Medicinstuderendes undervisning aflyses i forsøg på at mindske smitte med coronavirus
Al forelæsning og undervisning for kandidatstuderende i medicin, der foregår i lokaler eller auditorier på Aarhus Universitetshospital eller andre af hospitalerne i Region Midtjylland, er fra og med i dag aflyst resten af marts måned. Samme billede tegner sig på de øvrige hospitaler i hele landet.
De kandidatstuderende i medicin, optometri og synsvidenskab på AU fik beskeden om den aflyste undervisning sidst på dagen i går. De kunne i mailen blandt andet læse, at Danske Regioner har besluttet af aflyse en række undervisningsaktiviteter for at mindske risikoen for smitte med coronavirus blandt de læger og andre sundhedsfaglige, der forestår undervisningen.
LÆS OGSÅ: Statsminister: Det skal tages alvorligt
AU arbejder lige nu på at kunne gennemføre så meget undervisning som muligt på anden vis, hvilket blandt andet vil sige via streaming.
Derimod opretholdes al klinisk undervisning - studerende, der er i praktik på en afdeling på et hospital - på universitetshospitalet og regionshospitalerne indtil videre.
Udover de kanditatstuderende bliver rigtig mange andre, der arbejder på hospitaler i hele landet, ramt af beslutningen, eftersom det er al uddannelsesaktivitet, som regionerne afvikler, der er aflyst i denne måned.