Omnibus prik

Universitetsledelsen trækker anmeldelse mod 19 sigtede studerende tilbage

Universitetsledelsen dropper anmeldelsen mod de studerende, der blev sigtet af politiet ved rydningen af blokade i Stakladen.

Foto: Maria Randima Sørensen

Universitetsledelsen har besluttet at droppe anmeldelsen mod de 19 studerende, der blev sigtet af politiet i forbindelse med rydningen af blokaden ved Stakladen - en blokade, som havde til formål at hindre en konference med Kvalitetsudvalget onsdag 26. november. 

Universitetsledelsen skriver i et netop udsendt nyhedsbrev:

"Rektor Brian Bech Nielsen har i dag meddelt Østjyllands politi, at universitetet ikke ønsker, at der begæres påtale (rejses tiltale) mod de studerende, men at de håndteres på samme måde som de blokadevagter, der i sidste uge blev fjernet fra rektoratsgangen på universitetet. Det betyder, at de studerende risikerer at blive meldt til politiet, hvis de igen foretager en blokade af arrangementer, kontorer eller lignende på universitetet."

Rektor Brian Bech Nielsen er i nyhedsbrevet, som universitetsledelsen udsender hver uge, citeret for følgende:

"Vores hensigt med at tilkalde politiet var alene at kunne gennemføre konferencen i Stakladen som planlagt, og sikre mødedeltagerne uhindret adgang til Kvalitetsudvalgets konference." 

Nyhedsbrev fra universitetsledelsen (au.dk)