Ny selvtest koster to nys, en kilden i næsen og ti minutter

Universitetet åbner så småt. 30 procent af de studerende kan nu modtage undervisning på campus. Og i denne uge åbnede biblioteker og læsesale. Studerende og medarbejdere begynder igen at færdes på universitetet, men det kræver en negativ coronatest, der ikke er mere end 72 timer gammel. Derfor åbner AU nu en række lokale testcentre, hvor man kan udføre en såkaldt selvpodning, hvor man selv fører vatpinden. Selvtesten, der kræver tidsbestilling, kan i øjeblikket fås både i Nygaard-bygningen på Katrinebjerg og i Matematisk Kantine.

Hvem der blot skulle i Matematisk Kantine efter billig kaffe ...

På vejen til testcenteret i Matematisk Kantine cykler jeg forbi mine gamle undervisningslokaler på Kasernen. Når jeg ikke er studenterreporter ved Omnibus, læser jeg litteraturhistorie på Kasernen. Nogle af dørene står åbne, men der er ingen studerende. Det er ved at være lang tid siden, vi sidst sad derinde med hovederne vendt mod tavlen. I pauserne plejede vi at gå i Matematisk Kantine for at købe billig kaffe, og kort tænker jeg, det er det, jeg skal; hente kaffe og ikke pode mig selv i hjernen, som min mor kalder det.

Indgangen til testcenteret vender ud mod Universitetsparken. Man bliver kaldt ind, når det er ens tur. Tre andre venter foruden mig. En af dem har en vinterjakke på. En anden shorts og en hoodie. De nye testcentre med selvpodning er kun for universitetets medarbejdere og studerende, og en supervisor spørger os, én efter én, efter studiekort og sygesikringsbevis.

Ingen kaffe - kun kassevis af mundbind, sprit og vatpinde

Kantinen ligner ikke sig selv. Stolene står stablet på bordene, de blåhvide mundbind og sprit og vatpinde ligger på bordene og i papkasser, der står oven på hinanden som matbrune søjler fra gulv til loft. Jeg bliver henvist til et lokale, der minder mig om teorilokalet til kørekortundervisning. Vi er ét hold på syv, har hvert vores bord, og foran en tavle står en underviser på omtrent min alder. Måske en studerende, som nu guider os gennem testen.

Op i snotten

”Vi begynder med vores corona-ritual: Spritter hænderne af.” 

”I kender den her,” siger han og vifter med en vatpind. 

”Den skal op i snotten.” 

Hans instruktioner er simple. 

”Sigt efter øret.” 

Øret, tænker jeg og tøver. 

”To centimeter ind i næsen,” præciserer han. 

Ind i snotten kommer vatpinden. Jeg bliver i tvivl, om jeg gør det forkert. 

”Hvis I nyser, gør I det rigtigt.” 

Jeg nyser. 

Mens alle roterer deres vatpinde oppe i næsen, siges der ikke meget. Alle koncentrerer sig sikkert om at gøre det rigtigt. Nyder måske den kildende fornemmelse i næsen, når de roterer vatpinden og sigter efter øret og nyser og ved, de gør det rigtigt.

Alt andet end slemt

Efterfølgende leger vi alle kemikere med hver vores testsæt. Vi dypper vatpinden i en væske, der hældes over på en testbrik. En supervisor kommer hen og tjekker testbrikken. Testen er ovre. Det var alt andet end slemt.

Svaret får vi efter cirka tyve minutter. På sms.

Et tegn på hverdagen, der så småt vender tilbage

På hjemvejen cykler jeg forbi Kasernen og ser, hvad der umiddelbart kunne være et fatamorgana. Foran et undervisningslokale står en flok studerende og snakker, som min egen klasse plejede at stå og snakke. Det er ikke et fatamorgana. Det er første årgang på litteraturhistories undervisning, der er ved at gå i gang. De studerende løfter deres mundbind og går faktisk ind i bygningen. Billig kaffe fra Matematisk Kantine virker som en bagatel sammenlignet med det: Et tegn på, at hverdagen så småt vender tilbage til campus.

En besked tikker ind på min telefon med et link til mit testresultat: negativ.

Korrekturlæst af Charlotte Boel