Ny vicedirektør for AU Uddannelse kommer fra Health

Anna Bak Maigaard er ny vicedirektør for AU Uddannelse. Hun kommer fra en stilling som uddannelseschef ved Health og har arbejdet med uddannelsesområdet siden 2005.

Anna Bak Maigaard er ny vicedirektør for AU Uddannelse og tiltræder 1. februar. Foto: AU Foto

Det bliver Anna Bak Maigaard, som overtager posten som vicedirektør i AU Uddannelse efter Kristian Thorn, der sidste år blev ansat som stabschef for Universitetsledelsens Stab. 

Anna Bak Maigaard kommer fra en stilling som uddannelseschef ved Health og har beskæftiget sig med uddannelse på Aarhus Universitet siden 2005. Her var hun først fuldmægtig på det daværende Humanistiske Fakultet, hvor hun siden blev uddannelseschef. Herefter skiftede hun til en stilling som rådgiver i dekanatet på det daværende fakultet Science and Technology. Og siden 2016 har hun altså været uddannelseschef ved Health.

Anna Bak Maigaard ser det selv som et stort aktiv og privilegium, at hun på den måde har bred erfaring fra tre fakulteter.

"Jeg har lært en masse dygtige, engagerede mennesker at kende i AU’s uddannelsesorganisation – og jeg har fået et stort indblik i de faglige miljøer og i de mange forskellige uddannelsestraditioner og -formater, som findes på AU. Det er dem, vi skal understøtte, og det ser jeg frem til at bidrage til”, siger Anna Bak Maigaard i en nyhed på medarbejdere.au.dk.

Anna Bak Maigaard er 43 år. Hun tiltræder 1. februar. 

Korrekturlæst af Charlotte Boel