Omnibus prik

Hvordan synes du selv, det går? APV’en rammer din indbakke i dag

Både en psykisk og en fysisk APV når frem til dig i dag. Denne gang er den udført af Rambøll og består af færre spørgsmål, og hele APV-opsamlingen skal gå meget mere tjept end tidligere år.

Så er det tid til et sundhedstjek af arbejdsmiljøet på AU. Arkivfoto: Colourbox
”Der er færre spørgsmål i år. En stor del af spørgsmålene fra sidst er bibeholdt, så man kan sammenligne med tidligere år. Nogle er slettet. Og så har man taget nogle få nye ind – også for at kunne sammenligne med andre lignende institutioner,” Anne Lindholm Behnk, vicedirektør for AU HR. Fotograf: Anders Trærup

Stresser din leder dig? Hvordan har du det egentlig, når kalenderen insisterer på, at vi har ramt mandag morgen? Og trækker det i øvrigt fra dit vindue?  

Det er nogle af de emner, du vil blive spurgt ind til i den APV, som netop er nået din indbakke. 

Den største forskel fra de øvrige APV’er er, at den fysiske og psykiske APV er slået sammen til én, men er opdelt i to sektioner. Desuden er spørgsmålene blevet færre.  

Ifølge Anne Lindholm Behnk, vicedirektør for AU HR, er dette valgt for at forenkle undersøgelsen og sikre en høj svarprocent: 

”Vi skal have så mange kollegaer til at deltage som muligt, og det skal opfattes som overkommeligt,” siger hun.

Men ikke nok med det.

Hurtigere, hurtigere

Det er ikke kun udfyldelsen af spørgeskemaet, der vil gå hurtigere i år. Det gælder også den efterfølgende proces.

”I den forrige undersøgelse har der været et stort opfølgnings- og handleplansarbejde, og det er forenklet i den nye. Det vigtige er jo ikke at producere nogle store, lange skemaer, men at have en god dialog med hinanden om arbejdsmiljøet,” siger Anne Lindholm Behnk. 

Det vil konkret få den betydning, at institutterne vil være forpligtet til at udfærdige en handleplan efter APV’en, mens fakulteterne og enhedsadministrationen ikke er forpligtet til det længere. Alle skal dog stadig drøfte resultaterne af APV’en.

”Det er et spørgsmål om, at vi forsøger at undgå unødigt bureaukrati med at sende rapporter rundt til hinanden med opfølgningsskemaer,” siger Anne Lindholm Behnk.

LÆS OGSÅ: Rektor: Vi laver en omfattende APV – det forpligter

Fakta: APV

En samlet APV med én sektion om det fysiske arbejdsmiljø og én om det psykiske.

I 2019 var der 63 overordnede spørgsmål i APV’en, og dertil kom spørgsmål fra fakulteter og administrationen. I 2016 var der til sammenligning 106 overordnede spørgsmål. 

Du kan deltage i APV’en i perioden 25. februar til 13. marts. Undersøgelsens resultater offentliggøres 9. april, hvorefter dialogmøder og anden opfølgning begynder.

APV’en er lavet af Rambøll, der har vundet udbuddet af opgaven, som tidligere blev udført af Center for Undervisning og Læring på AU.

Den psykiske APV i 2016 blev besvaret af 5.764 medarbejdere, og svarprocenten var dermed 75 procent. Dengang tog det to måneder fra svarfristen til offentliggørelse af resultaterne.

Kilde: AU’s side om APV og AU HR.

Anonymitet 

Den psykiske del af APV’en vil som sædvanlig være anonym, og det vil for eksempel kræve 40 besvarelser om krænkende adfærd i en afdeling, på et institut eller anden enhed, for at man efterfølgende vil offentliggøre resultatet. Ligeledes vil det kræve 50 besvarelser i spørgsmålet om diskrimination.

”Det har leder- og medarbejderrepræsentanter besluttet, fordi der skal være tillid til undersøgelsen, og vi vil gerne have, at folk er trygge ved at kunne svare, uden at de kan identificeres som enkeltpersoner,” siger Anne Lindholm Behnk.

Den fysiske del lægger ifølge vicedirektøren imidlertid ikke op til anonymitet:

”Den er sædvanligvis knyttet til lokale problemer med for eksempel indeklima. Så hvis man svarer, at der er træk, ubekvemme arbejdsstillinger eller tunge løft, så der kan blive gjort noget ved det.”

LÆS OGSÅ: APV-spørgeskema: Ingen kommentarer

LÆS OGSÅ: Rektor: Svært at se en arbejdsuge, der ikke varierer ud over 37 timer i en universitetskultur

LÆS OGSÅ: Vi er på et universitet, men tonen er ikke altid dannet