Næste år får studerende lov til at tjene mere ved siden af SU'en

Fra 2023 kan studerende på videregående uddannelser tjene 4.000 kroner mere ved siden af SU'en, uden at der bliver skåret i den.

Inflationen stiger, og for mange studerende er det sandsynligvis svært at få de økonomiske tråde til at passe sammen. Men i fremtiden får de studerende bedre muligheder for at tjene til dagen og vejen.

Et flertal af Folketingets partier vedtog tirsdag et lovforslag, der hæver SU-fribeløbet med 4.000 kroner.

Det betyder, at det bliver muligt at tjene mere ved siden af sin SU, uden at staten skærer i støtten.

Som det ser ud i øjeblikket, må man som SU-modtager på en videregående uddannelse tjene op til 13.876 kroner, uden at det påvirker SU’en. Det beløb hæves fra næste år til 17.876 kroner.

Det politiske incitament til at føre loven igennem er en forhåbning om, at loven vil få flere i arbejde, står der blandt andet i bemærkningerne til lovforslaget.

”Formålet med forslaget er at øge arbejdsudbuddet, da uddannelsessøgende, der modtager SU, og som i dag ligger tæt på fribeløbsgrænsen, vil få øget økonomisk incitament til at arbejde ved siden af uddannelsen,” lyder det.

Vedtagelsen kommer på baggrund af, at regeringen sammen med Dansk Folkeparti, SF, Radikale Venstre og Kristendemokraterne i januar indgik en reformpakke, hvor man blandt andet blev enige om at søge opbakning til at hæve SU-fribeløbet hos SU-forligskredsen, der består af regeringen, Venstre, DF, Radikale Venstre, SF, Konservative og Liberal Alliance.

Den nye lov forventes at øge arbejdsudbuddet med 300 personer.