”Danskerne holder deres arbejds- og privatliv meget adskilt”

Følg med!

Vi opdaterer løbende omnibus.au.dk med nyheder.

Gå ikke glip af nyt fra Omnibus: 

 

 

Tilmeld dig nyhedsbrevet





Italienske Marco Bianchi er akademisk medarbejder ved partikelacceleratoren ASTRID2. Han mener, den største kulturforskel fra Italien til Danmark er danskernes stringente opdeling mellem arbejds- og privatliv. Den har han ikke taget til sig, og du kan finde ham både dag og nat ved ASTRID2.

24.04.2019 | Lene Ravn og Lise Balsby (fotos)

Marco Bianchi vil ikke pege på ét bestemt forskningsresultat, som ASTRID2 har fået til verden. For ham handler det om at blive klogere på verden, og han citerer i stedet den amerikanske fysiker Richard P. Feynman: ”Physics is like sex: sure, it may give some practical results, but that's not why we do it.”

Natteravnene på AU

Da du gik i seng, gik de på arbejde. De fleste forlader AU, inden mørket falder på. Men ikke alle. 

Omnibus er taget med tre natarbejdere på job, og dem kan du møde i ’Natteravnene på AU’.

Omnibus har tidligere mødt den dyrlæge, der passer forsøgsgrisene, efter kirurgerne for længst har forladt matriklen.

LÆS OGSÅ: Gris nummer syv får 100 dage, saftevand og måske en plads i forskningshistorien

I dag følger vi Marco Bianchi, der helst vil være hos partikelacceleratoren ASTRID2 dag og nat. Og senere vil du kunne møde bager Sebastian Bornhøft Nielsen, der laver din morgen-croissant til lyden af P3.

LÆS OGSÅ: ”De fleste af mine kammerater studerer på AU om dagen, men jeg arbejder her om natten”

”Du har vel ikke en pacemaker?” spørger Marco Bianchi flere gange både journalist og fotograf.

Det kan nemlig ende grueligt galt, hvis han ikke spørger, for partikelacceleratoren ASTRID2 kan spolere pacemakerens frekvens. Og derfor dobbelttjekker Marco Bianchi det. Ligesom han også helst ser sig fri for besøg af festglade studerende fra Astronomisk fredagsbar, der ellers har for vane at forvilde sig ned i kælderen et par gange om året:

”De er fulde og leder sikkert efter toilettet eller sådan noget, og så pludselig er de her. De opdager som regel ikke, hvor de havnet, før de står lige foran maskinen,” fortæller Marco Bianchi.

Sølvpapir i ét væk

Maskinen ASTRID2 er et enormt monstrum af metal, ledninger og skruer, der er forbundet med rør og beklædt med sølvpapir. Vidste man ikke bedre, ville man tro, at nogen havde installeret en rumstation lige her i kælderen. Men det er ikke tilfældet.  

Det sølvpapirsindpakkede monstrum hedder ASTRID2, og det er en partikelaccelerator. Og hvad er det så lige? Da centerleder Søren Pape Møller skulle forklare det under indvielsen af den i 2012, forklarede han, at det er ’faktisk kun en lampe, men en forholdsvis avanceret lampe’. 

Og det tør nok siges. ’Lampen’ trækker nemlig forskere langvejs fra, der alle ønsker at studere enkelte atomers placering og form. Det gør de kort fortalt ved at accelerere elektroner i ASTRID2 – næsten til lysets hastighed. Og når elektronerne skifter retning inde i acceleratoren, udsendes et kortbølget, intenst lys, der kan gøre forskerne klogere på stoffet, hvilket kan være alt fra medicin til proteiner. 

En dyr dame

ASTRID2 er ombejlet af både biomedicinere, kemikere, ingeniører, fysikere, astrofysikere og meteorologer, der bruger ’lampen’ til noget forskelligt inden for hver deres felt. Og da ASTRID2 tiltrækker så mange forskere, er der gerne gang i flere forsøg både dag og nat – syv dage om ugen.

Derfor forstyrrer det heller ikke så lidt, når de berusede studerende fra fredagsbaren ovenpå åbner gitterdøren ind til ASTRID2. Det stopper nemlig maskinen – og forsøgene med. Faktisk er det så ubelejligt, at en institutleder efter sigende skulle have sendt en advarsel ud på mail med budskabet om, at blev det ved, ville det få konsekvenser for fredagsbaren. Det er omkring et par måneder siden nu, og siden har ingen festgæster inviteret sig selv på besøg hos ASTRID2, hvilket nok er meget godt. For ASTRID2 har også kostet 37 millioner, plus det løse, og er heller ikke billig i drift:

”Den bruger lige så meget elektricitet som en lille dansk by,” siger Marco Bianchi.

Marco Bianchi har gennem årene hjulpet ni ph.d.-studerende i deres arbejde med ASTRID2, og dertil kommer postdocer. 

”Vi er lidt som en lille familie, hvor vi har professorerne tæt på som forældre at spørge til råds,” siger ph.d.-studerende Ann Julie Holt.

I strømpesokker hos ASTRID2 

I hjørnet af kælderen er der opsat et par skillevægge, sofaer, et tekøkken og nogle lænestole. Og på bordet i midten kan man se resultatet af dagens mange besøg: kopper, papirer, syltetøj, honning, bøger og madkasser. Det er venteværelset til ASTRID2.  

”Se, det er den vigtigste maskine hernede,” siger Marco Bianchi og peger på kaffemaskinen.

Og det er her, livet leves – mellem de to maskiner.

I nat er de kun tre omkring ASTRID2. Nemlig en udenlandsk gæst, der lige nu sover et par timer, Marco Bianchi og den norske ph.d.-studerende Ann Julie Holt. Hun går iført uldstrømpesokker rundt i det andet hjørne af kælderen og justerer fokuseret på ASTRID2.

Cirka sådan begyndte det også for Marco Bianchi i 2009. Dengang besøgte han AU i forbindelse med sit speciale i fysik, da professor Philip Hofmann tilbød ham en ph.d.

”AU gav mig et tilbud, jeg ikke kunne sige nej til,” som Marco Bianchi siger. 

Så gik det ellers slag i slag. Hans italienske kone med ’et rigtigt job’ som økonom flyttede til Danmark i 2010, og Marco Bianchi fortsatte med ASTRID2. I dag er han akademisk forsøgsmedarbejder og støtter både AU-folk samt eksterne studerende og forskere, der arbejder på partikelacceleratoren. 

Han er vild med at arbejde på AU:

”Arbejdsmiljøet er fantastisk her. Der er så mange teams, som alle arbejder sammen på tværs. Og hvis der er et problem, bliver det løst med det samme. Det er ikke almindeligt i Italien – eller andre steder,” siger han og fortsætter:

”Her er fællesskab. Alle arbejder på det, de brænder for. Og ingen går op i hierarki.”

Tager hjem, når det er færdigt

Der er dog en dansk kulturskik, som Marco Bianchi ikke har villet tage til sig. Og det er tilmed den største: 

”Danskerne holder deres arbejds- og privatliv meget adskilt,” mener han. 

Selv arbejder han 10-12 timer om dagen, og på de fleste arbejdsdage er der også natarbejde. For ham er det hele mere flydende. 

Tit foregår det sådan, at han arbejder fra morgenstunden –afbrudt af en formiddagspause og en frokostpause. Så forlader han AU’s matrikel for at hente sine børn klokken 17, spise med familien, og når børnene er lagt i seng klokken 20.30, tager han tilbage til ASTRID2 igen. 

Men hans dag afhænger altid af forsøgene på ASTRID2, og derfor ved han heller ikke, hvornår han skal hjem i nat:

”Vi tager hjem, når forsøget er færdigt. Det er måske klokken to i nat.” 

Den rytme – eller mangel på samme – passer ham perfekt:

”Jeg elsker det. Det er meget fleksibelt, og ingen klager, hvis jeg tager et par fridage.”

”At være forsker er jo ikke et rigtigt job. Men forskere er de mest heldige mennesker, for vi kan lege og stille de store spørgsmål,” siger Marco Bianchi.

Hun bliver kønnere med alderen

ASTRID2 er ikke umiddelbart køn eller ryddelig at se på. Faktisk ligner acceleratoren mest et virvar af materialer, der gemmer sig bag sølvpapirstykkerne, som i øvrigt er der for at holde på varmen. 

Men ASTRID2 har det med at vokse på én, fortæller ph.d.-studerende Ann Julie Holt:

”Første gang jeg så den der. Wauw. Jeg syntes, den lignende et stort rod. Men hver dag jeg er her, lærer jeg noget nyt. Alt er så gennemtænkt helt ned til mindste detalje. Og Marco kan tale om Astrid i flere dage. Lige så stille begynder man at forstå, hvorfor alt er, som det er. Og når jeg ser på acceleratoren i dag, synes jeg, den er så køn.”

Natteravnene på AU

Da du gik i seng, gik de på arbejde. De fleste forlader AU, inden mørket falder på. Men ikke alle. 

Omnibus er taget med tre natarbejdere på job, og dem kan du møde i ’Natteravnene på AU’.

Omnibus har tidligere mødt den dyrlæge, der passer forsøgsgrisene, efter kirurgerne for længst har forladt matriklen.

LÆS OGSÅ: Gris nummer syv får 100 dage, saftevand og måske en plads i forskningshistorien

I dag følger vi Marco Bianchi, der helst vil være hos partikelacceleratoren ASTRID2 dag og nat. Og senere vil du kunne møde bager Sebastian Bornhøft Nielsen, der laver din morgen-croissant til lyden af P3.

LÆS OGSÅ: ”De fleste af mine kammerater studerer på AU om dagen, men jeg arbejder her om natten”

Artikel, Omnibus, Omnibus, Omnibus, Omnibus

Læs også

Henvendelse om denne sides indhold: 
Revideret 12.07.2019