Vi har talt om det værk af Erik A. Frandsen, der fylder det meste af den ene væg på professor Karl Anker Jørgensens kontor på 5. sal på Institut for Kemi. Professoren har spillet Rammstein, han har fortalt om de tanker, sangeren Steffen Brandt har sat i gang hos ham, når de har delt en kop termokaffe en stille stund ved Begtrup Vig på Mols.

Og nu er vi nået til det punkt, hvor Karl Anker Jørgensen fortæller om den takketale, han har forberedt til i eftermiddag, hvor han får overrakt H.C. Ørsted Guldmedalje i Videnskabernes Selskab. Han vil tale om kemi. Men han vil også tale om kreativitet. Og om kunst.

Dansende molekyler

Professoren griber en fjernbetjening, der ligger på bordet og klikker forbi slide efter slide i den power point-præsentation, han vil bruge i forbindelse med sin tale. Til sidst stopper han ved et slide, der viser kæder af molekyler, der indbyrdes bevæger sig i forhold til hinanden.

"Jeg viser nogle eksempler på, hvor fantastiske molekyler er; at de kan danse med hinanden," lyder professorens poetiske beskrivelse, "men jeg viser dem også for at illustrere, at den kemi, vi laver her, bærer frem mod en mere bæredygtig kemi." 

Selvfølgelig er det en tilsnigelse at skrive, at professoren viser slides af molekyler, da det er størrelser, som vi aldrig kommer til at opleve som andet end animationer lavet ud fra computerberegninger. Men det forhindrer nu ikke Karl Anker Jørgensen i at have et fint forhold til dem. 

"Jeg lever af dem," lyder det med et stort grin fra professoren.

Han fortsætter: 

"Husk! Der er ikke noget af dig, der ikke er kemi." 

Jeg synes, det lyder helt trist!

"Hvorfor da det? Der er ikke nogen begrænsninger for, hvad molekyler kan, og vi må bare erkende, at alt er lavet af molekyler. Vi behøver ikke at tænke over det, forstå eller at styre det. Jeg tænker da heller ikke sådan, hvis jeg ser et smukt billede," lyder med et smil fra professoren, som igen vender sig mod billedet af Erik A. Frandsen.

Maleriet af Erik A. Frandsen som professor Karl Anker Jørgensen vil referere til flere gange i dag, når han holder takketale i Videnskabernes Selskab. Sammen med guldmedaljen følger et rejselegat på 75.000 kroner, men pengene vil ikke blive brugt på at tage ud og se. Karl Anker Jørgensen har i stedet investeret i et 'grønt maleri' af Egill Jacobsen, som han har hængt op i sin gang i privaten. "Så jeg kan se på det, når jeg snører mine sko om morgenen," lyder det fra professoren. 

Det billede, som vi har talt om tidligere i interviewet. Og som vi opfatter forskelligt.

"Selvom det giver os forskellige associationer, behøver vi da ikke tænke, at her er lige de to molekyler, der ikke passer sammen. Du skal tænke på, at allerede da du træder ind ad døren, har vi to sendt kemiske signaler til hinanden, og har på den måde fået et molekylært forhold til hinanden!"

Har vi det?

"Vi har begge sendt det, der hedder feromoner ud i lav koncentration. Du har på overfladen af din hud nogle steder, hvor de molekyler passer ind, og der bliver i de første sekunder sendt nogle signaler til din hjerne om det menneske, du står overfor."

Siger du, at på et mildt sagt nonverbalt plan, har jeg - eller mine feromoner - på få sekunder vurderet, om jeg kan lide dig, eller om jeg kan være tryg ved dig?

"Jeg siger, at du får nogle indtryk, som i forskellige variationer vil give dig et billede af den, du står over for; om du kan stole på vedkommende, handler også om andre faktorer. Du kan for eksempel tage psykopaten, der kan være fantastisk charmerende, så man skal lige et par lag ned under det her for at vide, om man kan være tryg ved et andet menneske. Men vi udsender signaler, der er med til at danne vores vurdering af hinanden."

En fornøjet feromon

Hvilke feromoner professoren vil modtage fra Videnskabernes Selskab i eftermiddag vides ikke, men kl. 15 får han overrakt H. C. Ørsted Guldmedalje af Dronning Margrethe II. Og måske den kunstinteresserede majestæt sender en fornøjet feromon mod professoren, når hun hører, at H. C. Ørsteds tanker om at være videnskabsmand og om at bedrive videnskab går som en rød tråd gennem Karl Anker Jørgensens takketale.

"For Ørsted var videnskab og kunst intimt forbundet. Det er det også for mig forstået på den måde, at jeg ikke havde siddet her i dag, hvis ikke jeg havde haft det med, der stammer fra den kreative verden. Og det giver jeg en række eksempler på i talen," siger han, mens han endnu en gang slår ud med hånden mod Erik A. Frandsens billede på væggen.

Opdateret torsdag 17.10.2019: Dronning Margrethe II lytter til professor Karl Anker Jørgensens takketale i Videnskabernes Selskab. Foto: Videnskabernes Selskab.