AU vedtager nye regler for studiefremdrift
Universitetsledelsen har nu endeligt vedtaget de regler for studiefremdrift, som efter sommerferien kommer til at gælde for alle studerende på AU. AU’s prorektor for uddannelse mener, at fremdriftsreformen version 2.0 er væsentlig bedre end version 1.0. Især er prorektor tilfreds med, at tvangstilmeldingen er afskaffet. Studenterrådsformanden er mere lunken over for de nye regler.
De studerende på AU vil blive mødt af en række nye regler, når de begynder på studiet efter sommerferien. Blandt andet skal alle studerende fremover bestå fag svarende til 45 ECTS hvert studieår, nye studerende vil blive mødt af en førsteårsprøve, og kandidatstuderende vil automatisk blive tilmeldt specialet. Samtidig indføres der maksimale studietider for alle nye studerende. De studerende, der allerede er i gang med deres uddannelse, vil blive omfattet af en overgangsordning med individuelle mål for, hvornår de skal være færdige med uddannelsen.
Ovenstående er resultatet af universitetsledelsens endelige beslutning om, hvordan den nye version af fremdriftsreformen skal implementeres på AU. De nye regler udstikker den overordnede ramme, selve implementeringen i de enkelte studieordninger sker på fakultetsniveau i den kommende tid.
Gem spørgsmålene lidt
Af samme grund råder AU’s prorektor for uddannelse, Berit Eika, de studerende til at slå koldt vand i blodet og gemme spørgsmålene lidt, selvom hun har forståelse for, hvis de nye regler afføder spørgsmål.
”Der kommer informationer ud på blandt andet studerende.au.dk. Men de mere specifikke spørgsmål vil studievejledningen være meget bedre beredt på at besvare senere, når også de fakultære regler er besluttet.”
Prorektor: Se studieforløbet som en køretur med GPS
For at skitsere den virkelighed, der fremover gælder for studerende på AU, bruger Berit Eika billedet af en køretur med GPS. Ved turens start indtastes destination, og GPS’en kommer med et forventet ankomsttidspunkt.
”Men hver gang man holder pause på en rasteplads, ændres det forventede ankomsttidspunkt. Det samme gælder for et uddannelsesforløb, uanset hvad der er årsag til pausen. Her hjælper vi nu de studerende med at holde gang i fremdriften ved at indføre en maksimal studietid,” siger Berit Eika.
Tvangstilmeldingen er afskaffet
Baggrunden for, at AU nu indfører nye regler for studiefremdrift, er, at et flertal i Folketinget sidste år blev enige om at give universiteterne mulighed for at lempe på de oprindelige regler for studiefremdrift. AU er dog fortsat forpligtet til at overholde det politiske krav om at sænke de studerendes gennemsnitlige studietid med 4,7 måneder frem mod 2020. Et af de elementer i reformen, der gav anledning til kritik fra både studerende og universiteter, var reglen om tvangstilmelding til fag og prøver. Den regel har AU nu afskaffet.
”Den version 2.0 af fremdriftsreformen, som vi står med nu, mener jeg er væsentligt bedre end version 1.0, som blandt andet omfattede tvangstilmelding til fag og prøver svarende til 60 nye ECTS per studieår. Jeg er glad for, at vi fik afskaffet tvangstilmeldingen, der førte til en høj dumpeprocent, fordi studerende automatisk blev tilmeldt reeksamen,” lyder Berit Eikas overordnede kommentar til de nye regler.
LÆS OGSÅ: Prorektor: ”En del vil være afmystificeret, når reformen rent faktisk træder i kraft”
Sammen med AU’s Udvalg for Uddannelse har hun stået bag udspillet til implementeringen af fremdriftsreformen på AU. Udspillet har været til kommentering i studienævn og hos studenterorganisationer på AU. På den baggrund er udspillet blevet justeret, inden det onsdag 4. maj blev endeligt vedtaget af universitetsledelsen.
LÆS OGSÅ: AU’s fremdriftsudspil: Ud med tvangstilmelding – ind med førsteårsprøve og kontrol
Studenterrådet: Nye regler er værre end udkastet
Blandt dem, der har indsendt kommentarer til udspillet om de nye regler for studiefremdrift på AU, er Studenterrådet. Og formand Mads Hareskov er mere lunken i sin overordnede vurdering af de regler, der efter sommerferien vil gælde for AU’s studerende:
”Jeg mener faktisk, de nye regler er værre end det udkast, der forelå tidligere.”
LÆS OGSÅ: Studenterrådet om AU's fremdriftsudspil: Ikke så slemt som frygtet
Et eksempel på det er, at AU nu har valgt at lade aktivitetskravet på 45 ECTS per studieår gælde for både bachelor- og kandidatstuderende. I udkastet var kun kandidatstuderende omfattet af kravet.
”Og det gav mening, fordi det primært er på kandidaten, at studerende bliver forsinkede. Men at indføre aktivitetskrav på bacheloruddannelsen, hvor studerende generelt ikke er særligt forsinkede, virker som overimplementering,” mener Mads Hareskov.
Derudover har Studenterrådet også kritiseret, at studerende kun får to prøveforsøg i forbindelse med førsteårsprøven, selvom studerende normalt skal have mulighed for bestå eksamener inden for tre forsøg.
”Og i den forbindelse mener jeg også, det er uklart, hvad der vejer tungest: de studerendes mulighed for at få tre prøveforsøg eller de maksimale studietider? Risikerer en studerende at blive smidt ud af uddannelsen før det tredje prøveforsøg, hvis vedkommende overskrider sin maksimale studietid?”
Svaret på det spørgsmål er, at det er den studerendes ansvar at blive færdig inden for den maksimale studietid. Og hvis man går til den første eksamen i et fag, lige før man når grænsen for den maksimale studietid, er dersom følge deraf ikke mulighed for tre prøveforsøg.
Det ansvar vil universitetet gerne tage del i, og det er ifølge Berit Eika også en del af bevæggrunden for, at AU indfører automatisk tilmelding til specialet, samtidig med at vejledning prioriteres.
”Hverken vi eller de studerende er interesserede i, at der er studerende, som skal udskrives, hvis de dumper specialet i første forsøg,” siger hun.
Ny form for tvangstilmelding
Netop den automatiske tilmelding til specialer er en anden ting, som er faldet Studenterrådet for brystet.
”Vi var glade for at se, at al tvangstilmelding så ud til at være afskaffet i udspillet. Men nu kommer der så en ny form for tvangstilmelding i form af den automatiske tilmelding til specialet, og det undergraver de studerendes fleksibilitet, når man siger, at specialet skal ligge på fjerde semester,” siger Mads Hareskov.
Balancegang
Det har været en balance på den ene side at stille krav til studiefremdrift og på den anden side at sikre de studerende så meget fleksibilitet som muligt. Det vidner kommentarerne til udspillet også om, fortæller Berit Eika:
”Knasterne har været både at sikre, at de studerende får mulighed for de tre eksamensforsøg, som de har krav på. Og at reglerne bliver stramme nok, til at vi når fremdriftsmålet, som er pålagt os fra politisk side. Vi vil ikke have en fremdriftsbøde. Vi vil ikke bruge vores penge på den måde,” fastslår prorektor og opsummerer:
”Vi skulle finde den rette balance mellem at være for strikse og for slappe. Når vi for eksempel har slækket på kravet til førsteårsprøven i forhold til det forslag, der var til kommentering, så har vi skullet stramme andre steder. Og et af de steder er tilmelding til specialet, som fremover vil ske automatisk.”
Plads til særregler
Et andet vigtigt parameter i arbejdet med de nye rammer for studiefremdrift har været at få så mange fælles regler som muligt, fortæller Berit Eika:
”Men der er uddannelser, hvor fagligheden begrunder, at der laves særregler, og det skal der være plads til, så nu får fakulteterne blandt andet mulighed for at fastsætte en førsteårsprøve på 30 til 60 ECTS.”
Og den beslutning passer studenterrådsformanden godt.
”Vi er ret positive over for mulighederne for at lave lokale tilpasninger, så man kan tage højde for de forskelle, der er fra fag til fag,” siger Mads Hareskov.
Reglerne om dispensation gælder fortsat
Selvom de nye regler om studiefremdrift kan virke strikse og kontante, så understreger Berit Eika, at de dispensationsmuligheder, der gjaldt førhen, også gælder fremover.
”Du kan selvfølgelig fortsat få dispensation ved for eksempel sygdom hos dig selv eller i den nærmeste familie. Men det skal naturligvis ske inden for rammerne. Når vi giver dispensation, betyder det jo, at andre studerende skal blive tilsvarende hurtigere færdige, for at vi overholder fremdriftskravet.”
Vejledning af de studerende kommer til at spille en central rolle, siger Berit Eika.
”Uddannelsesadministrationen skal nu i ekstra træningslejr for at fokusere på fremdriftsreformens nye regler, så den er gearet til at støtte de studerende bedst muligt.”
Og hun slutter med en sidste appel til de studerende:
”Jeg håber, de studerende tager imod reglerne og arbejder med i forhold til at gennemføre til tiden. Og jeg håber, det kan lade sig gøre, uden at de bliver endnu mere stressede. De nye rammer er det bedste, vi kunne finde inden for de rammer, vi har fået.”
Evaluering om et år
Mads Hareskov fortæller, at Studenterrådet nu vil fokusere på at informere så meget som muligt om de nye regler. De vil også forsøge at afklare, hvordan reglerne konkret skal tolkes, og hvordan de bliver implementeret på de enkelte fakulteter og i de enkelte studieordninger.
”En del af vores bekymring bunder jo også i usikkerhed omkring, hvordan reglerne bliver implementeret. Og vi kan jo blive positivt overrasket. Men ellers har vi også noteret os, at reglerne skal evalueres om et år.”
Sådan påvirker de nye regler for studiefremdrift på AU dig
Reglerne træder i kraft 1. september 2016
Bachelorstuderende
| Hvis du er i gang med din bacheloruddannelse | Hvis du starter på din bachelor per 1. september 2016 eller derefter |
Du er selv ansvarlig for at tilmelde dig fag og prøver. Tvangstilmeldingen er afskaffet. | X | X |
Du skal bestå min. 45 ECTS per studieår
| X | X |
Du skal gøre din BA-uddannelse færdig på normeret tid + et halvt til 1 år | Der bliver lavet en individuel overgangsordning for dig | X |
Du skal bestå en førsteårsprøve på 30 til 60 ECTS inden udgangen af første studieår
|
| X |
Professionsbachelorstuderende
Afventer afklaring
Kandidatstuderende
| Hvis du er i gang med din kandidat | Hvis du begynder på din kandidat per 1. september eller derefter |
Du er selv ansvarlig for at tilmelde dig fag og prøver. Tvangstilmeldingen er afskaffet. | X | X |
Dog tilmeldes du automatisk specialet | X (konkret implementering er p.t. under afklaring) | X |
Du skal bestå min. 45 ECTS per studieår | X | X |
Du skal gøre din KA-uddannelse færdig på normeret tid + et halvt år | Der bliver lavet en individuel overgangsordning for dig | X |
Hold dig orienteret om eventuelle særregler på din uddannelse.
Fakulteterne kan vedtage:
- At tilmelde dig obligatoriske fag og prøver som en service
- At fastsætte frister for afmelding fra fag og prøver
- Omfanget af førsteårsprøven (30 til 60 ECTS) og som følge heraf også antallet af prøveforsøg til førsteårsprøven
- Fakultetet bestemmer også, hvor lang tid du må bruge på din bacheloruddannelse ud over den normerede tid inden for den overordnede ramme: normeret tid + et halvt til 1 år.