Omnibus prik

DEBAT: Universitetsstuderende: Hjælpen til rystede hjerner er mangelfuld

Da statskundskabsstuderende Emma Emilie Heibøll i 2019 fik en hjernerystelse, kæmpede hun i månederne efter med senfølger, men også med et uigennemskueligt system, der gjorde det svært for hende at finde den rette hjælp til at vinde sin hverdag tilbage.

Kommunen og universitetet bør gøre det lettere for studerende og andre, der pådrager sig en hjernerystelse, at finde den rette hjælp og støtte. Som minimum bør information være lettilgængelig på nettet. Det skriver Emma Emilie Heibøll, der har været påvirket af senfølger fra en hjernerystelse i løbet af sin studietid. Modelfoto: Colourbox
Emma Emilie Heibøll læser statskundskab på Aarhus Universitet og pådrog sig i 2019 en hjernerystelse.
Klummen her er udtryk for skribentens egen holdning. Ønsker du også at skrive et debatindlæg eller en klumme i Omnibus, så skriv til omnibus@au.dk. Grafik: Astrid Reitzel

Da jeg fik min hjernerystelse i januar 2019, oplevede jeg at stå utroligt alene med min helbredelsesproces. Det var op til mig at finde ud af, både hvilke tilbud der fandtes, og hvilke der var relevante for mig. Det er en jungle at manøvrere rundt i, som kræver tid, ressourcer og overskud.

Udover at skulle finde den rette behandling skulle jeg også afgøre, hvornår og hvordan jeg skulle komme tilbage på mit universitetsstudie. Jeg skulle søge dispensationer for at få flere SU-klip, for at få forlænget min studietid og for at få dispensation fra kravet om 30 ECTS-point pr. semester. Det krævede, at jeg fik skaffet et utal af lægeerklæringer, mens jeg samtidig ledte efter fysioterapeuter, ringede til psykologer og i det hele taget forsøgte at få mit liv til at hænge sammen praktisk og økonomisk – uden at have hverken energi eller et job.

Hvor finder jeg hjælpen?

Det var mildest talt utroligt presset, og jeg lavede fejl på fejl. Jeg havde brug for hjælp til at koordinere det hele og skabe overblik. Og jeg er tilsyneladende ikke alene. En undersøgelse blandt 215 medlemmer af Hjernerystelsesforeningen med senfølger efter en hjernerystelse har vist, at kun en fjerdedel synes, kommunen har hjulpet dem til at få det bedre efter deres hjernerystelse. Halvdelen mener, at deres kommune generelt har gjort det vanskeligere for dem at komme sig efter deres hjernerystelse. To ud af tre mener ikke, det har været let at få information og rådgivning fra kommunen vedrørende hjernerystelse.

Kommunen kan gøre mere – og i det mindste sikre, at informationen er let at finde

Hjernerystelsesforeningen foreslår tre konkrete tiltag, som kan medvirke til at få de ramte tilbage til studiet eller på arbejdsmarkedet:

  1. Kommunen kan have en aftale med et specialtilbud, der kan hjælpe borgere med de mest komplicerede og langvarige senfølger efter en hjernerystelse.
  2. Kommunen kan sikre, at der er en hjerneskadekoordinator, som også kan tage sig af børn og voksne med senfølger efter en hjernerystelse.
  3. Kommunen kan på sin hjemmeside samle information til borgere med hjernerystelse og senfølger. Her kan der f.eks. være kontaktoplysninger til kommunens hjerneskadekoordinator og link til Hjernerystelsesforeningens rådgivning.

Personligt ville jeg selv have haft stor gavn af alle disse tiltag. Men en hjerneskadekoordinator er nok det tiltag, som ville have gjort den største forskel. Jeg har virkelig savnet en, som kunne hjælpe mig med at overskue alt det praktiske og finde og planlægge behandlingsmuligheder. For der er mange ting at være opmærksom på: Hvad skal der stå i en ansøgning om handicaptillæg – og hvem ringer man til for at spørge? Hvordan skal jeg søge dispensation? Hvornår skal jeg søge fag? Hvilke eksamener er bedst egnede til mig nu? Skal jeg forventningsafstemme med min underviser og hvordan? Kan man søge om SU-klip for indeværende semester?

Når man må spørge forskellige personer til råds på forskellige tidspunkter i forløbet, får man ofte svar, som er i øst og vest. 

Ingen informerede mig om mulighederne for støtte på universitetet 

Jeg har i hele min sygdomsperiode været indmeldt på Aarhus Universitet, jeg gik aldrig ledig eller på orlov og har derfor ikke være tilknyttet en sagsbehandler. Jeg har haft flere samtaler med studie- og trivselsvejlederen, og selvom vedkommende var sød og velmenende, mundede det aldrig ud i særlig meget langsigtet hjælp. Det samme gjaldt mine samtaler med studievejledningen. Ingen informerede mig om de muligheder, der faktisk er at finde på universitetet. For eksempel at søge om et forløb hos Specialpædagogisk Støtte (SPS) på AU eller et program for hjernerystelsesramte med senfølger på Institut for Kommunikation og Handicap i Region Midtjylland. Begge er tilbud, jeg selv er faldet over senere, men som jeg ville have fået meget ud af, hvis jeg havde kendt til dem tidligere i min sygdomsperiode. 

Hjælp rystede hjerner tilbage til hverdagen

Nu er jeg tilbage på mit studie. Jeg døjer stadig med daglig hovedpine og træthed. Men jeg har en dagligdag nu. Jeg skal skrive speciale næste semester, og det havde jeg ikke selv turdet håbe på for halvandet år siden. Det har været en lang og sej kamp, og den har på mange måder været ensom. Jeg håber derfor, at dette indlæg kan sætte en refleksion og debat i gang, særligt hos forvaltningen og de nyvalgte politikere, men også på universitetet. Overvej, hvad I kan gøre for at hjælpe rystede hjerner tilbage til skole, universitet og arbejde. For vi vil så gerne. Men vi har brug for en hjælpende hånd.  

Korrekturlæst af Charlotte Boel