Universitetsvalg 2020: Studenterrådet ved Aarhus Universitet vinder bestyrelsesvalget overbevisende
Mikkel Grøne fra Studenterrådet vinder den ene studenterplads i bestyrelsen, der skulle kæmpes om i år. Valget til Studienævnet på Teologi blev først afgjort ved en lodtrækning, hvilket var en fejl. Fejlen betyder, at det tredje mandat ikke går til Teologisk Fællesliste men i stedet til Konservative Studenter. Frit Forum Århus mister alle sine tre pladser i råd og nævn på AU.
Tidligere fremgik det af artiklen, at Mikael Brorson havde tabt sit mandat i studienævnet på Teologi på lodtrækning. Valgsekretariatet på AU har siden oplyst, at de havde lavet en fejl. Der skulle slet ikke have været afholdt lodtrækning om det tredje mandat, da Konservative Studenter havde nok stemmer til at opnå valg. Mikael Brorson fra Konservative Studenter er derfor valgt. Også valget til Akademisk Råd på Arts blev først afgjort ved lodtrækning om det fjerde mandat, som Artsrådet vandt. Heller ikke her skulle der have været lodtrækning, men det ændrer ikke ved resultatet, da Artsrådet i forvejen havde opnået stemmer nok til at sikre sig alle fire mandater. Artiklen er opdateret på den baggrund den 16. november 2020 kl. 16.37.
Årets valg på AU er talt op, og i modsætning til præsidentvalget i USA, skulle der ingen fintælling til for at finde resultatet af bestyrelsesvalget.
I alt har 5.169 studerende afgivet deres stemme. Af dem gik 3.556 til Studenterrådet, som dermed hev en overbevisende sejr hjem.
Frit Forum Århus fik 751 stemmer, mens Konservative Studenter fik 590 stemmer. 272 stemmer var blanke.
”Vi er rigtig tilfredse. Valgdeltagelsen var lavere end normalt, men vi har fået et kæmpe mandat til at repræsentere de studerende, og det er vi glade for,” siger en af Studenterrådets to valgansvarlige, Anders Weis.
Han takker Frit Forum Århus og Konservative Studenter for en god valgkamp, som efter Anders Weis’ mening er blevet ført med fokus på sikkerhed for de studerende i lyset af corona-situationen.
Tilfredshed trods nederlag
Selvom det ikke blev til en plads i bestyrelsen, er formand for Konservative Studenter, Matias Tidemand, også godt tilfreds.
”Vi har fået cirka 12 procent af stemmerne. Sidste år var det 16 procent, og med den lavere valgdeltagelse var det forventeligt," siger han, og ønsker Studenterrådet tillykke med valgsejren.
Samme budskab lyder fra deres opstillede spidskandidat, Mikael Brorson:
”Vi vidste godt, at det næppe ville blive til en bestyrelsesplads i denne omgang. Men vi har som altid fokuseret på at føre valgkamp på de mærkesager, vi brænder for, og kommunikere vores politik. Vi er glade for, at mere end hver tiende studerende er med på den. Vi skal arbejde på at få nogle flere med om bord, men vi er overordnet set glade for det.”
Også i Frit Forum Århus er der overordnet tilfredshed med bestyrelsesvalget.
"Vi er godt tilfredse med Frit Forums andel af stemmerne. Vi er glade for, at så mange studerende føler, at Frit Forum repræsenterer dem bedst," siger Anne Siri Snell, der er formand for Frit Forum Århus og opstillet som foreningens spidskandidat til bestyrelsen.
Hun ærgrer sig dog over, at studenterorganisationen har mistet sine sæder i de akademiske råd på Aarhus BSS og Arts samt i Studienævnet på Statskundskab.
"Det tager vi til efterretning, og vi tror desværre, at corona har haft stor betydning for, hvor mange studerende vi har kunne tale med," siger Anne Siri Snell.
Klima og corona på dagsordenen
Sædet i bestyrelsen indtages af Studenterrådets spidskandidat Mikkel Grøne, som fik 324 personlige stemmer.
”Det er fedt, at de studerende synes, at Studenterrådet skal repræsentere dem. Jeg glæder mig til at komme i gang med arbejdet,” siger han.
Studenterrådet er gået til valg på fire overordnede mærkesager: Bæredygtigt universitet, kvalitet i uddannelserne, kommunikation til de studerende og bedre trivsel.
De første opgaver, Mikkel Grøne regner med at tage fat på, er arbejdet med at føre AU’s klimahandleplan ud i livet – og så er der corona.
”Vi skal gøre, hvad vi kan for, at de studerende får den bedst mulige undervisning, selvfølgelig hvor der tages hensyn til sikkerheden, men hvor vi ikke går på kompromis med kvaliteten af vores uddannelser.”
Konservative Studenter trak Sorteper - men vandt alligevel
Mere spænding var der i kampen om pladserne i Akademisk Råd på Arts og i Studienævnet på Teologi.
Først så resultatet ud til at være så tæt, at der skulle en lodtrækning til for at afgøre, hvem der havde vundet det tredje mandat i studienævnet på Teologi og det fjerde mandat i Akademisk Råd på Arts.
Derfor trak valgsekretariatet lod om de to kandidater, der så ud til at stå lige i kampen om at vinde mandaterne. Den lodtrækning faldt ud til fordel for Teologisk Fællesliste.
Men siden har det vist sig, at valgsekretariatet havde lavet en fejl, da de - efter den den D'Hondtske metode - skulle udregne, hvem der havde vundet de sidste mandater. Det betyder, at Konservative Studenters kandidat, Mikael Brorson, alligevel er valgt til studienævnet på Teologi.
”Jeg er glad for, at jeg er valgt – jeg er næsten gladere, end hvis jeg var blevet valgt i første omgang, fordi jeg nåede at være rigtig ærgerlig over, at jeg lige akkurat ikke blev valgt. Det betyder virkelig meget for mig og for Konservative Studenter, da Teologi er en højborg for os, hvor det er vigtigt for os at være repræsenteret.”
Studenterorganisationen kan også glæde sig over, at deres kandidater, foruden et par studienævnspladser, har opnået repræsentation i de akademiske råd på Natural og Technical Sciences, hvor der var fredsvalg.
Ved valget til Akademisk Råd på Arts havde fejlen ingen betydning for resultatet, da Artsrådet både vandt lodtrækningen, og det sidenhen viste sig, at de i forvejen havde nok stemmer til at sikre sig mandatet.
Laveste stemmeprocent siden 2012
Ved valget var den samlede stemmeprocent i år på 16,26 procent. Det er den laveste siden 2012, hvor 13,8 procent gik til den digitale stemmeurne.
Grafik: Astrid Reitzel.
Alle tre opstillede studenterorganisationer til bestyrelsesvalget havde på forhånd frygtet, at valgdeltagelsen kunne blive lav som følge af corona-situationen.
I alt var der ved årets valg 30 kampvalg. De øvrige er enten afgjort som fredsvalg, eller er bortfaldet, fordi ingen kandidater stillede op inden for tidsfristen. Kandidater valgt ved fredsvalg kan ses her og bortfaldne valg kan ses her. Resultaterne af samtlige kampvalgene offentliggøres på AU’s valgside.