15.000 solgte billetter, øl i kubikmetervis og solskin: Arrangørerne bag Danmarks Største Fredagsbar og Idrætsdag er næsten klar – er du?

20 frivillige studerende har de seneste fire måneder sammen med projektleder Victor Laurents Kelsen arbejdet på at skabe en fest for 15.000 medstuderende. Fredag går det løs til Danmarks Største Fredagsbar og Idrætsdag.

Victor Laurents Kelsen er projektleder på Danmarks Største Fredagsbar og Idrætsdag. Foto: Lise Balsby

Solen bager ned på græsset i Universitetsparken. En munter og arbejdsom stemning spreder sig: Borde bæres frem, bartelte slås op, og på scenen kommer der styr på teknikken. Siden i mandags har frivillige været i gang med at forvandle den finkæmmede universitetspark til en festivalplads, som fredag skal lægge græs til 15.000 studerende ved Danmarks Største Fredagsbar og Idrætsdag.

”I år har vi sat 3.000 flere billetter til salg end sidste år, hvor 12.000 købte billet. Det er cirka fem procent af hele Aarhus’ befolkning der kommer i løbet af dagen,” fortæller dette års projektleder for arrangementet, Victor Laurents Kelsen, der til daglig læser internationale studier.

Seks måneders arbejde kulminerer fredag

Victor Laurents Kelsen blev allerede tilbage i januar ansat af Studenterrådet som projektleder på dette års Danmarks Største Fredagsbar og Idrætsdag. Hvert år er det en ny projektleder, der får lov at stå for den overordnede planlægning af arrangementet. En rolle, han lige skulle finde sig til rette i.

”Der er meget, man ikke ved, og det skal man lige affinde sig med. Det er først hen i april-maj, at jeg er begyndt at have selvtillid i min rolle som projektleder,” fortæller han og fortsætter:

”Hele arrangementet består af bevægelige dele, hvor man bliver nødt til at have tungen lige i munden for at bevare overblikket.”

Heldigvis var Victor Laurents Kelsen kun alene om planlægningen i de første måneder. I april blev der sammensat en projektgruppe på omkring 20 frivillige. Og det er rart, når der skal planlægges en fest for 15.000 personer, fortæller Victor Laurents Kelsen.

”Jeg står for, at rammen i arbejdet er sat, men der er en masse ting, jeg slet ikke ved noget om, fordi jeg har givet ansvaret videre til andre,” forklarer han og fortsætter:

”Jeg er virkelig stolt over os som gruppe, og hvad vi formår at gøre sammen. Vi giver virkelig alt, og det har skabt et virkelig godt sammenhold.”

Hegn i kilometervis – og øl i kubikmetervis

Siden mandag har Victor Laurents Kelsen og resten af projektgruppen været i gang med at gøre pladsen klar til at rumme de 15.000 gæster. De har blandt andet sat knap 3 kilometer hegn op, slået bartelte op og gjort plads til fustager med øl i kubikmetervis. Og scenen er klar til blandt andre Johnson, Ida Laurberg, Danser Med Piger og Kalaset, som optræder fredag aften.

”Det har virkelig været sjovt her i dagene op til, hvor vi kan mærke, at nu er det ved at være tid til det, vi har arbejdet frem imod hele foråret. Her emmer virkelig af god stemning,” fortæller han entusiastisk.

Velkommen til et nyt studieår

Selvom de 15.000 billetter for længst er udsolgt, betyder det ikke, at du ikke har mulighed for at sikre dig en plads. Men du skal være klar på at give en hånd med:

”Vi vil stadig gerne have flere frivillige. Man kan stadig nå at melde sig, hvis man ikke nåede at købe en billet og gerne vil med,” fortæller Victor Laurents Kelsen med et glimt i øjet.

Festivalen er afhængig af, at studerende har lyst til at give fire timers arbejde, fortæller han. Til gengæld får man en gratis billet til det ellers udsolgte arrangement.

Victor Laurents Kelsen lægger trumf på sin salgstale:

”Danmarks Største Fredagsbar og Idrætsdag er jo officielt de studerendes fejring af Aarhus Universitets fødselsdag. Jeg ser det også som en forlængelse af introugen og som en slags fejring af det nye studieår.”

Men selvom Victor Laurents Kelsen ser frem til fredagens arrangement, er der dog én ting, han ser mere frem til:

”Jeg glæder mig lidt, til klokken slår 00.00 på fredag, og jeg kan give mine kollegaer en stor krammer og sige: Vi gjorde det!”

Korrekturlæst af Charlotte Boel


Program 2023

Sport

  • 09:00 Ultimate
  • 09:00 Basket
  • 09:00 Fodbold
  • 09:00 Floorball
  • 09:00 Volley
  • 09:00 Spikeball
  • 09:00 Håndbold
  • 11:00 AUs Sportsstande

Aktiviteter

  • 14:00 Banko
  • 15:00 Ølkroket
  • 15:00 Ølbowling
  • 16:00 Beerpong

Store Scene

  • 16:00 Thor Farlov
  • 17:00 ICEKIID
  • 19:00 Ida Laurberg
  • 21:00 Johnson
  • 23:00 Danser Med Piger 

Lille Scene

  • 15:30 SASO
  • 18:00 HUNNID22
  • 20:00 Batsheba
  • 22:00 Kalaset