Danske universiteter stopper samarbejder med Rusland og Belarus

Danmarks otte universiteter har på baggrund af en opfordring fra Uddannelses- og Forskningsministeriet besluttet at indstille forsknings-, uddannelses- og innovationssamarbejder med Rusland og Belarus som en reaktion på Ruslands invasion af Ukraine.

Jesper Petersen blev uddannelses- og forskningsminister i august sidste år. Foto: Uddannelses- og Forskningsministeriet/Morten Fauerby/Montgomery

Opdateret 01.03.22 kl. 20 med udtalelse fra rektor Brian Bech Nielsen og fra Danske Universiteter.

Uddannelses- og forskningsminister Jesper Petersen (S) opfordrer tirsdag i et brev alle landets universiteter og videregående uddannelsesinstitutioner til at indstille forsknings-, uddannelses- og innovationssamarbejder med institutioner i Rusland og Belarus – tidligere kendt som Hviderusland. 

Det oplyser ministeriet i en pressemeddelelse

Opfordringen kommer som en reaktion på, at Rusland har invaderet Ukraine. Det ukrainske parlament har tirsdag oplyst, at også tropper fra Belarus er gået ind i landet, hvilket landets præsident, Aleksandr Lukasjenko, dog afviser.

Jesper Petersen udtaler i meddelelsen, at uddannelsesinstitutionerne skal sende et klart signal.

"Jeg opfordrer universiteterne og de videregående uddannelsesinstitutioner til at indstille deres samarbejde med institutioner i Rusland og Belarus. Det vil være et klart signal om, at aggressioner medfører isolation i det internationale samfund. Regeringen fordømmer Rusland og Belarus' handlinger og støtter op om Ukraine og det ukrainske folk", udtaler Jesper Petersen.

Ministeren opfordrer desuden til, at universiteterne ikke igangsætter nye aftaler i Rusland og Belarus. 

Flere danske studerende befinder sig i øjeblikket i Rusland. For Aarhus Universitet drejer det sig om 14 studerende, som AU er i kontakt med. De er blevet oplyst om, at de kan få alternativ undervisning, hvis de vælger at afbryde deres studieophold i Rusland.

14 AU-studerende er i Rusland – der er ingen AU-studerende i Ukraine

Ministeren opfordrer ligeledes i pressemeddelelsen de danske institutioner til at række ud til de studerende, der opholder sig i Rusland og Belarus. Det kan for eksempel være omkring hjælp til hjemrejse.

"Det er vigtigt, at de tilmelder sig Udenrigsministeriets danskerliste og nøje følger Udenrigsministeriets rejsevejledning for Rusland, som opdateres løbende", lyder det fra ministeriet.

Danske Universiteter indstiller samarbejde med statslige aktører i Rusland og Belarus

På baggrund af opfordringen fra Uddannelses- og Forskningsministeriet har Danske Universiteter udsendt en pressemeddelelse, hvor de fordømmer den russiske stats invasion af Ukraine.

"Der er tale om et uprovokeret angreb på et vestligt demokrati og de grundværdier, som er fundamentet for moderne, europæiske stater", står der i meddelelsen. 

Videre står der:

"Universiteterne indstiller derfor bilaterale, institutionelle samarbejder om forskning, uddannelse og innovation med statslige aktører i Rusland og Belarus. Det betyder bl.a., at der ikke vil finde udveksling sted af videnskabeligt personale og studerende fremadrettet. Det betyder også, at konferencer og andre videnskabelige møder på russisk og belarusisk grund bliver uden deltagelse af forskere ansat på danske universiteter".

Universiteterne lægger samtidig vægt på, at de skelner mellem den russiske stat og russiske borgere og vil række ud til medarbejdere og studerende fra både Ukraine, Rusland og Belarus.

Rektor: Vi rækker ud til ukrainske forskerkolleger og forskningsinstitutioner

Rektor ved Aarhus Universitet, Brian Bech Nielsen, udtrykker i en meddelelse på medarbejdere.au.dk tilfredshed med, at de otte danske universiteter står samlet om at drage konsekvenser af Ruslands krigshandlinger over for Ukraine ved at indstille samarbejde med statslige aktører i Rusland og Belarus.

"På Aarhus Universitet vil vi også række ud mod ukrainske forskningskolleger og forskningsinstitutioner og afdække, hvordan vi bedst hjælper dem. Universitetet vil desuden intensivere sin støtte til ukrainske forskere, der risikerer forfølgelse, gennem Scholars at Risk-programmet," siger Brian Bech Nielsen.

Videre siger han: 

"Endelig vil vi række ud til de af vores ansatte og studerende, som er særligt berørte af situationen, med henblik på at støtte dem i denne voldsomme og ubehagelige situation. Jeg opfordrer til, at vi også i denne svære situation udviser respekt for og tager hensyn til hinanden uafhængigt af, hvor vi stammer fra."

Korrekturlæst af Charlotte Boel