Om mindre end ét år bliver jeg færdiguddannet. Det bliver kulminationen på mine 5 år på universitetet. Til næste sommer, når jeg skal aflevere mit speciale, bliver det med et klik på en elektronisk knap og derefter en venten i det uvisse, indtil jeg nogle uger efter kan se en karakter sort på hvidt i AU's studieadministrative system. Sikke et antiklimaks.

Den mundtlige eksamen har ellers ikke været til at komme uden om på mit studie. Det er en eksamensform, som i den grad ikke har været min favorit – den har for mig været forbundet med både angst og ubehag. Men jeg er kommet langt i håndteringen af min eksamensangst og oplever, at det gjort mig stærkere, hver gang jeg har været til mundtlig eksamen.

Samtidig lever vi i en verden, hvor vi som individer skal kunne tale vores sag og på den baggrund bliver valgt ud, uagtet om det er i jagten på kærligheden eller på drømmejobbet. Vi skal kunne overbevise og motivere. Vi skal kommunikere og inspirere – både gennem det skrevne sprog, men i den grad også i kraft af vores mundtlige udfoldelse.

Flere kandidatuddannelser dropper det mundtlige forsvar

Derfor undrer det mig, at flere og flere kandidatuddannelser dropper det mundtlige forsvar af specialet. Min egen uddannelse er selv en af dem. Jeg ved, at udeblivelsen af det mundtlige forsvar er et spørgsmål om besparelser. Men bør disse ikke findes et andet sted? Det er tankevækkende, at jeg på min bacheloruddannelse har haft mundtlige eksaminer på stort set hvert semester, mens det til min sidste eksamen på kandidatuddannelsen ikke er tilfældet.

Det handler om at blive taget seriøst 

Jeg ser det faktisk som en ret, at jeg som kandidatstuderende får lov til at forsvare det speciale, jeg har brugt et halvt år på, og som er finalen på min rejse gennem uddannelsessystemet. Jeg vil kigges i øjnene af vejleder og censor, når jeg får feedback, og jeg vil se på de mennesker, som jeg ytrer min viden overfor. For mig er det et spørgsmål om at blive taget seriøst, og om at specialet ikke dør hen og bliver ligegyldigt.

Ærgerlig over at gå glip af forsvar og fejring

I år har jeg selv fejret venner og familie, der er blevet færdige med kandidatuddannelser, hvor kandidaten stadig afsluttes med et mundtligt forsvar. Vi har stået med champagne, flag og blomster ude foran eksamenslokalet. Disse øjeblikke var fyldt med glæde, stolthed og overvindelse, og jeg er ærgerlig over, at jeg går glip af dette.

Det kan da godt være, at mit speciale ikke bliver epokegørende for andre end mig, men jeg kan godt lide tanken om respekten, der ligger i at jeg får lov til at forsvare det mundtligt. Jeg er stolt af den uddannelse, jeg tager – og som har dannet mig – og derfor har jeg et ønske om, at finalen bliver rammesat med mere end bare en karakter i et digitalt studiesystem.