Professor konstitueret som institutleder på Institut for Økonomi
Niels Haldrup, som har været ansat på Institut for Økonomi i næsten 25 år, sætter sig fredag i denne uge i spidsen for instituttet.
Professor Niels Haldrup vil være konstitueret i stillingen frem til den slås op i løbet af efteråret. Hvor han også vil være at finde blandt ansøgerne, fortæller dekan Thomas Pallesen i en nyhed på medarbejderportalen for Aarhus BSS.
Niels Haldrup blev professor i 1999, og har de seneste ti år været leder af grundforskningscentret CREATES, som blandt andet beskæftiger sig med tidsrækkeøkonometri - den disciplin inden for økonomi, hvor man benytter matematiske og statistiske metoder til at kvantificere økonomiske modeller.
Dekan Thomas Pallesen har været konstitueret institutleder, siden professor Carsten Sørensen i det tidlige forår opsagde stillingen som leder af Institut for Økonomi efter kun 13 måneder på posten. Carsten Sørensen vendte tilbage til sit professorat på CBS.