22-årig AU-studerende debuterer på Gyldendal

Følg med!

Vi opdaterer løbende omnibus.au.dk med nyheder.

Gå ikke glip af nyt fra Omnibus: 

 

 

Tilmeld dig nyhedsbrevet

I sin debutroman trækker Nicklas Buch på sin egen barndom, hvor han som 2-årig kom i pleje hos sine oldeforældre, fordi hans mor og far var narkomaner.

11.09.2019 | Marie Groth Andersen

Nicklas Buch læser teologi på Aarhus Universitet. Troen ved han ikke hvor stammer fra. ”Jeg kan ikke sige, om det er fordi jeg har gået i katolsk børnehave. Eller fordi min oldemor bad fadervor med mig. Eller fordi jeg holdt meget af julekalenderen Jesus og Josefine. Den er der bare.” Fotos: Lise Balsby

Om romanen

Nicklas Buchs debutroman Pillerne får mors øjne til at nærme sig gulvet udkommer fredag 13/9 på Gyldendal.

Nicklas Buch sidder i Nobelparkens kantine med en kop sort kaffe og skæver over til bygning 1453, hvor han normalt læser teologi. I dag er han her ikke for at tanke op på koffein i en pause mellem forelæsninger. Han er her for at tale om sin debutbog Pillerne får mors øjne til at nærme sig gulvet, som fredag udkommer på Gyldendal.

Han har skrevet på bogen i to år sideløbende med sine studier og har i den periode med egne ord haft en ret indadvendt livsførelse. Før det var han et kendt ansigt på Facebook, hvor han havde knap 30.000 følgere og postede satiriske videoer. Men det liv satte han på pause på ubestemt tid for at prøve kræfter med en forfatterdrøm.

”Jeg er opvokset som enebarn hos mine oldeforældre i et hjem med ro, fordybelse, fantasi og leg. Men derudover ved jeg ikke, hvor skabertrangen kommer fra.”

Identitetsmæssigt ingenmandsland

Men det første år uden den anerkendelse, han fik gennem likes og følgere på Facebook, var svært. Han beskriver det selv som et identitetsmæssigt ingenmandsland.

På to år fik han skrevet 25 sider, som han selv følte var gode. Dem sendte han til Gyldendal.

”Man kan lige så godt gå efter toppen af forlagsbranchen, og jeg kunne ikke se mig selv udkomme på for eksempel People’s Press.”

”Jeg var pissebange, da jeg sendte det ind. Men de skrev tilbage, at de kraftigt ville anbefale mig at skrive mere. Så jeg skrev 60 sider mere i en fart.” Denne gang tog skriveriet kun tre måneder.

Og nu debuterer han så på Gyldendal i en alder af 22.

”Det er vist alle forfatteres våde drøm!” smiler han. 

Altid vidst, at min historie skulle fortælles

I sin bog blander han selvbiografi og fiktion.

”Jeg gik sådan lidt markedsøkonomisk til det som en slag iværksætter og tænkte, at hvis jeg skulle slå igennem som et forfatternavn, ville det være nemmere at slå igennem med noget selvbiografisk. Og jeg har altid vidst, at min historie skulle fortælles.”

Ligesom hovedpersonen, som også hedder Nicklas, voksede Nicklas Buch op hos sine oldeforældre i Kolding. Han kom i pleje hos oldeforældrene som 2-årig og boede der, til han blev 12, fordi forældrene var narkomaner.

”Skelettet i bogen er rigtigt nok. Stemningen og følelserne er rigtige. Men episoderne er opdigtede. Og min far er heller ikke død i virkeligheden.”

En grøn flaske er måske mindre barsk end en nål i armen?

I bogen er hovedpersonen Nicklas 17 år og bor hjemme hos sin mor, der kæmper for at skabe sig et liv uden stoffer. Nicklas Buch blander scenerne af en ung mands liv med glimt fra fortiden og morens dagbogsnotater. Et nøgternt og råt familieportræt om kærlighed og svigt.

”Som barn manglede jeg sådan en fortælling. Det handler tit om børn af alkoholikere, men det er sværere at finde noget med børn af narkomaner. Måske det handler om indtagelsen, en grøn flaske er måske mindre barsk end en nål i armen?”

Hvis andre med en lignende baggrund læser hans bog og kan relatere til den og til følelserne af afmagt, vrede, kærlighed, rastløshed og frustration, som den sætter ord på, vil det gøre ham glad.

”Men det er ikke derfor, jeg har skrevet den. Og børn af narkomaner læser ikke. De får den sikkert ikke at se.” 

Usentimental. Ikke ufølsom

Nicklas Buch har læst passager af bogen op for sine venner Mads og Omid, som også lægger navne til Nicklas’ venner i romanen. Men hans familie må vente, til bogen er udkommet, og han glæder sig til, at de skal læse den. Men han håber også, at den bliver læst i den rette ånd.

”Nogle har sagt, at de vil læse den med et lommetørklæde,” fortæller Nicklas Buch.

Det irriterer ham.

”For det er sådan lidt: Nu foldes det store svigt ud – hvor er undskyldningen fra regeringen? Jeg har netop prøvet at trække humoren ind og gøre bogen usentimental. Ikke ufølsom. Humoren er en vigtig del af mig, og man kan sige mange ting med humor.”

Og det har ikke været hans ærinde at placere ansvar eller beskrive en offerrolle.

Og nu til noget helt andet 

Nicklas Buch skriver stadig. På noget helt andet.

”Jeg er i fuld gang med en ny og helt anden fortælling. Og i et helt andet sprog end i denne bog.”

Nicklas Buch er meget bevidst om ikke at fortsætte ud ad det samme spor. Der er sat ord på hans historie. Nu venter et andet kapitel i hans unge forfatterskab.

Og som inspiration høvler han bøger og film i sig. Lige nu er det Marcel Prousts På sporet af den tabte tid, der optager ham.

Struktur og frihed

Meget af det, han lærer på teologistudiet – filosofi, teologi, historie og viden om samfundet – kan han bruge i sit forfatterskab. Det var blandt andet også derfor, han i sin tid valgte at søge ind på studiet.

”Det har altid tiltalt mig at være præst. Jeg kan godt lide, at der er en fast struktur med gudstjenesten hver søndag.”

Men han sætter også pris på den frihed, der ligger i jobbet: 

”Og det passer mig fint, at jeg ikke ser chefen.”

Om romanen

Nicklas Buchs debutroman Pillerne får mors øjne til at nærme sig gulvet udkommer fredag 13/9 på Gyldendal.

Artikel, Omnibus, Omnibus, Omnibus, Omnibus

Læs også