Når jeg ud til grænserne for min kunnen?

Presset over at skulle aflevere min næste eksamen sniger sig så småt ind på mig. Igen. Samtidig fordufter lettelsen over mailen fra AU Eksamen med overskriften: ’Du har afleveret’, som jeg fik, da jeg indsendte min forrige eksamen. Eden, jeg aflagde til mig selv dengang, genlyder: Næste gang går jeg i gang i bedre tid.

Jeg må til at gå i gang. Men først(!) vil det være nyttigt at finde ud af, hvordan jeg bliver bedre til at læse op til eksamen. Jeg tror selv, problemet er min struktur. At jeg er ustruktureret i min eksamenslæsning. Og at jeg prokrastinerer. Men kan en ustruktureret studerende overhovedet blive struktureret? Og kan jeg nå det i den her eksamensperiode? Det må jeg få svar på, før jeg går i gang.

Læseferien – en enorm frihed at forvalte

Jeg ringer til Tine Wirenfeldt Jensen, der har en ph.d. i læring og uddannelse fra Aarhus Universitet og har udviklet skrive- og eksamensrådene på AU Studypedia.

Tine Wirenfeldt Jensen, ph.d. i læring og uddannelse og ejer af virksomheden METoDo. Foto: Anne Kring

Når alle undervisningsgangene er gået, og læseferien indtræffer, forsvinder hverdagens struktur. Som studerende står jeg selv for at skabe en ny struktur. Deri ligger en enorm frihed. Hvad skal jeg gøre med al den frihed?

”Det er en enorm frihed at forvalte. Men det er en tosidet frihed. Samtidig er det frihed til at være i tvivl: Hvornår ved man, at det er godt nok? Det er et helt anderledes rum at være i og træffe beslutninger i og lave fejl i end i løbet af undervisningen. Det skal man lige synke. Der er mange muligheder, man er nødt til at vælge fra.”

Overspringshandlinger dræner din energi

Samtalen bliver ledt over på overspringshandlinger.

Tine Wirenfeldt Jensen tegner et genkendeligt billede af en dag, hvor en studerende ordner praktiske ting, gør hovedrent, afkalker sin elkedel. Det dræner alt sammen ens energi. Og bagefter virker det tungt at komme i gang, og så er det måske bedst at begynde i morgen i stedet. En stor del af den struktur, der er en del af ens normale hverdag, hjælper en til at holde sig for øje, hvad der er vigtigt lige nu, forklarer hun.

Et problem, at vi ikke trænes mere i skriveprocesser og struktur

Hvor stor en rolle spiller struktur, når man skal forvalte den her frihed?

”Struktur kan hjælpe med at skabe fokus. Nogle studerende er ekstremt strukturerede, men struktur siger ikke meget om kvaliteten i sig selv. Hvis man kun bruger sin tid på at planlægge eller sidder og redigerer den samme sætning i to timer, gør man ikke god brug af sit fokus. Og så er der nogle få, som ikke lægger planer, men får 12 alligevel. De forstår at lægge kræfterne i det, der betyder noget.”

Er det så personlighedsstyret, og kommer jeg altid til at have svært ved at lave faste strukturer?

”Jeg kunne spørge: Hvor er det, man bliver trænet til det? Har vi en kultur på ungdomsuddannelserne, der forbereder en? Det er et nationalt problem. De fleste har ikke meget indblik i, hvad der sker, når man skal skrive en større opgave. I Danmark bliver man ikke undervist i at skrive. I USA og England og i andre lande har de for eksempel skriveundervisning lagt ind i fagene. De arbejder med skriveprocesser. Jeg bruger selv bl.a. pomodoro-teknikken.”

Velkommen til den menneskelige race

Hvad så med vendinger som ’Diamanter skabes under pres’ og ’Jeg arbejder bedst op til deadline’, gælder de ikke på nogle mennesker?

”Hvis der er en, som siger til mig ’Jeg arbejder bedst under pres’, spørger jeg: Har du nogensinde prøvet andet? Ofte, når folk har en idé om, at de arbejder bedst under pres, er det, fordi de mangler redskaberne til at gøre andet. Hvis du kun kan arbejde under pres, er der grænser for, hvor meget du kan skrive. Du kan ikke udfolde dit talent. Ikke nå ud til grænserne for din kunnen. Du opnår kun det, du kan klare hurtigt. Idéen om at lade sig slå til tåls, den er trist, synes jeg.”

Så det er bare at gå i gang … Det er her, jeg begynder at lave overspringshandlinger i stedet for.

”Så hører du til gruppen på 90 procent. Velkommen til den menneskelige race. Studerende, undervisere og forskere overspringshandler alle sammen. Jeg ser tit, at nogen rigtig gerne vil have en bedre proces, fordi det er utroligt hårdt at føle, at man ikke gør det, man skal, altså overspringshandler. Det er et almenmenneskeligt vilkår, men studerende internaliserer det og skammer sig, som om en god arbejdsproces er noget, de burde have i forvejen.”

Prøv det nu

At jeg er klar over det, gør det ikke nemmere at gå i gang.

”Hvad er alternativet? Hvis alternativet er, at man ikke får lavet noget overhovedet, og man får det skidt og føler et konstant pres, da er det bedre at prøve teknikker. De tilbyder noget struktur og giver mulighed for at fokusere. Man bliver efterhånden bedre til at finde ud af, om metoderne skal tilpasses en selv. Modvilligheden i første omgang er måske noget, man skal over, fordi det er nyt. Giv det nogle chancer. Det er gennemresearchet og aldrig for sent. Og man bliver bedre og bedre. Du ved måske slet ikke, hvor meget potentiale du har som skribent. Du har ikke mærket rammerne endnu. Du må ikke spænde ben for dig selv og sige: Nu er jeg sådan her.”

B.S. Christiansen: Livet er én stor eksamen

Tanken om minutpræcise pauser gjalder i mit hoved, efter jeg har lagt telefonen, men i stedet for at sætte æggeuret og gå i gang med eksamenslæsningen foretager jeg endnu et opkald. Tine Wirenfeldt Jensen har åbnet mine øjne for, at både struktur og pauser er vigtige. Og at jeg ikke skal skamme mig over at synes, det er besværligt at sætte struktur på læseferien. Men jeg er endnu ikke fuldt motiveret for at ændre på mine vaner. Derfor ringer jeg til en af dem, som har ry for at kunne sparke gamle vaner ud af folk og motivere dem til at yde deres bedste, nemlig tidligere jægersoldat B.S. Christiansen, der i dag blandt andet rådgiver erhvervsledere og mentaltræner elitesportsudøvere.

B.S. Christiansen: rådgiver, mentaltræner og tidligere jægersoldat. Foto: B.S. Christiansen/BS & Co

LÆS OGSÅ: B.S. Christiansen: Læg en eksamensplan, og hold den – og lad være med at tåge rundt i byen

B.S. Christiansen svarer desværre ikke sin telefon. Men vender tilbage på mail. Han er travlt optaget af at arbejde med atleter, som skal til en endnu større eksamen end min, nemlig OL. Men han vil gerne give mig og andre studerende et par gode eksamensråd med på vejen.

Ligesom Tine Wirenfeldt Jensen trækker B.S. Christiansen struktur-kortet.

”Min erfaring er, at det første, man skal få skabt, er en form for struktur i sin læseperiode, og det gør man bedst ved at lave en baglæns tidsplan. Man starter med at kigge i kalenderen for at se, hvornår man skal op. Og så begynder man at regne baglæns og beslutter, hvornår man så skal have læst de forskellige kapitler eller dele af sit pensum. Man inddeler simpelthen det stof, man skal nå inden eksamen, i nogle deadlines og datoer. På den måde får man struktureret sit læseforløb fra dagen i dag, til eksamensdagen oprinder”.

Heldigvis arbejder B.S. Christiansen også med 'gulerødder':

”Derefter lægger man tid ind til hviledage, pauser og fornøjelser til afslapning, så det bliver et bevidst valg, at man holder fri og tænker på noget andet end studiet, og ikke fordi solen skinner, og ens ven ringer på døren iført badebukser. På den måde giver man sig selv nogle ’gulerødder’ i form af friperioder at se frem til.

Men strukturen gælder ikke kun pensum og fritiden. Der skal også være struktur på ens liv i det hele taget, så man lever sundt, passer sin søvn og bevarer styrken, fysisk som psykisk", skriver B.S. Christiansen.

Og så slutter han af med at minde om, at livet på en måde er en stor eksamen, man skal ruste sig til at klare.

”Prioriterer jeg rigtigt?”

Den tygger jeg lidt på, mens jeg går en tur i Universitetsparken. For at tømme hovedet. Og for at spørge andre studerende om, hvordan de har det med eksamen, og hvordan de strukturerer deres tid. 

Alexander Petersen, studerer psykologi på 8. semester (KA). Foto: Martin Kousholt

På en skråning har Alexander Petersen, som studerer psykologi på ottende semester på kandidaten, lige lagt sit tæppe frem parallelt med solen. Han har lige afleveret en eksamen og holder fri i et par dage, før han får udleveret den næste.

”Jeg er ikke særlig struktureret som person. Men når jeg skal læse op, bruger jeg pomodoro-metoden. Den hjælper med at strukturere min tid. Ellers er der et spil, der hedder Habitica. Det er et RPG-spil (role playing game, red.), hvor man, hver gang man læser, samler mønter sammen, som kan udløse ’rewards’ som for eksempel en gåtur eller øl. Eller noget, der hedder Forest, hvor et træ vokser, mens man læser. Hvis man afbryder sin læsning, dør træet.”

”Der er en del – ikke angst – men skyld forbundet med at læse op til eksamen, selvom jeg strukturerer min tid. Det handler nok om at leve op til nogle forventninger, som jeg selv sætter, og tvivl, om jeg lægger absolut nok timer i det. Det kan også være skyld forbundet med andre ting i eksamensperioden; der bruger jeg meget tid på læsningen og ikke så meget på andre ting. Jeg får for eksempel ikke besøgt min bedstemor. Man kommer jo i tvivl. Bruger jeg tiden rigtigt, prioriterer jeg det rigtige?”

”Min læsemakker holder mig til ilden”

Sara Ravens, læser medicin på 3. semester. Foto: Martin Kousholt 

Ved stien langs åen sidder Sara Ravens, som studerer medicin på tredje semester, på en bænk. Hun kommer direkte fra eksamenslæsning med sin læsemakker og holder fri resten af dagen. Klokken er 13.

”Eksamen er jo noget, man skal op i. Jeg læser op sammen med min læsemakker, fordi jeg er dårlig til at læse op selv. Jeg kommer til at stirre ud i luften. Hun holder mig til ilden.”

”Holde pauser skal man jo, men jeg skemalægger dem ikke. Hvis for eksempel jeg bliver frustreret af at læse, eller jeg mister fokus hele tiden, så siger jeg til min læsemakker: Kan vi ikke godt tage en pause? Inden vi begynder at læse op, laver vi en eksamensplan med det, vi skal nå for hver dag.”

”Jeg tror, alle studerende har dårlig samvittighed. Man ved jo aldrig, hvornår nok er nok. Vi bliver præsenteret for så meget på pensum, at man ikke kan læse det hele. Man kan altid læse mere. Dér bruger vi hinanden. Når vi siger farvel, har jeg fri.”

”Det er meget overvældende”

Anton Lynge Nielsen, læser teologi på 8. semester (BA). Foto: Martin Kousholt

I skyggen under et af de store træer med udsigt ud over dalen i Universitetsparken sidder Anton Lynge Nielsen. Han læser teologi på ottende semester af sin bachelor. Lige nu holder han pause. Men udefra ser afleveringsfristen ud til at tårne sig op foran hans indre øje.

”Jeg er ved at skrive min bachelor. Men jeg føler, jeg har svært ved at skrive – særligt under corona-nedlukningen. Jeg har svært ved at tage mig sammen og få skabt en ordentlig struktur. Det er meget overvældende. Jeg har prøvet at google studieteknikker, for det er ikke noget, vi har lært i undervisningen. Som regel har jeg været god til at læse og forstå, men nu, hvor jeg skriver bachelor, har jeg været nødt til at gå tilbage og læse pensum igennem igen.”

”Samtidig med at jeg er bevidst om, at vi ingen træning har fået i det, er det, som om jeg løber ind i en mur, når jeg skal lave et produkt, altså videreformulere og gå fra at læse en stak bøger til at skrive en opgave.”

Nej, jeg er ikke ukoncentreret, men når jeg grænserne for min kunnen?

Efter samtalen med Tine Wirenfeldt Jensen, mailen fra B.S. Christiansen og snakken med de tre studerende står en ting klart. Skylden og skammen, jeg forbinder med eksamensperioden, stammer nok mest fra, at min oplæsning ikke er strømlinet. At jeg, fra jeg sætter mig ned for at studere, til jeg rejser mig og holder fri, googler, om ikke mindst én ugleart jager i løbet af dagstimerne (mosehornuglen gør). Men overspringshandlingerne er jeg jo ikke alene om.

Når jeg genovervejer, om jeg arbejder ukoncentreret og smøler med læseferiens frihed, bliver det til et nej. De pauser, jeg tog op til min sidste eksamen, kaldte jeg overspringshandlinger, og jeg klassificerede mig selv som en slacker i kontrast til den strukturerede studerende.

Men jeg når jo altid i mål, for jeg formår at arbejde fokuseret i timevis. Spørgsmålet er så, om det er godt nok? Eller som Tine Wirenfeldt Jensen vil formulere det: Om jeg når ud til grænserne for min kunnen?

Korrekturlæst af Charlotte Boel