Omnibus prik

KLUMME: Det er altid den samme sang: Det handler om kvalitet, siger de – og skærer i uddannelserne

Nu vil politikerne igen skære i universitetsuddannelser. Igen med det erklærede mål at hæve kvaliteten og tilfredsstille 'arbejdsmarkedet'. Vi har hørt det før. Og universiteterne retter ind – det gør de studerende tilsyneladende også. Men hvad mon erhvervslivet siger til dette 'kvalitetsløft'? Spørger lektor i lingvistik Peter Bakker i sin klumme.

Peter Bakker er lektor i lingvistik ved Aarhus Universitet. Photo: Ib Simonsen
Klummen er udtryk for skribentens egen holdning. Vil du også skrive klummer eller debatindlæg til Omnibus? Skriv til omnibus@au.dk

Alle synes rørende enige om, at ethvert politisk tiltag skal være godt for 'arbejdsmarkedet'. Der, hvor kapitalister og arbejdere – eller superrige og mindre rige – forhandler om deres fælles interesse: arbejdspladser. Egoistiske gevinster for nogle, lønninger for at kunne betale regninger for andre samt skatteindtægter for staten, som regeringen bruger for at lave noget nyttigt for alle; veje, plejehjem, vacciner, skoler m.m.

Hvad har det med universitetet at gøre? Universiteter får statsstøtte. Gennem tiderne er universiteterne blevet mere og mere pengeorienterede. Og de universitetsansattes indtryk er, at regeringen gennem årene giver færre og færre penge til universiteterne (både i grundbevillinger og per studerende). Alle regeringer, uanset politisk farve, skærer ned på højere uddannelser. Færre grundbevillinger til forskning og uddannelser og mere konkurrence om færre midler.

Regeringer af alle farver gør det. Systematiske toprocentsbesparelser (Venstre). Dimensionering og færre studerende (Radikale Venstre). Fremdriftsreformen: Studerende skal blive færdige i god tid, eller universiteter taber indtægt (Socialdemokratiet). Udflytning af uddannelser fra de store byer (næsten alle partier). Kortere uddannelser (SVM-regering). Alle sammen initiativer, der fører til indtægtstab for universiteterne og færre udgifter for regeringen. Universiteterne skal skære ned, ellers får de finansielle prygl. Alt sammen med det samme formål: kvalitetsforbedring. Sådan hedder det i hvert fald. Sådan forsvarer regeringerne deres politik. De forbedrer kvaliteten. Orwell kaldte det Newspeak.

Apolitiske AU-studerende?

Hver gang det lykkes en regering at gennemføre endnu en besparelse slash kvalitetsforbedring, dukker der 35 studerende op for at protestere. Studenterprotester i Danmark kender vi snart kun fra historiske dokumentarfilm og fra udlandet. Nogle udenlandske universiteter fyldes med politiske plakater, stande med politiske partier og aktiviteter på gaderne. AU-studerende virker til sammenligning meget apolitiske.

I mellemtiden har universiteterne tilrettet deres uddannelser mere og mere for at tilfredsstille kommercielle virksomheder og de mere end tilpasningsivrige regeringer. Ved næsten alle humaniorauddannelser er 25-50 procent af de studerendes tid allerede potentielt lagt uden for universitetet. Kun to semestre har man intensiv undervisning. Derefter et arbejdsmarkedsrettet profilsemester eller et semester med gratis arbejde i en virksomhed eller organisation. Og derefter stimulerer man også specialer skrevet i samarbejde med virksomheder. I den nye Universitetsbyen har man derudover The Kitchen, hvor studerende og entreprenører virker sammen. Med succes, forstår jeg. Kandidatuddannelser i humaniora for erhvervslivet.

Hvad med virksomhederne – ser de kvaliteten?

Nu vil regeringen halvere halvdelen af universiteternes kandidatuddannelser, men hvilke vidensdele skal forkortes? Det akademiske år eller det erhvervsrettede år? Eller er det måske bedst med halvt så meget af begge dele? Politikerne mener, de ved, hvad der er bedst for universiteterne – og på en eller anden måde er det altid mindre, end det var året før.

Men hvad siger virksomhederne? Vil de hellere ansætte en kandidat fra universitetet med en toårig kandidat i forhold til en etårig kandidat? Vil de have en med mere eller en med mindre viden og erfaring? Ser de også kvalitetsforbedringen?

Erhvervsledere – Captains of Industry – foren jer!

Korrekturlæst af Charlotte Boel