Så er den der!

Professor emeritus Heine Andersen fra Københavns Universitet stillede allerede i 2013 kritiske spørgsmål til indholdet i de standardkontakter, der frem til december sidste år var gældende, når en forskningsinstitution indgik aftale om forskningsbaseret myndighedsbetjening med en styrelse eller et ministerium.

Professoren mente ikke, at det kunne være lovligt, at en styrelse eller et ministerium pålagde universitetsforskere dobbelt tavshedspligt – eller som det siden er blevet benævnt: iførte forskerne en dobbelt mundkurv. Sagen var nemlig den, at forskerne ifølge kontrakterne ikke havde ret til at udtale sig om den forskning, de leverede til en styrelse eller et ministerium i en given periode, som blev fastsat af styrelsen eller ministeriet. Og den dobbelte mundkurv bestod i, at forskerne end ikke havde lov til at sige, at de var blevet pålagt denne tavshed.

Knægtelse af forsknings- og ytringsfriheden

Men styrelser og ministerier på den ene side og forskningsinstitutioner på den anden side så sig først for alvor nødsaget til at tage de hidtil gældende kontrakter op til revision, da disse forsøg på at knægte forskeres forsknings- og ytringsfrihed kom frem i offentligheden i februar sidste år. Hvilket skete i forbindelse med den mediestorm, der rejste sig, da professor Jørgen E. Olesen fra Institut for Agroøkologi i Foulum kritiserede den daværende regering for at lave et skønmaleri ud af de resultater, som forskerne havde leveret i forbindelse med en ny politisk aftale på landbrugsområdet.

Sidste punktum sat før jul

Miljø- og Fødevareministeriet har siden skrevet flere udkast til nye kontrakter, og lige så mange gange har eksperter i offentlighed i forvaltning i tydelige vendinger påpeget, at forskerne også i de nye udkast blev pålagt en tavshed, der ikke er hjemmel til i loven. Men efter et forløb på næsten et år blev sidste punktum sat, og nye standardkontrakter blev taget i brug 19. december sidste år.

Parterne er underlagt forvaltningsretlige regler om tavshedspligt. Kontrakten indebærer ikke en udvidelse af reglerne om tavshedspligt. §14 om forskeres tavshedspligt i de nye standardkontrakter.

Om forløbet siger offentlighedsrådgiver Oluf Jørgensen:

”Jeg har fulgt sagen fra første udkast til det endelige, som kom her kort før jul, og jeg kan konstatere, at efter et langstrakt forløb er det lykkedes at få et sæt regler, der ikke bryder med lovgivningen. Det burde jo ikke være noget, der skaber stor glæde, men det er godt, at det endelig er lykkedes.”

Vurderer du dermed, at de nye kontrakter sikrer universitetsforskere mod fremover at få mundkurv på af en styrelse eller et ministerium – sådan som det skete for professor Jørgen E. Olesen her fra AU i forbindelse med sagen om landbrugspakken?

”Ja, når du formulerer spørgsmålet på den måde, så sikrer de som sådan forskere mod en mundkurv. Men i praksis kan bestemmelser ikke sikre det, da der uformelt kan ske en påvirkning fra eksempelvis et ministerium, og universiteterne vil gerne have kontrakter med ministeriet. Men som bestemmelserne er nu i de nye kontrakter, er det op til universiteterne at holde en høj standard og ikke lade sig påvirke af usaglige hensyn i forhold til at få en kontrakt,” siger Oluf Jørgensen.

I det mindste et fornuftigt udkomme

Og hvad siger så professor Jørgen E. Olesen?

 ”Jeg tænker, at der med de nye kontrakter i det mindste er kommet et fornuftigt udkomme ud af forløbet. Samtidig har forløbet også givet anledning til refleksion over betingelserne for rådgivning af den karakter (universitetsforskeres rådgivning af styrelser og ministerier, red.) og over offentlighedens ret til indsigt på det her område.”