Omnibus prik

250 har allerede tilmeldt sig: AU Run løber af stablen 16. maj

For sjette år i streg samles hundredvis af studerende og medarbejdere lørdag 16. maj til fællesløbet AU Run i Universitetsparken.

Blot tre uger efter Kapsejladsen har lagt sig, går det igen løs i Universitetsparken. Arkivfoto fra AU Run 2024. Foto: Andrea Líf Benediktsdóttir / AU Foto

Du behøver ikke være hverken Sabastian Sawe, Jacob Simonsen eller have en 99 gram løbesko for at deltage i årets AU Run 16. maj.

“AU Run er for alle, både de øvede løbere, og dem som tager det stille og roligt,” skriver arrangørerne fra Studenterrådet, Studenterhus Aarhus og Aarhus Universitets-Sport på tilmeldingssiden.

Prisen for at deltage er den nette sum af 80 kroner for studerende og 150 kroner for ikke-studerende, uanset om man vil løbe 5 eller 10 kilometer, som er de to distancer man kan vælge i mellem.

Flere præmier på højkant

Der er præmier til de hurtigste løbere på hver distance, men også til den mest gennemsnitlige “median-løber’ samt for bedste udklædning og til det studie, som får flest løbere tilmeldt.

Men selvom man ikke skulle være så hurtig eller heldig at stå med en præmie til sidst, har man udover sved på panden og en tur i Universitetsparken, dog fået en t-shirt og et løbenummer med i prisen.

Efter løbet vil der være aktiviteter, musik og drikkevarer i parken.

Dagens program

12.00: Ankomst

12.30: Velkommen

12.40: Fælles opvarmning

13.00: Opstilling til 10 km

13.05: 10 km sendes afsted, og 5km-løbere gør klar

13.10: 5 km sendes afsted

14.10: Præmieoverrækkelse

14.20: Spil og leg i parken efterfølgende