Kapsejlads-arrangør: ”Den plan, vi arbejder med lige nu, kan ikke afvikles med de nuværende restriktioner”
Det ligger fast, at årets Kapsejlads finder sted 25. juni i Universitetsparken. Og det er også sikkert, at det bliver en corona-kapsejlads. Men de nærmere detaljer om, hvordan den traditionsrige event vil blive afholdt, holder de to arrangører fortsat tæt til kroppen. Mest fordi meget endnu er uvist, og af samme grund har de flere forskellige scenarier i spil.
Vi er mange, der lige nu håber, at vejrguderne sender et mildt forår i vores retning, hvilket sammen med massevis af vaccinestik øger forhåbningen om, at smittekurven ikke tager himmelflugt, og at restriktionerne derfor kan lempes. Det gælder også for de to arrangører af Kapsejladsen, Sofie Paarup Thomsen og Bjørn Heje, der begge er medicinstuderende på 10. semester og arrangerer Kapsejladsen sideløbende med deres studier.
”Vi krydser fingre for, at situationen den 25. juni ser anderledes ud end nu,” siger Bjørn Heje.
En corona-kapsejlads
De to arrangører er helt på det rene med, at årets kapsejlads i høj grad vil bære præg af corona og deraf følgende restriktioner.
”Det er helt klart, at vi ikke får mulighed for at samle 20.000 studerende i Universitetsparken som normalt. Men det skal nok blive lige så fantastisk et arrangement, som det plejer at være,” lover Bjørn Heje.
Præcis hvordan de har tænkt sig at sikre det, hverken kan eller vil de to arrangører løfte sløret for endnu. Det skyldes, at de selvsagt endnu ikke kender de restriktioner, der vil være gældende til den tid. Men de forbereder sig med forskellige scenarier.
”Vi har flere skitser for, hvordan det vil kunne afvikles, og gør, hvad vi kan, for at forberede os på at afvikle et godt arrangement, som er sikkert, og som vi kan stå inde for i lyset af de muligheder, der gælder til den tid,” fortæller Bjørn Heje.
Nuværende plan er afhængig af færre corona-restriktioner
Og så vil de også gerne varme op til eventen ved løbende at udsende nyheder om arrangementet hen over foråret.
”Den plan, vi arbejder med lige nu, kan ikke afvikles med de nuværende restriktioner. Den kræver, at der åbnes mere for samfundet, end hvad der er tilfældet lige nu,” siger Bjørn Heje, der sammen med Sofie Paarup Thomsen er tavs som en østers, når man spørger, om der traditionen tro i år også vil være kendte konferencierer til Kapsejladsen.
”Man må følge med på Facebook for at finde ud af det,” lyder det hemmelighedsfuldt fra de to arrangører.
Arrangørerne tager en runde mere
De to arrangører stod også for at arrangere sidste års kapsejlads, der som bekendt blev alt andet end traditionel. Først blev den udskudt. Så aflyst. Og siden afviklet i al hemmelighed uden en eneste tilskuer på søbredden.
Og selvom der normalt kommer nye arrangørkræfter til hvert år, har de to igen påtaget sig at arrangere årets kapsejlads.
”Sidste år var det ikke særlig sjovt at være arrangør, da samfundet pludselig lukkede ned. Men i år er vi velvidende om, at corona vil præge afviklingen. Og fordi vi allerede har erfaringerne fra én corona-kapsejlads, tænkte vi, at vi ville stille os til rådighed som arrangører igen,” fortæller Sofie Paarup Thomsen.
Korrekturlæst af Charlotte Boel