Omnibus prik

Kandidatreform: Mange uddannelser på Technical Sciences bliver mindre

Technical Sciences skærer i antallet af studiepladser på alle civilingeniøruddannelser og uddannelserne i Viborg på nær Veterinærmedicin. De samme uddannelser bliver pålagt kandidatomlægninger. Det viser Techs endelige plan for udmøntning af kandidatreformen. Konsekvensen er blandt andet, at ingeniøruddannelsernes vækst stopper. 

Dekanen på Technical Sciences, Eskild Holm Nielsen. Photo: AU Foto

Som det sidste fakultet har Technical Sciences offentliggjort sin plan for, hvordan fakultetet vil udmønte kandidatreformen. Det bliver alle civilingeniøruddannelserne på Technical Sciences og to af de nye uddannelser på AU Viborg, som må forberede sig på ændringer som følge af kandidatreformen. Technical Sciences har dog ikke været nødsaget til at lukke uddannelser, som det for eksempel er tilfældet på Arts.

De seks civilingeniørbacheloruddannelser, Bioteknologi, Byggeri, Computerteknologi, Elektroteknologi, Kemiteknologi og Mekanik og Teknologi bliver i alt reduceret med 73 studiepladser, mens to af de nye bacheloruddannelser på AU Viborg, Dyrevidenskab og Plante- og Fødevarevidenskab bliver reduceret med samlet 40 pladser. 

De nye bacheloruddannelser i Foulum på AU Viborg, som også tæller Veterinærmedicin var ellers ifølge udflytningsreformen tildelt 200 pladser i alt, men uddannelserne får nu som følge af kandidatreformen kun lov til at optage 160 studerende. Veterinærmedicin går her fri for at skulle bidrage til reduktionen på 40 pladser, fordi den har ”afgørende strategisk betydning for AU Viborgs samlede udvikling”. Samlet kan Veterinærmedicin i 2026 optage 100 studerende, mens Dyrevidenskab og Plante- og Fødevarevidenskab kan optage 30 hver. 

Da diplomingeniøruddannelser som følge af en politisk beslutning er undtaget sektordimensioneringen, er det cirka halvdelen af Techs samlede årlige optag, som ikke bliver ramt af dimensioneringen. 

Ingen etårige kandidatuddannelser på Tech 

På kandidatdelen omlægger Tech 15 procent af studiepladserne på civilingeniøruddannelserne til erhvervskandidater, mens det gælder for 30 procent på Dyrevidenskab, Plante- og Fødevarevidenskab samt Molekylær ernæring og Fødevareteknologi. Kandidaten i Veterinærmedicin kan ikke omlægges, fordi det er en autorisationsgivende uddannelse.

Tech har fravalgt muligheden for at lave etårige kandidatuddannelser, og dermed kommer omlægningerne alene til at ske som erhvervskandidatuddannelser, som kombinerer fuldtidsstudie og virksomhedsforløb. 

Ifølge dekanen på Technical Sciences, Eskild Holm Nielsen, har de etårige kandidatuddannelser ikke passet til ”den faglighed, som vores fødevareuddannelser afspejler” på AU Viborg, mens det fra begyndelsen har ligget fast, at etårige kandidatuddannelser ikke er en mulighed på civilingeniørområdet. 

Tech arbejder med to nye kandidatmodeller. I den ene begynder de studerende med et års fuldtidsstudie, inden de skal på et toårigt virksomhedsforløb med sideløbende studier. I den anden veksler de mellem studier og virksomhedsforløb over en fireårig periode. Kandidatreformen vil blive implementeret gradvist, så Tech har 59 erhvervsrettede kandidatpladser i 2028, 76 i 2030 og 88 i 2032. 

Må afvise mange studerende 

Fakultet har forsøgt at balancere målet om at kunne udvikle AU Viborg og samtidig beholde alle sine civilingeniøruddannelser. Det fortæller dekan Eskild Holm Nielsen.

”Det har været en vanskelig opgave at få den balance, men jeg synes, vi har fået den rigtige balance, og det har der været opbakning til i fakultetsledelsen,” siger dekanen. 

Konsekvenserne er, at den vækst, som ingeniøruddannelserne har set i ansøgertallene de seneste år, stopper. 

”Dimensioneringsgrundlaget tager ikke hensyn til den vækst, ingeniørerne har haft, og det er et andet problem, som ministeriet pålægger os,” siger Eskild Holm Nielsen: 

”Det betyder, vi fremadrettet kommer til at afvise 30 procent, måske op til 40 procent af de studerende, der søger ind på vores civilingeniøruddannelser. Det er jo helt nyt, vi ikke kan være i stand til at tage dem ind. Man kan sige, at kandidatreformen gør, at AU ikke er i stand til at implementere de ambitioner, vi har på ingeniørområdet,” siger han.

Dekanen afviser, at udmøntningen af reformen på Tech får konsekvenser for nogen medarbejdere.

”Det forventer vi ikke,” siger han og uddyber, at andre faktorer hjælper på økonomien.

Herunder 30 ekstra internationale studiepladser forbeholdt europæiske studerende. AU har i alt fået tildelt 90 ekstra internationale pladser, 30 af dem er givet til Tech, men fakultetet forventer at få endnu flere af pladserne i 2028.

”Vi har en forventning om, vi får andel i de her nye internationale studiepladser, og en anden ting er, at vi ser en stigning i folk, der kommer fra lande udenfor Europa og betaler tuition hos os,” siger Eskild Holm Nielsen.