Studerende med kærestesorger får ny gruppe på AU
I den nye gruppe for studerende med kærestesorger er gode råd, kommentarer og mål om at komme videre bandlyst. Fokus er på at dele, lytte og give hjertesorgen plads.
Hjertesorggruppe på AU
- Første møde er 13. februar kl. 19.00-20.30.
- Der er møde hver anden onsdag i samme tidsrum.
- Det foregår i Faculty Club lokalet, Konferencecentret i Studenternes Hus.
- Gruppen er arrangeret af Studenterpræsterne ved Aarhus Universitet og Studenterhus Aarhus.
Studenterpræsterne ved Aarhus Universitet og Studenterhus Aarhus arrangerer i februar en ny gruppe for studerende, der har kærestesorger.
Formålet er ikke, at de studerende skal have gode råd, terapi eller kæmpe sig hurtigt igennem sorgen. Tværtimod, fortæller initiativtageren Eva Guttorm, som er uddannet i pædagogisk filosofi og ansat ved Studenterpræsterne på AU.
”Gruppen skal være et rum for, at studerende med kærestesorg kan få lov at komme og være i deres sorg. Jeg håber på, at kunne understrege, at man ikke nødvendigvis skal flyttes i sin sorg, men at sorg er et vilkår, man bærer med sig,” siger hun.
De fleste menneskers reaktion er ellers netop at forsøge at få smerten til at gå væk, hvis en af deres nærmeste oplever kærestesorg. Men det er ikke nødvendigvis det, der er brug for, mener Eva Guttorm.
”Man skal ikke oven i, at man føler kærestesorg, føle sig yderligere forkert, fordi man ikke præsterer at komme videre og komme oven på hurtigt. Det lægger yderligere præstationspres oven i den smerte, man i forvejen oplever.”
Inspiration fra København
Inspirationen har Eva Guttorm hentet i København, hvor journalisten Ayse Dudu Tepe sidste år startede en hjertesorggruppe.
”Da jeg så det, tænkte jeg, at det var noget, der manglede. Jeg hørte, at helt ekstremt mange mødte op, og tænkte, at hvis der er så stort et behov i København, er der sikkert også i Aarhus.”
Hendes oplevelse i det daglige arbejde hos Studenterpræsterne er da også, at mange studerende går rundt med ondt i hjertet.
”90 procent af studenterpræsternes arbejde er sjælesorgssamtaler. Rigtig mange af de samtaler drejer sig også om kærestesorger. Mange føler sig ensomme, forkerte eller skamfulde oven på kærestesorgen,” fortæller Eva Guttorm.
Hun håber, at gruppen kan give de studerende oplevelsen af, at de ikke er alene om at have det svært oven på et brud.
”I en erkendelse af, at sorg ultimativt set er noget, man står alene med, men at man ikke er den eneste, der befinder sig det sted.”
Hjertesorggruppe på AU
- Første møde er 13. februar kl. 19.00-20.30.
- Der er møde hver anden onsdag i samme tidsrum.
- Det foregår i Faculty Club lokalet, Konferencecentret i Studenternes Hus.
- Gruppen er arrangeret af Studenterpræsterne ved Aarhus Universitet og Studenterhus Aarhus.