Bittersødt jubilæum: Skål! Og tillykke med den 20. tidsbegrænsede ansættelse ved AU på 15 år …

Ditte Zachariassen er nytiltrådt videnskabelig assistent ved Institut for Kommunikation og Kultur, men langt fra ny på AU. I sidste uge inviterede hun sine nærmeste prækært ansatte kolleger på smørrebrød og børnechampagne for at markere, at hun nu tager hul på sin 20. tidsbegrænsede ansættelse ved Aarhus Universitet på 15 år.

Ditte Zachariassen fejrer sin nyeste ansættelse som videnskabelig assistent ved Institut for Kommunikation og Kultur. Ansættelsen er hendes 20. i rækken på AU – eller nummer 15, hvis man kun ser på ansættelser, der ligger, efter hun blev cand.mag. i lingvistik i 2012. Foto: Lise Balsby

”Skål! Og tillykke, eller hvad man nu skal sige …”  

Ditte Zachariassen sidder for bordenden i frokoststuen på Afdeling for Lingvistik, Kognitionsvidenskab og Semiotik i Nobelparken. Hun er flankeret af kolleger og et par tillidsrepræsentanter. Der er smørrebrød på bordet og børnechampagne i glassene – klokken er trods alt kun lige slået 12, og der er stadig meget tilbage af arbejdsdagen. 

Anledningen til festivitassen er et jubilæum i den bittersøde afdeling. For med fejringen markerer Ditte Zachariassen, at hun tager hul på sin 20. tidsbegrænsede ansættelse ved Aarhus Universitet. Denne gang som videnskabelig assistent, men hun har også titler som ekstern lektor, holdunderviser og læsevejleder på CV’et. 

”Jeg er megaglad for vikariatet og for at undervise de studerende, men det er samtidig en lidt absurd situation at være i. Min måde at cope med situationer, der er lidt pinlige, er at owne dem. Så jeg har besluttet at markere det med en sjov fest,” siger Ditte Zachariassen.

Færdiguddannet i 2012

Ret skal være ret. Inkluderet i de 20 ansættelser er seks ansættelser som studentermedhjælper, mentor, studievejleder og tutorchef. Men siden Ditte Zachariassen blev færdig som cand.mag. i lingvistik i 2012, har hun været tilknyttet AU på 15 forskellige kontrakter. En af dem er det ph.d.-stipendiat, som hun påbegyndte i 2017, og som skulle have været afsluttet i 2021. Men som mange andre ph.d.-studerende har hun måttet udskyde afleveringen på grund af coronarelateret forsinkelse. 

”Jeg har cirka tre måneders arbejde tilbage, før min afhandling er færdig, og på grund af forsinkelsen er det uden løn,” fortæller Ditte Zachariassen, der via sin nye kontrakt er sikret en indtægt, mens hun færdiggør sin ph.d – og altså samtidig også underviser tre hold studerende fra Nordisk i lingvistiske fag.

Unge akademikere på midlertidig kontrakt

Flere ved bordet er lige som Ditte Zachariassen ansat på tidsbegrænsede kontrakter. De fleste dog som ph.d.-studerende, og så er der en kollega, der netop har landet et lektorat efter syv tidsbegrænsede ansættelser fordelt over 12 år. 

Og de er langt fra alene. Ifølge en analyse udarbejdet af Dansk Magisterforening i 2020 på baggrund af data fra Danmarks Statistik for perioden 2017-19 var 15-20 procent af akademikerne i det offentlige ansat på midlertidige kontrakter. 

Heraf ønskede omkring halvdelen fast ansættelse. Analysen konkluderer desuden, at det især er unge mellem 25 og 34 år med lang videregående uddannelse og ufaglærte, der arbejder på tidsbegrænsede kontrakter, men som ønsker sig fastansættelse.  

Ifølge analysen har udviklingen i tidsbegrænsede ansættelser i Danmark været stabil i perioden.

Andreas Kjær Stage, der er postdoc ved Institut for Statskundskab, har i sin ph.d.-afhandling fra 2020 undersøgt gruppen af ansatte på landets universiteter. I sin analyse konkluderer han, at andelen af midlertidigt ansatte er vokset fra at udgøre knap en fjerdedel til mere end en tredjedel af de ansatte, imens andelen af lektorer er faldet betydeligt i perioden 1999-2017.  

Forklaringen på stigningen er ifølge Stage dels ph.d.-reformen, som betød, at universiteterne skulle fordoble andelen af ph.d.er. Dels at forskning i højere grad finansieres af eksterne bevillinger, hvor en professor får forskningsmidler til at ansætte ph.d.er, postdocer eller videnskabelige assistenter til et specifikt projekt. 

Dokumenteret for første gang: HK’ere er i stor stil skiftet ud med akademikere i AU’s administration. Men der er ansat flere forskere end administrative medarbejdere de sidste 20 år

Træt

På trods af, at Ditte Zachariassen holder meget af at undervise og næres af det stærke faglige fællesskab på lingvistik, er det ved at være hårdt ikke at have ansættelsesmæssig sikkerhed. 

”To måneder om året er jeg på dagpenge. Jeg tjener mindre, end jeg ville gøre som fastansat, og flere af mine kontrakter har været uden pension. Det er sårbart at blive syg. Og jeg mangler en psykologisk tilknytning til en arbejdsplads, fordi jeg skifter arbejdsgiver så ofte.”

”Jeg nyder heller ikke den organisatoriske anerkendelse, som mine fastansatte kolleger gør,” siger hun. 

Ikke marriage material

Når Ditte Zachariassen ser på sit lange CV, erkender hun, at hun kunne have handlet mere strategisk, end det har været tilfældet. Og at hun har byttet mulig sikkerhed ud med stillinger, hvor hun kunne arbejde på et højt fagligt niveau inden for det felt, hun brænder for.

”Jeg er gået efter muligheder, som udfordrede mig, og hvor der har været et højt fagligt niveau, og jeg har brugt mit gigantiske netværk til at skabe de muligheder,” siger Ditte Zachariassen.

”Og jeg kan forklare og retfærdiggøre hver eneste ansættelse,” understreger hun.

Selvom hun elsker at undervise og næres af det faglige fællesskab på lingvistik, har hun ad åre fået en nagende fornemmelse af, at nok kan hun bruges til at brandslukke et skema, men hun er ikke god nok til en fastansættelse.

”Jeg har det lidt som hende, der kan bruges som ekskæresteknald, men som ikke er marriage material,” siger Ditte Zachariassen. 

Men hvorfor bliver du ved med at acceptere de tidsbegrænsede ansættelser – hvorfor søger du ikke væk? 

”Jeg bliver nok ved, fordi jeg elsker det, jeg laver. Og det er jo grunden til, at jeg står i den situation, jeg står i. At jeg bliver ved med at sige ja.”

Fagforeningen er ikke lykkedes med at løse problemet 

Men selvom Ditte Zachariassen gerne selv tager sin del af ansvaret for, at hun står, hvor hun står i dag, retter hun også en kritik mod universitetet for at bevare et system, hvor tidsbegrænset arbejdskraft er en forudsætning. Hun understreger, at hun ikke har noget imod sin nærmeste ledelse: 

”Den enkelte mellemleder agerer i den virkelighed, vedkommende er sat i, og med det budget, der er til rådighed. Det er højere oppe i systemet, man bør handle.”

Hun undrer sig også over, at hendes fastansatte kolleger vil acceptere, at hun underviser på lige fod med dem, men på ringere arbejdsvilkår. Men størst er hendes kritik af fagforeningerne, som hun ikke mener er lykkedes med at løse problematikken om de prækært ansatte i universitetsverdenen. 

”De må få en ny idé til at løse problemet. Det, de har gjort hidtil, virker jo ikke. Der skal sættes ind på overenskomstniveau på en måde, der gør det mindre attraktivt at ansætte mig og andre tidsbegrænset; for eksempel ved at kræve, at eksterne undervisere skal ansættes på konsulentløn,” foreslår Ditte Zachariassen.

DM: Økonomisk stabilitet muliggør flere fastansættelser

Hos den akademiske fagforening DM understreger formand Camilla Gregersen, at akademikere på tidsbegrænsede kontrakter er et vigtigt område for fagforeningen, og at fagforeningens mål er at skabe økonomisk stabilitet, som muliggør flere fastansættelser. I et skriftligt svar til Omnibus skriver Camilla Gregersen:

”Vi arbejder løbende på at sikre stabile bevillinger til undervisnings- og forskningssektoren, som er det, der gør fastansættelser mulige. DM har fået markant indflydelse på bevillingssystemet for universiteterne med et højt grundtilskud, og vi var med til at få fjernet omprioriteringsbidraget, der hvert år presser institutionernes økonomi. Desuden har vi netop bidraget til, at løftet til uddannelsesbevillinger på humaniora og samfundsvidenskab nu er blevet permanent.”

Hun peger også på, at fagforeningen netop sætter ind på overenskomstniveau, som Ditte Zachariassen efterspørger.

”Vi stiller overenskomstkrav i forhold til tidsbegrænsede ansættelser ved hver eneste overenskomstforhandling samt til forhandlingerne om stillingsstrukturen på universiteterne. Det har vi gjort i årevis. Det har blandt andet ført til forbedring af pension til ph.d.-stipendiater og forbedrede barselsrettigheder til ph.d.er, postdocer og adjunkter. Den nye stillingsstruktur har givet institutionerne et ansvar for at klargøre karriereperspektiverne for den enkelte. Vi stiller også mange krav, som desværre ikke altid til en start får medvind fra arbejdsgivers side, men resultaterne er kommet løbende. Det er krav, vi har indsamlet efter input direkte fra forskere og undervisere,” skriver Camilla Gregersen.

Institutleder: Vi har et ansvar

På Institut for Kommunikation og Kultur (IKK) anerkender institutleder Unni From, at der er en problematik i forhold til løst ansatte, og at det er en sag, hun bekymrer sig om som leder af instituttet.

"Vi har faktisk lige drøftet de løst ansattes vilkår på instituttet, og meget er blevet bedre også i kraft af den nye stillingsstruktur, som har skabt flere rammer for tydelighed omkring karriereveje. Samtidig vil jeg også gerne pointere, at ordningen omkring eksterne lektorer i den nye stillingsstruktur er positiv, idet de typisk er ansat på universitetet som bibeskæftigelse og har en tilknytning til en anden del af arbejdsmarkedet, som de så bringer i spil på universitetet, hvilket giver en god synergi."

Hun peger på, at selvom hun allerhelst vil fastansætte, er mange stillinger bundet op på eksterne bevillinger, og derfor er tidsbegrænsede ansættelser et vilkår for mange og vil også være det fremadrettet. 

"Men det ændrer ikke på, at vi har et ansvar over for de løst ansatte juniorforskere. Nogle skal måske hjælpes til at tage andre karriereveje uden for universitetet. Og på IKK skal vi kigge nøje på, hvordan vi bruger disse tidsbegrænsede ansættelser og sikrer klare og transparente meriteringssystemer. Noget må blive anderledes i de kommende år, blandt andet i kraft af den nye stillingsstruktur," siger hun. 

Problemet er universiteternes økonomi

Fællestillidsrepræsentant (VIP og AC-TAP) Olav W. Bertelsen (th.) deltog også i fejringen. Ved siden af ham ses Mikkel Wallentin, der er tillidsrepræsentant for Ditte Zachariassen. Foto: Lise Balsby

Med ved fejringen er også Olav W. Bertelsen, der er fællestillidsrepræsentant for de videnskabelige medarbejdere (VIP) ved Aarhus Universitet og de administrative medarbejdere med akademisk baggrund (AC-TAP). Han er desuden medlem af hovedbestyrelsen i DM – akademisk fagforening. 

Han forstår udmærket Ditte Zachariassens frustration over at arbejde på midlertidige ansættelser i så mange år, men afviser hendes idé om at ansætte til konsulentløn.

”Det er en fin idé, men det kommer ikke til at ske.” 

Han mener heller ikke, at kritikken af fagforeningerne er helt berettiget. Han peger blandt andet på, at fagforeningen de seneste år har lavet målrettet karriererådgivning rettet mod ph.d.-studerende og andre i tidsbegrænsede akademiske stillinger – også rettet mod karrierer uden for universitetet. 

Olav W. Bertelsen mener, at problemet skal findes i universiteternes pressede økonomi, som medfører, at nogle institutter eller fakulteter benytter sig af tidsbegrænsede undervisere i et omfang, der ligger ud over det rimelige.

”Vi kan godt gøre det bedre inden for rammerne. Men hovedproblemet er for mig at se, at der er for få basismidler.” 

Adspurgt om universiteternes økonomi ikke altid har været presset, svarer han:

”Jo, det kan du sige, men den er virkelig presset på Aarhus Universitet nu. Der skal spares på alle fakulteter og i administrationen.”  

Olav W. Bertelsen understreger, at et almindeligt karriereforløb inden for akademia består af flere midlertidige ansættelser, inden man kan komme i betragtning til et fast stilling. 

I forhold til ansættelse af løse deltidsundervisere mener han, at billedet er blandet.

”Generelt bliver eksterne lektorer og undervisningsassistenter brugt efter hensigten på AU, altså at man ansætter eksempelvis en byretsdommer til at undervise et forløb på jura,” siger han og tilføjer:

"Med den reviderede stillingsstruktur i december 2019 blev anvendelsen af eksterne lektorer indskrænket, så det sikres, at det er en reel bibeskæftigelse."

Et Wolt-universitet?

Men med det sagt påpeger han, at der er en del tilfælde, hvor der er uhensigtsmæssig brug af stillingerne på AU.

”Der er nogle steder på universitetet, hvor nogle medarbejdere har været løst ansat som deltidsundervisere i årevis og dermed må siges at være en fast og uundværlig del af undervisningsstyrken. De burde tilbydes en ph.d. og derefter et adjunktur,” siger han.

”Og der må man som institut og som institution gøre op med sig selv, om man vil drive universitet, eller man vil drive et 'Wolt-universitet',” siger han med reference til madudbringningstjenesten Wolt, der har været kritiseret for at tilbyde sine bude ringe ansættelsesforhold. 

Nu er det nok

Nicholas Mikkelsen er kollega til Ditte Zachariassen og kender også tilværelsen som midlertidigt ansat alt for godt. Han blev færdig som cand.mag. i lingvistik i 2014, landede sit første job i 2015 og har siden arbejdet på midlertidige kontrakter i ind- og udland på både kommunale, private og statslige arbejdspladser. Lige nu er han i gang med sin ph.d. og har lidt over et år tilbage. 

Men modsat Ditte Zachariassen har han nu gjort op med sig selv, at listen over midlertidige ansættelser ikke skal være meget længere. Også selvom det højst sandsynligt betyder et farvel til universitetet.

”Humaniora i Danmark er generelt ikke det sted, hvor man ansætter folk. Det er et sted, man lukker ned. Jeg vil ikke træde ind i endnu en mølle af midlertidige ansættelser, så vil jeg hellere finde noget mere gangbart med mere perspektiv,” siger han.

”Der er ikke samme dynamik på et universitet som på det øvrige arbejdsmarked. I min afdeling er der i indeværende år to 25-års jubilæer. De faste stillinger hopper folk sjældent fra,” siger han. 

Nicholas Mikkelsen genkender den træthed, som Ditte Zachariassen føler. Han peger også på, at han gerne snart vil hvile i et job uden at skulle tage bestik af chancerne for at blive forlænget holdt op imod mulighederne for at få et vikariat et andet sted. 

”Når man hele tiden er på udkig efter den næste ansættelse, får man en kynisk eller kalkuleret indstilling, hvor man hele tiden vejer stillinger og arbejdspladser op mod hinanden. Og samtidig er man i en situation, hvor man arbejder ekstra for at bevise dit værd, men omvendt også hele tiden skal sørge for at have den næste ansættelse på hånden. Man får virkelig det dårligste fra begge verdener.” 

Hvis skyld er det, at du står i den situation, du står i?

”Det er til dels min egen, fordi jeg hopper fra og ikke venter til det sidste på at blive forlænget eller tilbudt fastansættelse. Men det er også arbejdsstedets skyld, når de ikke er hurtige til at lægge længere planer for ansatte. Så til dels handler det også om strukturer på arbejdsmarkedet og inden for universitetssektoren. Det er jo ikke gangbart på sigt, at man fylder huller ud med tidsbegrænsede undervisere, hvis der rent faktisk er et behov for undervisning i et givent fag, som skal varetages.” 

En kærlighedshistorie

Tilbage i frokoststuen er bakken med smørrebrød ved at være tom. Ditte Zachariassen fordeler den sidste børnechampagne i sine kollegers glas. 

”Jeg vil bare gerne understrege, at ikke en eneste dag har jeg gjort noget, jeg ikke havde lyst til. Jeg elsker at vejlede og undervise. Så det her er også en kærlighedshistorie, selvom jeg nok aldrig bliver gift.”

Korrekturlæst af Charlotte Boel