Guide til boligjagten

Har du endnu ikke fundet dig en studiebolig, får du her bud på midlertidige boligløsninger, tips til, hvordan du bruger dit netværk i jagten på en bolig, og gode råd om, hvad du skal være opmærksom på, når du kaster dig ud på boligmarkedet.

Illustration: Louise Sender

Et nyt studieår venter lige rundt om hjørnet, og for mange af de 7.399 nye studerende på Aarhus Universitet betyder det, at boligjagten er på sit højeste. Det aarhusianske boligmarked er – som altid – hårdt presset her inden studiestart.

Hos Kollegiekontoret i Aarhus mærker man tydeligt, at der er rift om de aarhusianske studieboliger. Omkring 2.000 studerende står i øjeblikket skrevet op til en kollegiebolig, fortæller direktør Per Juulsen.

”Vi har lidt flere ansøgere i år end sidste år, men vi forventer, at alle vil være blevet tilbudt en bolig senest i slutningen af november. Omkring 400 boliger er allerede blevet tildelt, og vi er ved at være igennem alle dem, der blev skrevet op i maj måned.”

TIP: Find en midlertidig løsning

For at man kan have en realistisk forventning om at blive tilbudt en kollegiebolig inden studiestart, skal man ifølge Per Juulsen have skrevet sig op inden sommerferien. Derfor er Kollegiekontorets råd til de studerende, der har skrevet sig op senere eller måske endnu ikke har fået det gjort, at satse på privat udlejning eller en midlertidig boligløsning via Startup Housing.

Gode råd fra Studenterrådets Retshjælp

Inden du skriver under på kontrakten:

  • Få en fremvisning af lejemålet, så du ved, at det eksisterer.
  • Læs kontrakten grundigt igennem, inden du skriver under, og bed også en anden, f.eks. en retshjælp, om at læse kontrakten igennem. Bed gerne om en dag eller to til at gennemlæse kontrakten.
  • Hvis I er to, der skal dele et lejemål, så overvej, om I begge skal på lejekontrakten. Hvis der står to lejere på kontrakten, og den ene flytter fra lejemålet, vil fraflytter stadig kunne komme til at hæfte for eventuelle mangler ved lejemålet også efter fraflytning.
  • Undersøg, hvem der er angivet som udlejer på lejekontrakten. Er det et selskab eller en privatperson? Undersøg, om personen eller selskabet er reelt nok.

Inden du udbetaler depositum:

  • Forsøg at undlade at betale depositum, inden du flytter ind, så du undgår, at udlejer har pengene, før du har lejemålet.

Ved indflytning:

  • Gennemgå lejlighedens stand ved indflytningen. Tag billeder af de fejl og mangler, som måtte være på lejemålet.
  • Hvis udlejer har mere end en udlejningsejendom, skal han/hun indkalde til et indflytningssyn. Her er det vigtigt at finde alle fejl og mangler og få dem noteret, så udlejer ikke efterfølgende kan gøre dem gældende over for dig som lejer.

Og brug i øvrigt din mavefornemmelse!

Kilde: Arun Pradhan, jurastuderende og formand for Studenterrådets retshjælp

LÆS OGSÅ: Lejernes Landsorganisations fem gode råd, før du underskriver en lejekontrakt 

Startup Housing er et tilbud, som Studenterhus Aarhus sammen med Aarhus Kommune og en række lokale boligselskaber har sat i værk for at give boligløse studerende midlertidigt tag over hovedet ved studiestart. Fra 19. august til 14. oktober kan studerende på ugebasis leje sig ind i skurvogne ved Godsbanen og på Pier 2 på havnen, delelejligheder i Gellerupparken, kollegieværelser på Hejredalskollegiet eller på separate værelser på Brandskolen i Skejby. Det er fjerde år i træk, at tilbuddet kører, og også i år er der studerende, der gør brug af den midlertidige løsning.

”Brandskolen er tæt på at være udsolgt. Den er populær blandt de danske studerende, fordi man her kan få sit eget værelse, men de andre steder er der mange ledige pladser endnu. Der bliver stille og roligt booket op, og vi får opkald hver dag, så vi tror på, der bliver udsolgt. Vores erfaring fra de sidste år er i hvert fald, at den første måned plejer at være fuldt booket,” fortæller Stine Møller Nielsen, som er økonomiansvarlig ved Studenterhus Aarhus.

I år er der 198 sengepladser at gøre godt med, og det er ca. 50 flere end sidste år.

TIP: Camping er også en (knap så populær) mulighed 

Camping er et andet bud på en midlertidig løsning, men den er tilsyneladende ikke så populær blandt de kommende studerende. I hvert fald har ejer af Aarhus Camping i Lisbjerg, Niels Nielsen, i år kun fået én forespørgsel i den retning, og det var fra en forælder.

”Sidste år havde vi kun 5-10 studerende boende her i campingvogne, og vi skal mere end ti år tilbage for at finde en studerende, der lå i telt,” fortæller han.

En overnatning på pladsen koster 82 kroner per døgn i lavsæsonen, dertil kommer pladsgebyr og strøm. Og hos Aarhus Camping er de studerende kun velkomne til at overnatte i hverdagene.

TIP: Brug dit netværk rigtigt

Mange studerende supplerer ansøgningen om et kollegieværelse med mere eller mindre desperate opråb på Facebook. Og det er fint nok, men bør ikke være den eneste måde, man forsøger at aktivere sit netværk på, lyder det fra Charlotte Junge, der er netværksekspert og ejer af rådgivnings- og foredragsvirksomheden JUNGE.

”Uanset om det er en bolig, en praktikplads eller et job, man søger, bør man overveje: Hvem i mit netværk kan hjælpe mig med at skaffe viden og nye kontakter? Man skal ikke spørge direkte: Kan du skaffe mig en bolig? Det virker for anmassende, og hvis ikke man lige har en villa med et ledigt værelse i kælderen, kan det være svært at stille noget op med sådan en forespørgsel. Jagten skal i stedet gå på gode råd, viden eller kontakt til personer, der ved noget på området,” forklarer Charlotte Junge.

TIP: Ring!

Hun anbefaler også, at man griber ud efter telefonen og ringer direkte til de personer, man tror kan hjælpe, frem for kun at køre kontakten via mail eller sociale medier.

”I hvert fald hvis det er folk i min generation, man søger at få kontakt til. Og det vil det nok typisk være, når det handler om at skaffe sig kontakt til mennesker med specialviden om boligmarkedet eller mennesker, der har et værelse eller en lejlighed, de lejer ud.”

Hermed når vi frem til netværksekspertens næste gode råd:

”Sørg for at udvide dit netværk til ikke kun at omfatte venner og medstuderende, der står i samme situation som dig selv. De kan være fine at erfaringsudveksle med, men sørg også for, at dit netværk omfatter andre grupper af mennesker end dem, der er i samme situation som dig. Tal med de lidt ældre i fodboldklubben eller i løbeklubben. Eller gå gennem dine forældres eller venners forældres netværk,” lyder opfordringen fra Charlotte Junge.

TIP: Undgå fælder - læs kontrakten grundigt 

Når man så endelig får det længe ventede tilbud om en bolig, kan man i sin iver over endelig at kunne se en ende på boligjagten let komme til at handle overilet. Men det kan godt svare sig at tøve en kende og iføre sig et par kritiske briller, inden man sætter sin underskrift på en lejekontrakt.

Studenterrådets Retshjælp, der drives af jurastuderende ved AU, får op til studiestart typisk en del spørgsmål om, hvordan man sikrer sig, at udlejer overholder alle regler. Her er det gode råd at læse kontrakten grundigt igennem og at få andre til også at gøre det. For eksempel kan man bede en retshjælp om at gennemlæse kontrakten, siger Arun Pradhan, der er formand for retshjælpen.

”Formålet er at blive klar over de forhold, som aftales mellem lejer og udlejer, så du undgår at blive overrasket, når du en dag skal flytte fra lejemålet. På samme måde vil du opdage eventuelle urimelige forhold i kontrakten.”

TIP: Sørg for at få klare linjer

Andre spørgsmål, som retshjælpen typisk får, går på, hvordan man stiller sig som udlejer, hvis man for eksempel skal fremleje en del af sin lejlighed.

”Her er det vigtigt, at du får lavet en skriftlig aftale og sørger for, at alle vigtige forhold bliver noteret. På den måde undgår du bevismæssige problemer, hvis der skulle opstå en tvist. Du kan eventuelt bruge Ministeriet for By, Bolig og Landdistrikters standardformular A9.”

Skal du bo sammen med din lejer, er det også vigtigt at sørge for at have klare linjer for, hvem der gør rent, og hvordan fester og lignende skal aftales.

”Og så er der nogle særlige regler i lejeloven, som du skal overholde, når du fremlejer. For eksempel må du, uden udlejers samtykke, kun fremleje op til halvdelen af lejemålet,” forklarer Arun Pradhan.