Flemming Besenbacher stopper som formand for Carlsbergfondet
Flemming Besenbacher har været medlem af Carlsbergfondets bestyrelse siden 2005 og formand siden 2012. Med udgangen af 2021 siger han farvel til Carlsbergfondet og overlader formandsposten til CBS-professor Majken Schultz.
Flemming Besenbacher stopper som formand for Carlsbergfondet med udgangen af december. Det skriver Carlsbergfondet på sin hjemmeside.
”Det har været en stor ære at repræsentere Carlsbergfondet som medlem siden 2005 og formand siden 2012. Jeg er meget stolt over den vigtige indsats, som fondet i den periode har ydet for dansk forskning”, udtaler Flemming Besenbacher.
Flemming Besenbacher har en årelang karriere bag sig inden for forskning, siden han i 1978 dimitterede fra Aarhus Universitet. Han er professor, dr.scient. (naturvidenskab) ved Interdisciplinary Nanoscience Center (iNANO) og Institut for Fysik og Astronomi, Aarhus Universitet.
Tidligere på året var Flemming Besenbacher involveret i Nature-sagen, hvor Besenbacher blandede sig i interne anliggender på AU, idet han i hårde vendinger kritiserede de AU-ansatte, der ytrede kritik af Nature-artiklens forfattere. Efterfølgende undskyldte han sin ageren i sagen og erklærede sig permanent inhabil i enhver ansøgning, der vedrører det naturvidenskabelige fakultet på Aarhus Universitet. Besenbacher modtog i forbindelse med sin ageren i sagen kritik fra Videnskabernes Selskab. Selskabet udpeger Carlsbergfondets bestyrelse, men valgte på trods af kritikken fortsat at lade Besenbacher fortsætte som bestyrelsesformand.
Første kvinde i spidsen
Majken Schultz overtager posten som formand for Carlsbergfondet. Det er første gang, en kvinde sidder for bordenden i fonden.
Majken Schultz er professor ved Copenhagen Business School, Department of Organization, med tilknytning til Centre for Organization and Time. Hun er blandt de mest citerede forskere på CBS og har en omfattende bestyrelseserfaring fra en række forskellige virksomheder, skriver fondet på sin hjemmeside.
”Carlsbergfondets bestyrelse vil gerne takke Flemming Besenbacher for det store, initiativrige engagement, som han har lagt i Carlsbergfondet gennem årene. Jeg ser meget frem til sammen med mine kollegaer i bestyrelsen at modernisere fondet yderligere via etablering af effektiv peer review, styrkelse af kontrolprocesser og udvikling af fondets virkemidler i lyset af de seneste års højere uddelingskapacitet. Alt sammen baseret på fondets stærke værdier og eksisterende strategi til gavn for dansk forskning og det danske samfund. I den kommende tid vil jeg sammen med den øvrige bestyrelse udfolde en række af de visioner, vi har for Carlsbergfondet i fremtiden”, udtaler Majken Schultz.