Yeah! Sådan gutter!!

At de er koncentrerede, mændene iført instrumenter og strømpesokker, er tydeligt, og at de kollektivt fornemmer, at den er ved at være der, er heller ikke til at tage fejl af, da forsangeren når til de sidste strofer af Stevie Wonder-nummeret Superstition:

“When you believe in things that you don't understand,
Then you suffer, Superstition ain't the way”

”Yeah!! Sådan gutter!” lyder det glad fra lektor Tonny Brems Knudsen.

”Det var godt nok?” spørger videnskabelig assistent David Andersen let underspillet.

”Ja” bekræfter Brems Knudsen.

Skuldre synker ned i takt med at smil trækker op, hænder rækker ud efter Tuborg Classic på dåse og tilfredsheden blandt mændene kan bedst beskrives som: Så er den her. Energien. Vi skal nok blive klar til julefesten.

Lidt som en vinterblomst

De fem mænd spiller sammen for at have det sjovt, men de er tillige ambitiøse, og har da også en stolt tradition at leve op til, da de udgør det ene af to bands, som tilsammen er det legendariske Juleorkestret, der med få undtagelser har spillet til julefesten på Institut for Statskundskab siden 2001.

”Vi ligger i dvale ti måneder om året, men er aktive i de sidste to måneder op til julefesten, så du kan sige, at vi er lidt som en vinterblomst. Og fra begyndelsen af november begynder vi at øve intensivt,” fortæller lektor Tonny Brems Knudsen over en kop kaffe i kantinen dagen før den store julefest på Institut for Statskundskab.

Udover mændene i de to bands tæller Juleorkestret sangerne lektor Mette Kjær og ph.d.-studerende Kristina Jessen Hansen. Kvinderne er med i begge bands.

Fra julefrokost til julefest

Juleorkestret opstod i forbindelse med et ønske om at ændre den hidtidige december-komsammen på instituttet fra en julefrokost om dagen til en julefest om aftenen.

”Vi var arrangører i min afdeling tilbage i 2001, og vi kom til at tale om, at vi kendte flere fra de andre afdelinger, som også spillede musik, så dem opsøgte vi for at høre, om de var med på ideen om et liveorkester,” fortæller Tonny Brems Knudsen.

Det var de. En af dem, der har været med helt fra begyndelsen, er professor Søren Risbjerg Thomsen, der i sine unge dage var en seriøs jazzmusiker. Professoren var da også den, der slog tonerne an til helt nye takter for kollegial komsammen til den første julefest, da han lod fingrende danse over tangenterne, mens han sang Doors-nummeret ”Light My Fire.”

”Han er siden vendt tilbage til sit første instrument, saxofonen, og jeg tror faktisk, at i år er første gang siden 2007, hvor han ikke spiller med i Juleorkesteret.” fortæller Tonny Brems Knudsen.

En dimension til det kollegiale

Videnskabelig assistent David Andersen er derimod et at de nyere medlemmer af Juleorkestret. Han har altid spillet musik, men udover glæden ved at få mulighed for at spille, pointerer han, at det at være med i Juleorkestret giver en anden dimension til det kollegiale.

”Vi får ikke snakket så meget sammen til hverdag, blandt andet fordi vi sidder spredt over flere bygninger, men her mødes vi på tværs. Og som ung er det også en oplevelse at mødes på tværs af aldre; som at stå sammen med en agtværdig professor som Søren Risbjerg og blot være bandkolleger.”