Prodekan forsvarer, at medicinstuderende var samlet på campus: Vi har ret til at gennemføre faglige aktiviteter
200 medicinstuderende har i denne uge været samlet til en forelæsning i et lokale, hvor der med kravet om en meters afstand kun var plads til 120 studerende. Forløbet kunne muligvis have været holdt via Zoom, siger prodekan. Men hun understreger behovet for, at studerende kan komme på campus.
Fakta: Universitetsledelsens retningslinjer
Universitetsledelsen skrev 7. august følgende i en mail til medarbejdere og studerende om retningslinjerne for tilstedeværelse på campus i Aarhus frem til og med 23. august:
”Alle arrangementer, der indebærer fysisk tilstedeværelse på en af universitetets lokaliteter i Aarhus Kommune, kan som udgangspunkt ikke afholdes. Det gælder foreløbig frem til og med den 23. august. Nærmeste leder kan, såfremt der er en særlig begrundelse, give tilladelse til at gennemføre et planlagt arrangement – i givet fald skal det ske med skærpet opmærksomhed på sundhedsmyndighedernes gældende retningslinjer om afstand og hygiejne.”
Desuden står der specielt rettet til studerende følgende på coronasiden:
”Frem til og med den 23. august skal du så vidt muligt undgå at opholde dig på campus, med mindre du har eksamen, læser til eksamen eller har undervisningsaktiviteter, der efter nærmere aftale med din underviser, kræver fysisk tilstedeværelse.”
Uddannelseschef på Health, Anna Bak Maigaard, har flere gange beklaget forløbet, siden historien blev bragt første gang af Radio4 mandag i denne uge. Her kom det frem, at 200 medicinstuderende var samlet til en forelæsning i et lokale på campus, hvor der med de gældende restriktioner i forhold til at undgå smittespredning kun må opholde sig 120 ad gangen.
Forklaringen på miseren er ifølge uddannelseschefen, at der ikke havde været krav om tilmelding til forelæsningen. Og at langt flere studerende end forventet mødte op på campus i Aarhus. Hun forklarer desuden, at de studerende siden er blevet delt op i to hold for at undgå en gentagelse.
God stemning, men også ubehageligt
Lasse Juul, der læser medicin på 3. semester, er en af de studerende, der var til forelæsningen. Han fortæller, at han fandt det ret besynderligt, at forelæsningen skulle foregå på campus:
"Jeg havde håbet på, at vi inden længe kunne få lov til at gå til holdundervisning. Men jeg havde ikke forestillet mig, at det ville være muligt at gennemføre en forelæsning."
Han fortæller desuden, at han oplevede, at der var en god stemning til forelæsningen samtidig med, at det føltes ubehageligt at være så mange tilstede i lokalet.
"Ubehageligt, fordi vi alle gennem det seneste halve år er blevet vænnet til at tage forholdsregler som at holde afstand til hinanden. Jeg er ikke bange for selv at blive smittet. Vi er sunde og raske mennesker på Medicin. Men jeg vil være ked af at komme til at smitte andre, og jeg tænkte da over, at jeg havde været sammen med rigtig mange mennesker, da jeg to dage efter forelæsningen havde mine bedsteforældre på besøg til min fødselsdag."
Lasse Juul er helt uforstående over for, at det kunne komme bag på studieadministrationen, at mange studerende ville møde op til forelæsningen.
"Vi havde fået en mail om, at det kunne blive svært at følge med i undervisningen i det nye semester, hvis ikke vi forinden deltog i kurset. Og da forelæsningen ikke blev streamet, har de ligesom lagt op til, at alle skulle møde op på campus."
Ret til at gennemføre faglige aktiviteter på campus i Aarhus
Lise Wogensen Bach er den, der har truffet beslutningen om, at det pågældende kursus kunne gennemføres på campus i Aarhus.
”Den faglige begrundelse er, at det er en undervisning, som de studerende skal have i overgangen mellem to studieordninger, så de er klar til at starte på fagene på den nye ordning ved semesterstart. Så den eneste fejl, vi har begået, er, at undervisningen blev gennemført, selvom der dukkede langt flere studerende op til kurset end forventet,” siger Lise Wogensen Bach.
Hun afviser dermed også, at det var en fejl, at kurset i det hele taget blev holdt på et tidspunkt, hvor unødig aktivitet ellers er suspenderet på campus i Aarhus. Lise Wogensen Bach henviser til, at det har været i sin orden at gennemføre faglige aktiviteter på campus i Aarhus, så længe de ansvarlige har sikret, at gældende forholdsregler for at undgå smittespredning er overholdt.
Og der har da også været gennemført flere undervisningsaktiviteter de seneste 14 dage på Health. Aktiviteter, der er blevet udskudt som følge af nedlukningen i fase 2 og 3 i foråret, og som fakultetsledelsen har besluttet, at der er en faglig begrundelse for at gennemføre.
”Jeg havde også fået den forståelse, at der var styr på forholdsreglerne i forhold til at holde afstand og i forhold til afspritning i det her tilfælde. Så hvorvidt kurset skal afholdes, er en balancegang mellem at levere undervisning af god kvalitet og samtidig sikre, at det er forsvarligt med studerende på campus. Så beslutningen er taget ud fra en faglig vurdering holdt op mod risikoen for smittespredning. Og som sagt var jeg af den opfattelse, at der var styr på det,” forklarer Lise Wogensen Bach.
Universitetsledelsens seneste melding (fra 7. august, red.) lyder, at man skal begrænse al unødig aktivitet på campus i Aarhus frem til og med 23. august. Hvordan hænger det sammen med det, du siger?
”Vi har ret til at gennemføre faglige aktiviteter på campus, og at vi har fulgt alle gældende retningslinjer. Vi har så begået en fejl i dette tilfælde ved at lukke for mange ind i auditoriet, og vi har lagt os fladt ned i den forbindelse.”
Men kunne kurset ikke have været holdt via Zoom?
”Det kunne det muligvis. Men der er også et behov for, at de studerende kan komme på campus.”
Hvad siger du, hvis jeg siger, at det kan lyde, som om I på Health har haft en noget bred tolkning af universitetsledelsens udmelding?
”Selvfølgelig er det en tolkning, at vi har haft aktiviteter, som vi har haft lov til at gennemføre. Men det er også en selvfølge, at vi arbejder under de fælles retningslinjer (på tværs af fakulteter, red.).”
Prorektor giver prodekan ret
Prorektor Berit Eika slår fast, at ifølge de retningslinjer, som universitetsledelsen udsendte 7. august, anses undervisning på campus ikke som en unødig aktivitet. Hun støtter med andre ord op om Lise Wogensen Bachs beslutning om at gennemføre det omtalte kurset for de medicinstuderende.
”Jeg kan ikke komme i tanke om ret mange vigtigere aktiviteter end undervisning på et universitet, så derfor anser vi det selvfølgelig heller ikke som en unødig aktivitet i den nuværende situation,” siger prorektor.
Hun understeger i samme åndedrag, at aktiviteter på campus altid skal ske i overensstemmelse med myndighedernes retningslinjer.
Og på et på et spørgsmål om, hvorvidt et kursus, der kan gennemføres på Zoom, kan holdes på campus, siger prorektor:
”Hvis det kan gennemføres uden tab af kvalitet, er det en relevant mulighed for tiden. Men når det er sagt, tager vi altså også hensyn til, at de studerende tørster efter at komme tilbage på campus, fordi det giver dem en bedre læring .”
Berit Eika fortsætter:
”Vi skal i den forbindelse som sagt altid følge myndighedernes anvisninger. Og selvom jeg ikke er glad for sagen på Health, er det godt, at den er kommet frem, så vi kan lære af den.”
Hun fortsætter:
”De ansvarlige har lagt sig fladt ned, og det er fint, for vi skal have vished for, hvor mange studerende, der møder op til en forelæsning. Og nu er vi forhåbentlig bedre klædt på til resten af efteråret.
Fakta: Universitetsledelsens retningslinjer
Universitetsledelsen skrev 7. august følgende i en mail til medarbejdere og studerende om retningslinjerne for tilstedeværelse på campus i Aarhus frem til og med 23. august:
”Alle arrangementer, der indebærer fysisk tilstedeværelse på en af universitetets lokaliteter i Aarhus Kommune, kan som udgangspunkt ikke afholdes. Det gælder foreløbig frem til og med den 23. august. Nærmeste leder kan, såfremt der er en særlig begrundelse, give tilladelse til at gennemføre et planlagt arrangement – i givet fald skal det ske med skærpet opmærksomhed på sundhedsmyndighedernes gældende retningslinjer om afstand og hygiejne.”
Desuden står der specielt rettet til studerende følgende på coronasiden:
”Frem til og med den 23. august skal du så vidt muligt undgå at opholde dig på campus, med mindre du har eksamen, læser til eksamen eller har undervisningsaktiviteter, der efter nærmere aftale med din underviser, kræver fysisk tilstedeværelse.”