, der blev indført som et nationalt krav i statslige bygninger som følge af energikrisen.

I år har staten ophævet det krav, og universitetsledelsen har på den baggrund besluttet, at indendørstemperaturen denne vinter hæves til 20-22 grader i lokaler, hvor medarbejdere og studerende udfører stillesiddende arbejde. Dermed lægger universitetet sig op ad Arbejdstilsynets anbefaling.  

”Arbejdsmiljøet skal være i orden, og sidder man og fryser, kan det være svært at koncentrere sig om arbejdsopgaverne. Det så vi sidste efterår og vinter, hvor staten havde bedt os om at neddrosle temperaturen til 19 grader. Med et spænd på 20-22 grader håber vi, at det bliver muligt at balancere hensynet til et godt arbejdsmiljø med andre hensyn, der fortsat vejer tungt – som klima og økonomi,” siger Kristian Thorn i en nyhed fra AU.

Præcis hvordan termostaten skal stilles, afgøres lokalt af fakulteternes bygningsservice under hensyntagen til både arbejdsmiljø, klima og lokale forhold.