Omnibus prik

Regeringen klar med udspil til ændret bevillingssystem til videregående uddannelser

Uddannelses- og forskningsminister Søren Pind (V) klar til at indkalde Folketingets partier til drøftelse af regeringens forslag til nyt bevillingssystem.

Foto: Lars Svankjær.

Regeringen har længe varslet en ændring af det nuværende bevillingssystem, hvilket kort vil sige den model, hvorefter de videregående uddannelser modtager økonomiske tilskud fra staten. Den bebudede reform af systemet handler om fordelingen af i alt 13 milliarder kroner til uddannelsesinstitutioner med samlet ca. 270.000 studerende.

Som systemet er skruet sammen i dag fordeles de fleste af bevillingerne til videregående uddannelser i takt med, at de studerende består eksamener eller gennemfører uddannelsesaktiviteter.

Grundtilskud på ca. 20 procent

Regeringen foreslår i sit nye udspil, at en markant større del fremover fordeles som et grundtilskud og desuden foreslår regeringen et nyt tilskud, som den kalder et ”kvalitets- og resultattilskud.”

Samlet består regeringens forslag til et ændret bevillingssystem af tre grundelementer, nemlig et aktivitetstilskud, som med ca. 70 procent af de samlede bevillinger fortsat skal udgøre størstedelen af uddannelsesbevillingerne til de videregående uddannelser. Desuden har regeringen afsat ikke mindre end ca. 20 procent til et grundtilskud, og endelig et kvalitets- og resultattilskud på ca.10 procent. 

En betydelig ændring

Grundtilskuddet på ca. 20 procent er ifølge Uddannelses- og Forskningsministeriet ”en betydelig ændring i forhold til i dag.” Regeringens argument for denne ændring er, at et grundtilskud vil give større stabilitet og understøtte de strategiske prioriteringer på uddannelsesinstitutionerne og dermed den løbende udvikling i kvalteten af uddannelserne. 

Hvorvidt uddannelsesinstitutionerne får del i det nye kvalitets- og resultattilskud afhænger af, om institutionen formår at få de studerende til at gennemføre til tiden – og at de studerende derefter kommer i job. Hvis institutionerne ikke fuldt ud når de fastsatte mål, bliver resten af midlerne brugt på nye kvalitetstiltag, lyder det fra Uddannelses- og Forskningsministeriet.

Fakta