KLUMME: Tech-dekan: Vi står ved en skillevej
Hvis Danmark og AU også fremover skal levere forskning i verdensklasse, er det afgørende, at vi som samfund investerer mere i forskning og innovation end i dag, skriver dekan ved Faculty of Technical Sciences, Eskild Holm Nielsen.
Universitetsledelsens klumme i Omnibus
Ledelsens klumme går på skift mellem universitetsledelsens ni medlemmer. Klummeskribenten vælger selv emnet.
Ledelsen bidrager på samme vilkår som øvrige skribenter, der bidrager med klummer, debatindlæg og andet opinionsstof i Omnibus.
Aldrig har forskningsresultater spillet så stor en rolle i samfundet, som de gør i dag. Der står rigtigt meget på spil i samfundet, når forskerne fremlægger deres resultater. På Technical Sciences går fakultetets fagligheder på tværs af klima, miljø, landbrug, natur og teknologi inden for både undervisning, forskning og rådgivning af myndighederne. Det betyder, at vi har stor politisk og samfundsmæssig bevågenhed. Men vi står ved en skillevej. Hvis Danmark og AU også fremover skal levere forskning i verdensklasse, er det afgørende, at vi som samfund investerer mere i forskning og innovation end i dag.
Høje forventninger
Forskningen er fundamentet for at skabe løsninger på fremtidens udfordringer. Omverdenen har høje forventninger til AU og de danske universiteter – ligesom vi også har høje forventninger til os selv og den viden, vi viderebringer til gavn for samfundet.
På Technical Sciences er der i vores nye strategi lagt op til en missionsorienteret tilgang til vores virke i forhold til både forskning, rådgivning og uddannelser. Vores mission er at skabe et fælles arbejde for grøn, digital omstilling på tværs af institutter, dekanater og fremtidens living labs. De kommende års agenda for grøn omstilling er for stor til, at vi kan se på den som en opdelt opgave. På Technical Sciences lægger vi derfor op til brede og blivende samarbejder.
Eftertragtede ingeniører
Fakultetet bidrager til at finde løsninger på globale udfordringer omkring blandt andet klima, grøn omstilling og digitalisering. Som det grønne og samarbejdende fakultet skal vi kunne levere på alle parametre, og det er både spændende og udfordrende på samme tid. Med en ny organisering af ingeniørområdet har AU skabt fire disciplinbaserede institutter og dermed et endnu stærkere grundlag for de forsknings- og udviklingsaktiviteter, der kan udmøntes i konkrete bæredygtige og digitale løsninger. Ingeniørerne fra AU er eftertragtede; de har den laveste dimittendledighed blandt ingeniører i Danmark. De er desuden kendetegnet ved en meget høj faglighed og 'employability', der afspejler uddannelser i nær tilknytning til forsknings- og udviklingsmiljøer og samarbejde med virksomheder. Vores dimittender er dermed afgørende for fremtidens udvikling inden for grøn, digital omstilling.
Ny campus i Foulum
Det jordbrugsvidenskabelige område spiller også en afgørende rolle for fremtidens forskning i forhold til den grønne omstilling. Med udsigten til at kunne etablere en ny campus i Foulum ved Viborg vil AU udvikle et nyt, stærkt centrum for uddannelse og forskning inden for grøn omstilling og bæredygtige teknologier. Det gælder både i forhold til uddannelse, forskning, innovation og erhvervssamarbejde.
Technical Sciences ser et stort potentiale i at samarbejde med Københavns Universitet om at etablere veterinærmedicin i Foulum og dermed samle fødevareproduktion samt jordbrugs- og husdyrvidenskab ét sted og udvikle living labs inden for grøn omstilling og bæredygtige teknologier. Det giver os muligheden for at skabe fagligt sammenhængende uddannelser med unikke forsknings- og innovationsfaciliteter samt at etablere et unikt studiemiljø for studerende i samarbejde med Viborg Kommune.
Aktiviteterne på Campus Foulum er fagligt tæt knyttet til en række andre forskningsområder på Aarhus Universitet, og dermed sikrer vi en stærk og tæt tværfaglighed. På den måde vil Campus Foulum blive katalysator for nye løsninger, teknologisk udvikling og grøn vækst og samtidig blive en vigtig medspiller i et internationalt samarbejde om transformation af fødevaresystemet. Internationalt anerkendt forskning er også grundlaget for rådgivning af høj kvalitet under myndighedsbetjeningen, som er med til at udvikle Danmark hen imod en grønnere og mere bæredygtig fremtid.
Store ambitioner – og fortsatte besparelser
Men vi står som nævnt ved en skillevej. Regeringen har store ambitioner for den grønne omstilling, men samtidig bliver den miljø- og fødevareforskning, der skal danne det videnskabelige fundament for omstillingen, udsat for tilbagevendende besparelser. På Technical Sciences arbejder vi derfor for en markant styrkelse af den fremtidige økonomiske ramme for forskningsbasen. Det er nødvendigt, at vi styrker hjemtaget af eksterne midler, men mere vigtigt er det, at vi også styrker rammebevillingens beløb til forskning i Danmark.
Korrekturlæst af Charlotte Boel
Universitetsledelsens klumme
Ledelsens klumme går på skift mellem universitetsledelsens ni medlemmer. Klummeskribenten vælger selv emnet. Ledelsen bidrager på samme vilkår som øvrige skribenter, der bidrager med klummer, debatindlæg og andet opinionsstof i Omnibus.