”Jeg er ikke og vil ikke være dommer over de studerendes barer”
Institutleder på Institut for Statskundskab, Peter Munk Christiansen, vil gerne fortælle de studerende, når de er gået over grænsen. Men han vil ikke på forhånd være konkret om, hvor grænsen går, ligesom han heller ikke vil forhåndsgodkende fremtidige bartemaer. Det er op til de studerende at prøve sig frem ved hjælp af almindelig anstændighed, begavelse og sund fornuft.
Ikke før torsdag morgen i sidste uge, fik institutleder Peter Munk Christiansen kendskab til den omdiskuterede Aleppo-bar, som studenterforeningen Kritisk Profil fredag 2. december holdt på Institut for Statskundskab i forbindelse med den traditionsrige juledag på instituttet. Derpå fulgte interviews med pressen, og senere på dagen holdt han et møde med foreningen bag den omdiskuterede bar, Kritisk Profil.
”Der var ikke så meget sige på det tidspunkt, for de vidste jo udmærket godt, at de havde trådt over stregen, og de havde undskyldt (i en opdatering på deres Facebook-profil, red.).”
Politisk korrekthed er ikke universitetets opgave
Selvom han over for de studerende i Kritisk Profil tilkendegav, at de efter hans mening var gået over stregen med deres Aleppo-bar, understreger Peter Munk Christiansen, at universitetet omvendt ikke skal være et sted, hvor man dyrker politisk korrekthed, og hvor man ikke må sige noget, der går magthavere eller andre imod.
”Det mener jeg faktisk er en del af et universitets opgave. Til gengæld mener jeg også, at man har en forpligtelse til at tænke sig om og overveje, om det, man skriver, gør og siger kan rummes inden for rammerne af almindelig anstændighed, også når det bliver taget ud af konteksten.”
På spørgsmålet om, hvor det efter hans mening er, at Kritisk Profil er gået over stregen og altså brød rammerne for almindelig anstændighed, svarer institutlederen:
”Det vil jeg ikke udtale mig om.”
Aleppo-bar, jødebar og menstruationsbar
Foreningen Kritisk Profil var ikke alene om at være vært for en bar med et tema, som nogle ville kunne finde stødende eller krænkende. Samme dag var kulturforeningen Across the Universe vært for ’Fætters Bar Mitzvah’, Foreningen Kandestøberen og Kandidatforeningen på Statskundskab fejrede julens komme med en menstruationsbar, mens Politisk Forening inviterede under temaet ’Bonde søger bar(m)’.
I omtalen af deres bar ’Fætters Bar Mitzva’ skriver Across the Universe blandt andet:
”Jøderne har aldrig haft det nemt. De blev fordrevet fra Egypten, kom lidt skævt ud af det med Hitler og i dag kan de knap nok tage 2A uden at blive mødt af palæstinakampråb. Det er på tide at bryde disse historiske lænker, bære kalotten med stolthed og tage et rigtigt bad (…)”
Videre skriver foreningen:
” (…) Som enhver anden traditionel jødisk festivitas holder vi en auktion. Med samme ihærdighed som når en roma ser en ulåst cykel, har Fætter indsamlet værdifulde ting, der bortauktioneres til højestbydende. Mazel Tov!”
Og foreningen slutter på følgende vis:
”Alkohol macht frei.”
Vil ikke være dommer
Peter Munk Christiansen ønsker ikke at udtale sig om den pågældende invitation, og han vil ikke tage stilling til temaer i de øvrige barer, der blev holdt på juledagen.
”Jeg er ikke, og jeg vil ikke være dommer over de studerendes forskellige barer. Når jeg holder møde med foreningerne bag barerne i januar, er mit budskab ikke, at jeg fremover skal forhåndsgodkende bartemaer. Det, jeg vil appellere til, er, at de bruger deres sunde fornuft til at udtrykke det, de vil, og jeg synes, der skal være højt til loftet. Man skal kunne gå til stregen, men man skal også vide, hvornår man går over stregen.”
Men du vil ikke gå ud og være med til at definere en grænse for, hvad man kan tillade sig – og ikke tillade sig – på et universitet?
”Det ved Gud jeg ikke vil. Jeg vil godt sige, når grænsen er overskredet, og det synes jeg, at den var i dette tilfælde. Men jeg kunne da ikke drømme om at gå ud og lave censur og være dømmende myndighed. Vi har begavede studerende, det kan de sagtens finde ud af.”
Får ikke konsekvenser
Rektors kommentar på Facebook
"Til studenterforeningerne ved Aarhus Universitet. Som nogen af jer sikkert ved, har en af vore studenterforeninger udvist endda meget dårlig dømmekraft og for nyligt afholdt en temabar under overskriften “Aleppo-bar”. Jeg har været i kontakt med den lokale ledelse, der har indkaldt de involverede studerende til et møde og i stærke vendinger påtalt hændelsen. De studerende er enige i, at de gik langt over stregen for almindelig anstændighed, og de har efterfølgende undskyldt hændelsen på deres Facebook-side. Hændelsen giver mig dog anledning til at indskærpe, at lignende tilfælde ikke vil blive tolereret fra universitetets side. I kan således forvente, at lignende tilfælde vil føre til, at foreningens arrangementer fremover ikke vil kunne holdes på universitetet. Det er en vigtig dimension i studenterlivet, at studerende kan mødes i studenterforeninger og fredagsbarer. Selvom der på universitetet skal være højt til loftet, skal arrangementer holdes på en måde, så andre IKKE bliver krænket, som det var tilfældet i denne sag. Med venlig hilsen Brian Bech Nielsen Rektor"
Publiceret på Aarhus Universitets Facebook-side torsdag 15.12.16
Rektor var torsdag ude og definere den grænse. Han mener, den går der, hvor nogle kan føle sig krænket. Men det er der vel vid forskel på. Nogle vil blive krænket ved en menstruationsbar, andre vil være krænket ved jødebaren, og andre igen vil sige: Kom nu videre …
”Jeg enig i, at folk har forskellige grænser.”
Rektor taler også om sanktioner: Ved lignende tilfælde i fremtiden vil foreningerne bag ikke få lov til at holde fester på universitetet. Vil man også se dig gå ud med lignende sanktioner over for foreningerne?
”Det kan jeg ikke sige noget om generelt. Det er klart, at hvis folk opfører sig fuldstændig åndssvagt, vil vi ikke have vores navn forbundet med dem, men en generel regel kan jeg ikke se for mig.”
Hvad med det konkrete tilfælde med Kritisk Profil, som altså efter din vurdering er gået over grænsen, får det konsekvenser for dem?
”Nej. Men jeg går ud fra, at de vil tænke sig rigtig godt om fremover.”
Omnibus har forsøgt at få en kommentar fra Kritisk Profil, men foreningen har ikke ønsket at udtale sig yderligere i sagen og henviser til sin undskyldning på Facebook:
”Kritisk Profil undskylder for vores Aleppo-tema ved årets juledag på Institut for Statskundskab. Det var både upassende og udtryk for ringe dømmekraft. Vores mening har aldrig været at latterliggøre situationen i Aleppo men derimod at sætte fokus på den forfærdelige situation, der udspiller sig i Syrien. Kritisk Profil har fra begyndelsen annonceret, at overskuddet bliver doneret til Røde Kors. Kritisk Profil fortryder temaet inderligt, og vi undskylder, at det har virket stødende! Det har vi fuld forståelse for.”
Omnibus har også forsøgt at få et interview med rektor Brian Bech Nielsen. Vi ville gerne have ham til at uddybe sin kommentar på Facebook og konkretisere, hvor grænsen går for, hvad man kan tillade sig på Aarhus Universitet. Især set i lyset af den ret så konkrete sanktion, som rektor præsenterede i sin kommentar, nemlig at lignende tilfælde vil føre til, at foreningens arrangementer fremover ikke vil kunne holdes på universitetet. Men rektor har ikke ønsket at medvirke.