Aarhus Universitet har – ligesom landets øvrige uddannelsesinstitutioner – skullet udarbejde en såkaldt institutionsplan, hvor universitetet redegør for, hvordan det vil imødekomme kravene i den politiske aftale om udflytning af uddannelser fra sommeren 2021. Det er min påstand, at universitetet i sit svar på udflytningsreformen opprioriterer det tekniske fakultet og nedprioriterer det humanistiske, og at det sker på konkurrencestatens ideologiske præmis.

Fokus på økonomi og marked – ikke på kundskab og dannelse

For det første nævner man ikke videnskaben eller gør sig tanker om universitetets kundskabsmæssige sammenhæng og tradition. Der er faktisk nogle andre universiteter, som eksempelvis nævner "det klassiske universitet". Men altså ikke Aarhus Universitet. Her taler man kun om "uddannelse" – og vel at mærke ikke "uddannelse", som denne defineres af den videnskabelige aktivitet, men alene som noget, der er knyttet til arbejdsmarkedets behov.

For det andet vægter AU næsten entydigt økonomi, arbejdsmarkeds- og ledighedsstatistik i de kriterier, universitetet lægger til grund for de uddannelsespladser, der nedlægges som følge af den politiske aftale.

For eksempel er et af kriterierne at ”... bidrage til at justere AU’s udbud med målsætningen om, at en større andel af AU’s dimittender finder beskæftigelse i den private sektor, samtidig med at reduktionen tager hensyn til særlige forpligtelser over for samfundskritiske funktioner og centrale kulturbærende fag”. Et andet kriterium er at ”... sikre et fortsat udbud af uddannelser med særlig høj efterspørgsel og beskæftigelse og særlig fokus på uddannelser med systematisk overledighed”.

Undtagelsen, ”de kulturbærende fag”, er en henvisning til det politiske udspils tale om ”små fag”. AU’s omtale af disse fag er smal og nogle steder ligefrem nedladende. For eksempel vil man især bevare ”erhvervssprog” af hensyn til ”dansk eksport”. Man vil også bevare ”de humanistiske IT-uddannelser” pga. ”efterspørgslen”. Der henvises ikke til den åndsvidenskabelige substans, som de små fag repræsenterer. En enkelt undtagelse fra dette billede er dog friholdelsen af sprog som tysk og fransk af hensyn til at ”fastholde sprogkompetencer i hele Danmark”, men det er en enlig svale, og igen er det "kompetencer" og ikke sprogvidenskaben selv, der er i centrum.

I institutionsplanen opprioriteres de tekniske områder. Universitetet vil tage ”særligt hensyn til en række IT- og ingeniøruddannelser” og  begrunder hensynet med politiske målsætninger om grøn omstilling og digitalisering:

”Hvis Danmark skal lykkes med den grønne omstilling og øget digitalisering, er der behov for flere ingeniører, end der uddannes i dag. At skulle reducere eller blot fastholde optaget på ingeniøruddannelserne på 2019-niveau er derfor stærkt uhensigtsmæssigt”.

Alle DPU’s uddannelser rammes

Resultatet af dette arbejdsmarkedsrelaterede fokus er, at fakultetet Arts kommer til at bære hovedparten af ”nedskaleringen”. Det kan man læse sort på hvidt i institutionsplanen:

”At det humanistiske område skal levere forholdsvist mere end de andre områder, skyldes udelukkende, at de humanistiske uddannelser aktuelt har den højeste gennemsnitlige ledighed 1-2 år efter endt studie”.

På listen over de ramte uddannelser er flere små humanistiske fag, herunder alle DPU’s seks uddannelser. Det var imidlertid i forbindelse med offentliggørelsen af institutionsplanen uklart, hvad denne liste konkret ville betyde, og der var ingen tale om afskedigelser. Det samme gælder i universitetets almene kommunikation om udflytningsaftalen og dens konsekvenser for AU. Helt frem til september måtte alle være beroligede af de almene udmeldinger.

Der rejses i høringssvarene til institutplanen kritik fra TR-linjen for DPU-IKK-IKS og fra universitetets tillidsmand, som blandt andet fremhæver, at institutionsplanens ledighedstal bygger på alt for gamle og ufuldstændige tal. En kritik, som faktisk også fremføres af Arts-dekan Johnny Laursen. Der er imidlertid ingen besindelse på universitetets og humanioras egenart i disse svar. Ligesom kritikken tilsyneladende ikke gjorde indtryk på ledelsesniveau.

Fyringsrunde på DPU

Nu ser vi så konsekvensen: Fyringsrunde på DPU som følge af, hvad jeg vil betragte som mikroskopiske økonomiske fluktuationer. Det årlige underskud, som altid har været der, men som pludselig er blevet ophedet af dekanatet, er nu nede på blot 5 millioner kroner. Dertil kommer, at et kulturelt vigtigt fag som norrøne sprog nedlægges for ubestemt tid. Samtidig melder AU’s ledelse ud, at der er styr på økonomien og på egenkapitalen. Det er meget modsætningsfyldt. 

Ovenstående mener jeg bekræfter min indledende markering: at der kort sagt er tale om en universitetspolitisk manøvre, der opprioriterer det tekniske fakultet og nedprioriterer det humanistiske under konkurrencestatens ideologiske hegemoni, hvilket ender som et angreb på Arts og i særdeleshed på DPU og på den pædagogiske videnskab.

Korrekturlæst af Charlotte Boel