Omnibus prik

Studerende på AU klarede forårets hjemsendelse, uden at det fik konsekvenser for karaktergennemsnittet

AU’s studerende klarede forårets eksamener lige så godt som tidligere år. Det overrasker Kristian Thorn, vicedirektør for AU Uddannelse, set i lyset af det højst usædvanlige forårssemester, hvor de studerende blev sendt hjem, og undervisningen i hast blev omlagt til at foregå online.

Modelfoto: Colourbox.com

Foråret har måske været fordømt, men det har ikke været forsømt. I hvert har det ikke haft negative konsekvenser for AU-studerendes karaktergennemsnit, at de i det tidlige forår blev sendt hjem fra universitetet og herefter var henvist til at følge undervisningen online. 

Det viser en opgørelse, som Aarhus Universitet har foretaget. Karaktergennemsnittet for forårets eksamener lå i 2019 på 7,3 og i 2020 7,6. Stigningen er så lille, at det må betragtes som status quo. Ser man på beståelsesprocenten, er den steget fra 85,4 % sidste år til 86,9 % i år.

Karaktergennemsnit, AU

20187,2
20197,3
20207,6

Beståelsesprocent

sommer 2018sommer 2019sommer 2020
Arts83,182,983,9
Health92,99393,8
Aarhus BSS84,084,885,8
TECH85,386,488,8
NAT82,882,385,9
AU i alt8585,486,9

Kilde: AU Uddannelse

Havde forventet, at karaktererne fik et nøk nedad

Resultatet overrasker vicedirektør for AU Uddannelse, Kristian Thorn, der havde forventet, at karaktergennemsnittet ville få et nøk nedad som følge af forårets hjemsendelse af de studerende og hasteomlægning af undervisningen. 

”Jeg synes, det er enormt flot, at de studerende har klaret sig så godt. Og jeg vil også understrege, at vi ikke har ændret på kvalitetskravet, de studerende er vurderet på nøjagtigt samme vilkår som hidtil. Det er en stor cadeau til de studerende, at de er lykkedes så godt,” siger Kristian Thorn.

Han ser resultatet som udtryk for, at de studerende har prioriteret deres undervisning og selvstudium højt. 

”Måske fordi det har været vanskeligere at studere under de forudsætninger, vi bød dem i foråret, har det krævet en større indsats og et større fokus, som så afspejler sig i karakteren,” siger han.

Anerkender undervisernes indsats

Samtidig sender han anerkendelse i retning af underviserne. 

”Det er imponerende, hvordan de har omlagt undervisningen på kort tid. Jeg har stor respekt for deres indsats.”

Afventer AU’s undersøgelse 

Kristian Thorn advarer i den forbindelse imod at se resultatet som udtryk for, at det har været uproblematisk at omlægge undervisningen og at drage for bastante konklusioner om fordele og ulemper ved digital undervisning og eksamener.

”Det har været meget udfordrende for studerende og undervisere, men alle har forstået, at det har været en krisesituation. Nu afventer vi resultatet af AU’s undersøgelse, der skal afdække erfaringer fra forårets onlineundervisning og eksamener, og de erfaringer skal vi lære af.” 

Forventet stigning i antallet af dispensationssager

Antallet af dispensationssager er steget i forhold til sidste år. Og det anser Kristian Thorn som forventeligt i en situation, hvor universitetet har opfordret de studerende til at søge dispensation, hvis nedlukningen påvirkede deres muligheder for at aflevere til tiden. 

Universitetet mangler endnu at sagsbehandle sager vedrørende eksamenssnyd.

”Det vil tage en måneds tid, før vi har det fulde overblik over omfanget af snyd. Og her har jeg generelt tillid til, at de studerende har ageret inden for rammerne,” siger Kristian Thorn.  

Andre universiteter oplever samme tendens 

Flere af landets øvrige uddannelsesinstitutioner oplever ligesom AU, at de studerendes karaktergennemsnit og beståelsesprocent er uændret eller er steget svagt. Det gælder blandt andet på Københavns Universitet, hvor antallet af beståede eksamener ifølge Magisterbladet steg marginalt fra 90,5 % i 2019 til 90,9 % i 2020. Det samme gjaldt for gennemsnitskarakteren, som steg fra 7,0 til 7,2.   

På CBS steg karaktergennemsnittet ifølge Berlingske fra 8,22 i 2019 til 8,36 i 2020.