AU-studerende tæt på bombeangreb i Rusland

Det var en helt almindelig mandag eftermiddag på kontoret, da Katrine Overgaard Stevnhøj Pedersen blev ringet op af en af sine danske venner, Christian Ramsdahl, som studerer på CBS og også er i praktik i Sankt Petersborg.   

”Hvor er du?” ville han vide og fortalte, at en af de metrostationer, de begge dagligt benytter, var blevet ramt af et bombeangreb.

Katrines kolleger på Dansk Kulturinstitut, hvor hun var på arbejde, er både russere og danskere.

”Alle var meget chokerede, for terror er ikke noget, man rigtigt har frygtet her i byen de seneste år,” fortæller hun.

By i kaos – men arbejdet fortsætter

Men da de havde fået ringet til familie og venner for at forsikre dem om, at de var i god behold, fortsatte arbejdet.

”Det var faktisk en af de rigtigt travle dage, fordi vi fik travlt med at svare opkald blandt andet fra danske journalister,” fortæller Katrine, der dog fik mulighed for at trække sig lidt tilbage og finde ud af, hvad der rent faktisk var sket. 

”Byen var helt paralyseret, fordi metroen, som jo var blevet ramt, er byens nerve. Intet fungerer uden, så alt var kaos,” fortæller hun.

Alene i lejlighed

Katrine og hendes medpraktikant fik besked fra praktikpladsen om at blive hjemme i deres fælles lejlighed om aftenen. 

”Det var lidt underligt at sidde der alene i lejligheden. Vi var chokerede og skræmte, men var også i tvivl om, hvor berørte vi kunne tillade os at være, når nu det ikke var vores land, der var blevet ramt. Det var jo ikke noget af vores, der var blevet angrebet.”

Tør vi tage metroen igen?

De to spekulerede også på, om de nu turde tage metroen næste morgen. Den beslutning gav dog sig selv, da flere af metrostationerne var lukket først på dagen.

”En af de første gange, jeg tog metroen, tænkte jeg faktisk, at terror ikke var et urealistisk scenario. Og jeg er mere nervøs her, end hjemme i Danmark. Jeg har da også tænkt på, om jeg har lyst til at tage metroen igen, men den er svær at komme udenom. Jeg prøver at holde fast i, at der er større risiko for at blive dræbt, hvis man går i trafikken,” siger Katrine og fortsætter:

”Samtidig tænker jeg, at der nok er mere sikkert nu efter angrebet, og så synes jeg heller ikke man skal begrænse sig. Det er vel en form for trods, hvis vi stopper med at gøre, som vi plejer, har terroristerne vundet.”

Tirsdag var hun sammen med sin medpraktikant ude i byen for at lægge blomster.

”Det virkede rigtigt at gøre.”

Stemningen i byen dagen efter terrorangrebet beskriver Katrine som surrealistisk.

”Det har været en af de få solskinsdage i dag. Så folk er ude og nyde vejret og bærer rundt på blomster, som de lægger ved et af de mange midlertidige mindesmærker, der er opstået rundt om i byen. Der er officielt udråbt tre dages landesorg, men byen kører videre. Der har været et par metrostationer, som var lukket, men ellers er meget tilbage ved det gamle.”

Ruslands historie er præget af lidelse og tragedie 

Katrine, der har en bachelor i Østeuropastudier og netop er begyndt på kandidaten på linjen for russisk historie og kultur, peger på, at Rusland har en lang historie præget af terror.

”De har en historie, der er præget af lidelse og tragedie, især i Sankt Petersborg. Russerne mindes aktivt den del af deres historie og holder fast i at stå sammen om noget, der har været forfærdeligt. De ser sig selv som et stærkt folk, og jeg tror de af de grunde rejser sig hurtigere, end vi ville gøre i Danmark, hvis vi blev udsat for et lignende angreb.”

Katrine skal være i Sankt Petersborg i fire måneder mere. Hendes arbejde på generalkonsulatet og Dansk Kulturinstitut består blandt at lave oversættelser, baggrundssøgning og grafiske opgaver.

”Praktik er noget rigtigt andet end det at studere. Jeg har valgt at lægge praktikken på første semester af kandidaten frem for tredje semester. Det giver mig erhvervserfaring og er en øjenåbner for, hvad det vil sige at være på en arbejdsplads. Jeg kan se, hvad jeg mangler af erfaring, og hvad mere jeg gerne vil have ud af mine studier.”