Rektor og dekan: DCAs samarbejde med virksomheder og organisationer de seneste fem år skal undersøges for eventuelle problematiske forhold
En institutleder er fratrådt, og en direktør har fået kraftig kritik. Men også menige medarbejdere kommer til at mærke dønningerne af det mediestormvejr, som har bragt kritisable forhold op til overfladen i forbindelse med tilblivelsen af oksekødsrapport. Som er udgivet af DCA. Men som nu er trukket tilbage.
Rektor Brian Bech Nielsen og konstitueret dekan Lars Henrik Andersen fra ST er i fælleskab nået frem til, at samtlige DCA's rapporter, der er blevet til i samarbejde med virksomheder og organisationer gennem de seneste fem år, skal undersøges for eventuelle problematisk forhold. Hvilket sker på baggrund af balladen om den oksekødsrapport, der har bragt AU på forsiden af aviserne gennem de seneste uger.
LÆS OGSÅ: OVERBLIK: Forstå sagen om den kritiserede oksekødsrapport på 5 minutter
Også ledere og medarbejdere kommer til at mærke eftervirkningerne mediestormvejret.
Hvilke ledere og medarbejdere, der helt konkret er tale om, fremgår ikke af det nyhedsbrev, som Lars Henrik Andersen har sendt ud i eftermiddag. Dekanen taler blot om 'relevante ledere og medarbejdere', der skal informeres grundigt om blandt andet et nyt kvalitetssystemet, man netop står for at skulle indføre på det naturvidenskabelige fakultet.
Ingen slinger i valsen fremover
Desuden skal det indskærpes over for de omtalte medarbejdere, at de gældende retningslinjer for samarbejde med virksomheder og organisationer 'skal efterleves fuldt ud'. Og for at være helt sikker på, at alle ser det samme billede, skal medarbejdere på ST deltage i obligatoriske kurser i AU's retningslinjer for god forskningspraksis, god formidlingspraksis og desuden i god samarbejdspraksis med eksterne interessenter som for eksempel virksomheder og organisationer.
Institutleder Erik Steen Kristensen, der har stået i spidsen for Institut for Agroøkologi, siden det blev etableret i 2011, er i dag fratrådt som følge af sagen. Mens direktør Niels Halberg fra DCA har beholdt sin stilling. Han slipper dog ikke uden skrammer i lakken, da Halberg har fået kraftig kritik af dekan Lars Henrik Andersen for utilstrækkelig kvalitetssikring af oksekødsrapporten.
LÆS OGSÅ: Erik Steen Kristensen må fratræde som institutleder