Studerende til kamp mod snyd på lejemarkedet

Følg med!

Vi opdaterer løbende omnibus.au.dk med nyheder.

Gå ikke glip af nyt fra Omnibus: 

 

 

Tilmeld dig nyhedsbrevet





To jurastuderende udruster lejere med et nyt digitalt våben i kampen mod griske bolighajer og snyd på lejemarkedet.

08.08.2018 | Marie Groth Andersen

Mads Klokkerholm (th.) og Mike Vestergaard læser begge jura på henholdsvis AU og AAU. De kender hinanden fra Lejerens Frie Retshjælp, som de var med til at etablere i 2017. Nu har de netop lanceret DIGURA, en digital portal med speciale i lejeret. Foto: Rikke Nielsen

Mads Klokkerholms tips til studerende, der skal ud på lejemarkedet

  1. Læs lejekontrakten nøje igennem. Vær især opmærksom på § 11 om fravigelser fra lejeloven. I det hele taget skal du som lejer være opmærksom på, hvad du siger ja til med en underskrift på kontrakten.
  2. Når du flytter ind, så gennemgå lejemålet grundigt inden 14 dage, og skriv alle mangler ned. Dokumentér gerne med fotos, og gør din udlejer opmærksom på manglerne. På den måde har du bevis for, at manglerne var der ved indflytning, så du ikke kommer til at hæfte for dem ved fraflytning.

I forbindelse med studiestart tilbyder DIGURA alle studerende at læse deres lejekontrakter igennem gratis.   

Er det i orden, at udlejer kræver fuldt depositum ved udflytning? Og er det rimeligt at betale 6.000 kroner for et værelse? I disse dage vælter tusindvis af studerende ud på lejemarkedet, og de er et let bytte for griske bolighajer. Men nu forsøger de to jurastuderende Mike Vestergaard og Mads Klokkerholm med den digitale platform DIGURA at gøre det lettere for lejere, der ender i en tvist med deres udlejer, at få vurderet, om de har en sag.  

”Det kan være svært at vurdere sin retsstilling, hvis man ikke lige har mulighed for at hyre en dyr advokat. Så vi ville gerne åbne mulighed for, at lejere let kan få vurderet, om deres sag har potentiale, og på den måde gøre lejeretten mere jordnær og tilgængelig for mange,” forklarer Mads Klokkerholm, der læser jura på AU.

No cure, no pay

Det er gratis at få sin sag vurderet. Man skal svare på op til ti spørgsmål og uploade relevante dokumenter. Herefter vurderer DIGURA sagen, hvilket sker digitalt. Systemet genererer også en sagsmappe med retspraksis, lovtekst, og et udkast til både svar og processkrift. 

Mike Vestergaard og Mads Klokkerholm har til formålet fået udviklet en software, der blandt andet er baseret på 4.500 lejeretlige afgørelser fra både nævn og domstole og er sammensat af mere end 250 forskellige sagstyper inden for lejeretten. Hvis systemet vurderer, at der er en sag, tilbyder DIGURA at gå videre med den.

”Det sker ud fra modellen no cure, no pay. Hvis vi fører sagen for lejeren og ikke opnår en besparelse eller en tilbagebetaling, er sagsbehandlingen gratis. Hvis vi sikrer lejeren en besparelse eller tilbagebetaling, betaler man et servicegebyr på 20-25 procent af den endelige besparelse; på den måde gør vi det risikofrit for lejeren,” fortæller Mads Klokkerholm, der læser jura på 5. semester på AU.

Kan føre sager til Huslejenævnet, men ikke til Boligretten

DIGURA tager sig af dialogen med udlejer og kan føre sagen til Huslejenævnet.

”Men da vi stadig er jurastuderende, kan vi ikke køre sager i Boligretten. Skulle en sag ende der, har vi et netværk af advokater med speciale i lejeret, som vi kan anbefale lejeren at kontakte,” forklarer Mads Klokkerholm.

Det netværk har de to studerende også trukket på i arbejdet med at udvikle og kvalitetssikre softwaren, ligesom de har et advisory boardaf erfarne erhvervsfolk til at rådgive sig om den videre udvikling af virksomheden. 

Vil udvide til flere retsområder

Digitaliseringen af retlige processer er endnu forholdsvis ny, men Mads Klokkerholm og Mike Vestergaard har store ambitioner om at udvide til flere retsområder. Og selvom digitaliseringen i andre brancher koster jobs, er de ikke bange for at tage brødet ud af munden på sig selv eller kolleger. Computeren kan kun gøre en del af arbejdet, påpeger Mads Klokkerholm. 

”Digitaliseringen kan være med til at gøre sagsbehandlingen mere effektiv, hvilket nedbringer sagsbehandlingstiden. Men der er stadig brug for det subjektive element, for det handler fortsat om at kunne argumentere for sagen, så vi forventer ikke at gøre os selv overflødige.” 

Indtil videre er det dog planen, at de to driver virksomheden videre ved siden af studierne. Og selvom det ifølge Mads Klokkerholm er ’sindssygt hårdt’, hænger det sammen.

”I eksamensperioder drosler vi lidt ned og uddelegerer ansvar. Så det har ikke haft negativ indflydelse på hverken vores stressniveau eller karakterniveau at starte virksomheden op ved siden af studierne.”

Mads Klokkerholms tips til studerende, der skal ud på lejemarkedet

  1. Læs lejekontrakten nøje igennem. Vær især opmærksom på § 11 om fravigelser fra lejeloven. I det hele taget skal du som lejer være opmærksom på, hvad du siger ja til med en underskrift på kontrakten.
  2. Når du flytter ind, så gennemgå lejemålet grundigt inden 14 dage, og skriv alle mangler ned. Dokumentér gerne med fotos, og gør din udlejer opmærksom på manglerne. På den måde har du bevis for, at manglerne var der ved indflytning, så du ikke kommer til at hæfte for dem ved fraflytning.

I forbindelse med studiestart tilbyder DIGURA alle studerende at læse deres lejekontrakter igennem gratis.   

Artikel, Omnibus, Omnibus, Omnibus, Omnibus

Skriv en kommentar til artiklen

Omnibus ønsker en fri og levende debat, derfor gælder der kun få regler.

  • Indlæg må ikke være anonyme
  • Indholdet må ikke være i strid med lovgivningen
  • Reklame og spam accepteres ikke

Slettes et indlæg, gør redaktionen tydeligt opmærksom på det.

Spørgsmål? Send en mail til: omnibus@au.dk

comments powered by Disqus

Læs også

Henvendelse om denne sides indhold: 
Revideret 19.10.2018