Her er de 10 mest populære uddannelser på AU
Uddannelserne Medicin, Jura og Psykologi er populære blandt de ansøgere, der i år har søgt om at blive optaget på en uddannelse på Aarhus Universitet. Ingen uddannelser fra det naturvidenskabelige fakultet Science and Technology ligger i top 10.
På trods af et politisk ønske om flere naturvidenskabelige kandidater, er det stadig mere populært at uddanne sig til læge, jurist eller advokat. Det er i hvert fald det billede, der tegner sig, når man ser på listen over fordelingen af ansøgninger til AU’s uddannelser, som er blevet offentliggjort i forbindelse med årets optag af nye studerende 28. juli.
Lægedrømmen lever i bedste velgående
I år har AU modtaget i alt 26.500 ansøgninger. Den mest søgte uddannelse på AU er Medicin, som i år har fået i alt 2676 ansøgninger. Men mindre end hver femte ansøgning til uddannelsen har givet pote, da AU kun har tilbudt 481 nye studerende at blive optaget på uddannelsen, et tal, der i øvrigt har været stort set uændret de seneste fem år.
Health er desuden repræsenteret på top ti-listen med uddannelsen Odontologi (tandlæge, red.). Men ellers er det uddannelser fra Aarhus BSS, der fylder listen blandt andet Jura, Psykologi og Erhvervsøkonomi. Lige med undtagelse af tiendepladsen, som i år går til Arts og den nye uddannelse International Virksomhedskommunikation (engelsk). Uddannelsen er blandt fire erhvervssproglige uddannelser, som Arts fra i år udbyder efter at have overtaget de erhvervssproglige fag fra Aarhus BSS.
Naturvidenskab ikke i top 10
Fakultetet Science and Technology er ikke repræsenteret på listen til trods for det politiske fokus på at få flere naturvidenskabelige kandidater og AU’s satsning på ingeniør- og digitaliseringsområdet. Der er dog fremgang i antallet af ansøgere på flere ingeniøruddannelser og på Datalogi. Og AU har øget antallet af studiepladser på ingeniøruddannelserne med 100 nye pladser og antallet er øget med 26 nye studiepladser på Datalogi.
Det adgangsgivende gennemsnit
UddannelserneS popularitet afspejler sig også i det karaktergennemsnit, der kræves for at komme ind på uddannelsen på kvote 1. I år kræver det et gennemsnit på 11,0 at komme ind på Medicin på AU. Men det er faktisk en uddannelse uden for top 10, der i år kræver det højeste gennemsnit på AU, nemlig uddannelsen Cognitive Science, der er blevet udbudt siden 2015. Sidste år gav et gennemsnit på 11,1 adgang til uddannelsen, men i år skal der et snit på 11,7 til. Dermed ligger Cognitive Science nummer fire på den nationale top 10-liste over de uddannelser, der kræver det højeste gennemsnit i år. På en tiendeplads på den nationale liste finder man i år Psykologi på Aarhus Universitet.