22 færdiguddannede i åbent brev til minister: Omstød vores sag
211 færdiguddannede AU-kandidater risikerer til at skulle tilbage på skolebænken igen på grund af AU's brøler, men nu tager 22 af dem kampen op.
Benåd os.
Det er dybest set bønnen i et åbent brev fra 22 færdiguddannede AU-kandidater, der vil have uddannelses- og forskningsministeren, Tommy Ahlers (V), til at gå ind i deres sag.
De 22 færdiguddannede er blot en lille del af de i alt 211 færdiguddannede, der for få dage siden fik et brev i deres e-boks fra deres gamle universitet, AU. I brevet fik de besked på, at AU's fejlfortolkning af gældende regler betyder, at de mangler 30 ECTS-points - vel og mærke hvis de gerne vil undervise, men ikke har afsluttet deres pædagogikum. Fælles for dem er, at de alle har læst deres hovedfag på et fakultet og sidefag på et andet, og derfor skulle de havde læst et ekstra semester. Men det vidste hverken de eller AU, der gennem ti år har fejlbehandlet i sagen.
LÆS OGSÅ: Færdiguddannet ramt af AU's brøler: Magtesløshed er noget, der beskriver min situation rigtig godt
22 af de færdiguddannede har nu reageret ved at sende et åbent brev til uddannelses- og forskningsministeren, Tommy Ahlers. Hans ministerium oplyser, at de modtog brevet i går torsdag, men da sagen omhandler gymnasielovens krav til lærerne, er det en sag under Undervisningsministeriet. Så nu ligger sagen hos undervisningsminister Merete Riisager (LA).
Ifølge Undervisningsministeriet har Merete Riisager endnu ikke været i kontakt med de 22 afsendere, og inden da vil hun ikke udtale sig om sagen.
Et opråb
I brevet har de færdiguddannede listet seks argumenter for, at de skal have lov til at slippe for at læse de ekstra 30 ECTS. Blandt andet lægger de vægt på, at studieordningens ord burde være gældende, og betydningen det vil have for dem, deres arbejds- og familieliv at skulle studere igen.
De skriver:
"Helt konkret anmoder vi om, at Styrelsen for Forskning og Uddannelse omstøder sagen i vores tilfælde, så vi kan fortsætte vores arbejds- og familieliv uden at skulle indhente de ekstra 30 ECTS- point."
Du kan læse deres brev her.