Tager du noget for at klare studierne?

Nogle studerende tager stærke midler i brug i jagten på toppræstationen eller i forsøget på at trives bedre på studiet. Medicin, som ikke kan købes i håndkøb, men som kræver en diagnose og en recept fra lægen – eller at man skaffer medicinen på det sorte marked. Fænomenet, som populært kaldes studiedoping eller hjernedoping, er kendt i USA, men findes også på europæiske – og danske – universiteter.

Jeanett Bjønness er antropolog og rusmiddelforsker ved Center for Rusmiddelforskning på AU og står bag den første danske undersøgelse af unges brug af receptpligtig medicin til at præstere eller trives bedre på studiet. I alt har hun talt med 60 studerende på videregående uddannelser, som tager receptpligtig medicin i bestræbelserne på enten at optimere deres præstation eller for at trives bedre på studiet. Nogle af de studerende har en diagnose, men bruger deres medicin anderledes end foreskrevet for at præstere bedre. Andre har ikke en diagnose, men skaffer den receptpligtige medicin på anden vis.

Ikke uden skrupler 

Nogle af de studerende, Jeanett Bjønness har talt med, betragter brugen af præstationsfremmende medicin som uproblematisk og kalder det for ’enhancement’ eller sidestiller det med brugen af kaffe – bare i en mere ekstrem form. Men flertallet tager medicinen med en følelse af ambivalens.

”De oplever på den ene side, at de skal præstere mere. Men på den anden side er det at bruge medicin at betragte som doping. Så de unge oplever et etisk limbo. De burde kunne klare sig uden den krykke, medicinen udgør. Men på den anden side, når det er muligt at optimere, hvorfor så ikke gøre det?”

”Havde jeg været cyklist, havde det været doping”

En af de studerende, der har medvirket i undersøgelsen, siger for eksempel:

”Det er jo lidt snyd. Hvis jeg havde været cyklist, havde det jo været doping. For jeg har jo medstuderende, der ikke har en sød læge, som har lyst til at udskrive dem betablokkere. Og som bare har svært ved at trække vejret. Og på den anden side, så har jeg det også lidt sådan: Altså, de fleste af dem trækker jo vejret fint, så jeg prøver bare på at komme på niveau med dem.”

Jeanett Bjønness fortæller, at de studerende har gjort sig mange overvejelser omkring brugen af medicinen. De undersøger bivirkninger og forholder sig til etiske aspekter ved brugen. Alligevel vælger de at tage medicinen.

”Jeg vidste godt, at unge føler sig pressede, men det overraskede mig, i hvilken grad de føler sig utilstrækkelige – at de er villige til at gøre noget så potentielt stigmatiserende som at tage medicin for at præstere bedre på trods af de mulige bivirkninger og de etiske dilemmaer,” siger hun.

”Hvis du får en firer, bor du i en papakasse lige om lidt”

En anden af de studerende, Jeanett Bjønness har talt med, siger blandt andet: 

”Der er jo sådan en eller anden tanke i det her system om, at hvis du ikke får de bedste karakterer, så kan du ikke komme ind på de bedste uddannelser. Så kan du ikke få det bedste job, og så bor du i en papkasse. Altså hvis du får en firer i kemi, så bor du i en papkasse lige om lidt.”

Nærmest kun en diagnose eller graviditet, der kan give studerende en pause

I forbindelse med undersøgelsen har Jeanett Bjønness også interviewet 36 vejledere på flere forskellige uddannelsesinstitutioner om deres iagttagelser i forhold til unges brug af medicin. Resultatet af den del af undersøgelsen er endnu ikke klar, men Jeanett Bjønness ser et sammenfald mellem de historier, de studerende fortæller, og vejledernes oplevelser. 

Mens de studerende har svært ved at sætte en finger på, præcist hvor presset stammer fra, er vejlederne mere klare i mælet om, at presset er samfundsskabt.

”Vejlederne nævner blandt andet fremdriftsreformen som eksempel.”

Undersøgelsen viser desuden, at det ikke kun er unge med problemer, der har svært ved at klare presset. Også stræbsomme og ressourcestærke unge, der klarer sig godt på studiet, banker nu på vejledernes dør for at få hjælp til at få sat studiet på pause eller få udskudt en eksamen. Men efter fremdriftsreformen er der ikke meget elastik tilbage at give af for vejlederne, når en studerende banker på døren til vejlederkontoret og beder om hjælp til at håndtere presset.

”Vejlederne oplever, at det er meget svært for de studerende at få tilladelse til at holde en pause eller udsætte en eksamen. Og at det nærmest kun er en diagnose, for eksempel en stress-, angst- eller depressionsdiagnose, der giver adgang til det. Eller at blive gravid,” fortæller Jeanett Bjønness.

Uetisk udvikling – eller én blandt mange måder at blive bedre på?  

Etisk råd diskuterer i en redegørelse fra 2010, om medicinsk optimering er et relativt uproblematisk gode i nutidens samfund – en blandt mange måder at blive bedre på. Eller om det er en etisk betænkelig udvikling.

De daværende medlemmer af rådet var ikke enige om, hvorvidt udviklingen generelt bør give anledning til bekymring. Men i forhold til brugen af præstationsfremmende midler på uddannelsesinstitutioner peger rådet på, at brugen vil kunne skabe et pres, der minder om det pres, man kan være udsat for i forhold til at anvende doping som elitesportsudøver.

Rådet vurderer også, at medicinsk præstationsfremme på uddannelsesinstitutioner vil være skadeligt for et godt uddannelsesmiljø: ”Som doping inden for sportens verden vil det medføre et uretfærdigt bedømmelsesgrundlag i forhold til de elever, der ønsker at klare sig uden præstationsfremmende medicin. Endvidere vil det gøre eksamenerne mindre velegnede til at klargøre, i hvilken grad den studerende i kraft af sin uddannelse vil være i stand til at udfylde forskellige funktioner i det omgivende samfund.”

Er vi gået for vidt?

Jeanett Bjønness understreger, at hun som forsker ikke har en holdning til spørgsmålet.

”Men jeg kan se, at de unge og de vejledere, jeg har talt med, oplever et etisk vakuum, der er vanskeligt at manøvrere i. Så det er vigtigt at få taget diskussionen i forhold til, om vi er gået for langt i vores fokus på præstation på bekostning af trivsel og dannelse. Der er en stærk indikation for, at de unge oplever en præstationskultur, som de er meget betænkelige ved.”

Hun fortsætter:

”De unge stiller nogle krav til sig selv, der gør, at de ikke trives særligt godt, selvom de gør det for at lykkes. Men der er ikke noget endegyldigt svar på, hvad det er at lykkes. Og derfor er det svært at blive tilfreds. Når et 12-tal ikke er godt nok, hvad er så godt nok? De unge har en stor angst for at vælge det forkerte; for at spilde tiden eller være middelmådige.”

Jeanett Bjønness giver også et eksempel på, hvordan hun oplever, at udviklingen påvirker de unges måde at være i uddannelsessystemet på.

”Vi får nogle unge mennesker, som er mere optagede af at producere de rigtige svar end at være undersøgende og nysgerrige. Det oplever jeg også, når jeg underviser. For 20 år siden spurgte de studerende først til eksamen et par uger før. Nu er det første, de spørger om ved semesterstart: ’Hvad forventer du til eksamen?’ Det er udtryk for en resultatorienteret kultur frem for en undersøgende og procesorienteret kultur.”

Jeanett Bjønness vil gerne arbejde videre med problemstillingen og undersøge, hvilken rolle køn, klasse, etnicitet og social baggrund spiller. Hun vil også gerne undersøge lægernes og forældrenes rolle.