900 beretninger danner grundlag for ny håndbog om sexisme i universitetsverdenen

Siden 689 ansatte ved forskningsinstitutioner i oktober sidste år skrev under på, at de enten selv har oplevet eller har bevidnet sexisme inden for universitetsverdenen, er beretningerne om sexisme fortsat med at tikke ind i indbakken hos de forskere, der tog initiativ til indsamlingen. De modtog knap 900 vidnesbyrd – og de modtager stadig beretninger, fortæller Mie Plotnikof, der er lektor i uddannelsesvidenskab ved DPU på AU og blandt de 16 forskere, der tog initiativ til underskriftsindsamlingen. 

Underskriftsindsamlingen ramte forsiden af Politiken og gav også genlyd på universiteterne. Men sammen med fem fra initiativgruppen og to andre kolleger fortsatte Mie Plotnikof med at beskæftige sig med emnet. 

LÆS OGSÅ: Nu rettes #MeToo-spottet mod sexisme på danske universiteter

”Det var vigtigt for os med underskriftsindsamlingen at synliggøre, at dette er en legitim og aktuel problemstilling. Efter at have bearbejdet de mange beretninger stod det klart for os, at vi var nødt til at gå videre med det og formidle de indsigter, vi havde opnået på baggrund af materialet. Derved kunne vi give et nuanceret og kvalificeret billede af, hvordan sexisme kan komme til udtryk inden for akademia,” fortæller Mie Plotnikof. 

De otte forfattere har analyseret og kategoriseret de mange beretninger. Som led i projektet har postdoc Lea Skewes fra AU gennemført en survey blandt de 689 underskrivere, som 300 af dem besvarede. Koblet med allerede eksisterende forskning på området har det samlet set skabt ny indsigt i, hvordan sexisme kommer til udtryk inden for universitetsverdenen. Den viden formidler de i den nye håndbog Sexism in Danish higher education and research: Understanding, exploring, acting, hvor de også præsenterer konkrete redskaber, der kan anvendes til både håndtering og forebyggelse af sexismesager på universiteter. 

Undervejs i arbejdet er flere af de otte forfattere, som er ansat ved både AU, CBS, KU, SDU og RUC, blevet inviteret til at holde oplæg for ledelser, udvalg og HR-afdelinger om deres kortlægning af sexismen på landets universiteter. Og AU har sammen med SDU og CBS økonomisk støttet tilblivelsen af håndbogen, så det har været muligt at ansætte forskningsassistent Anna Franciska Einersen til at samle og sammenskrive forskernes bidrag, samt til grafisk opsætning og korrektur. 

Det ødelægger liv

Torsdag i sidste uge præsenterede forfatterne bogen ved en konference på Hotel Bella Sky i København, og i sin introduktion slog Mie Plotnikof kort og kontant fast, hvorfor emnet er væsentligt at beskæftige sig med. 

”Det ødelægger liv”, lød det fra lektoren.

I et interview med Omnibus forud for boglanceringen uddybede hun sine bevæggrunde for at beskæftige sig så indgående med emnet.

”Jeg har selv mærket problemerne på egen krop, og jeg har set, hvad det gør ved kolleger at blive udsat for. Vi ved, at sexisme trives på universiteter, fordi det er konkurrenceprægede, hierarkiske miljøer med mange løst ansatte, og det skaber dynamikker, hvor sexisme og andre typer diskriminerende adfærd trives. Jeg har selv været løst ansat, men nu, hvor jeg er lektor og dermed ikke er så karrieremæssigt sårbar, ser jeg det som min forpligtelse at tage denne kamp. Det er vigtigt, fordi vi mister dygtige forskere, når vores miljø er, som det er,” forklarer Mie Plotnikof.

Et køligt klima

Bogen er inddelt i fire kapitler. Den indleder med at definere, hvad sexisme er, og her benytter forfatterne EU’s definition på sexisme, som er en bred definition. Her gennemgår forfatterne også, hvordan sexisme kommer til udtryk, hvorfor og hvilke faktorer der skaber grobund for sexisme – og hvad der gør det svært at sige fra. Ud over et konkurrencepræget, hierarkisk miljø og det faktum, at de første trin på den akademiske karrierestige består af løse ansættelser, der skaber afhængighed til overordnede, er akademia også præget af det, som forfatterne beskriver som ’et køligt klima’.

Jo Krøjer, der er lektor ved Institut for Mennesker og Teknologi på RUC, gav ved boglanceringen eksempler på, hvad det begreb dækker over. 

”Det kan være kolleger, der ignorerer, når sexisme finder sted, eller indirekte støtter det”, forklarede hun.

”Det kan også være mangel på støtte fra ledelsen. For eksempel når en ansat, der har været udsat for et seksualiseret overgreb, får at vide, at ledelsen ikke kan gøre noget i sagen. At offeret må leve med sin krænker. Derved forsømmer ledelsen at tage offeret alvorligt og signalerer, at offeret ikke er lige så vigtigt for organisationen som overgrebsmanden. Og ledelsen fejler dermed også i at sikre tryghed og sikkerhed for alle ansatte”, slog Jo Krøjer fast. 

Eksemplets magt

Den slags eksempler udfoldes i bogens andet kapitel. Her har forfatterne sammenskrevet de mange beretninger om sexisme til en lang række såkaldte vignetter – altså små casebeskrivelser. 

”Tanken med dem er, at de kan danne et nuanceret grundlag for dialoger og diskussioner om sexisme i forskellige fora – uden at det bliver for sårbart eller nært at tale om,” fortæller Mie Plotnikof.

Men kan der ikke være en pointe i, at man drøfter problemstillingen, som den konkret manifesterer sig i eksempelvis en afdeling med udgangspunkt i en konkret hændelse fra afdelingen?

”Men det kræver jo, at nogle skal stå frem og fortælle deres historier, og det mener jeg ikke, at vi kan eller skal kræve, når det er så sårbart et emne og implicerer flere parter. Vi kan godt beskæftige os meningsfyldt med emnet ud fra andre eksempler, det har vi f.eks. også gjort på AU i forbindelse med arbejdet med at sikre, at alle medarbejdere har forståelse for, hvordan videnskabelig uredelighed kan komme til udtryk,” siger Mie Plotnikof.    

Der skal handles

I bogens tredje kapitel kræver forfatterne handling. Dels på nationalt plan, hvor de blandt andet foreslår, at man nedsætter en national ombudsmandsfunktion, som skal rådgive de akademiske organisationer i forhold til ligestilling og chikane på arbejdspladsen. Dels foreslår de at nedsætte et nationalt udvalg – i lighed med det nationale Nævn for Videnskabelig Uredelighed – som er uafhængigt af de enkelte universiteter.

”Nævnet skal bestå af højt specialiserede fagpersoner, som kan rådgive både dem, der oplever sexisme, og ledelser, der skal håndtere sexismesager,” forklarer Mie Plotnikof. 

Det handler om tillid

Bogen kommer også med anbefalinger, der retter sig mod institutionerne, herunder ledelserne. Blandt disse er en whistleblowerordning, som allerede er et lovkrav til statslige institutioner med mere end 250 ansatte og er i færd med at blive implementeret. De anbefaler også et udvalg for sexisme og chikane, som kan sidestilles med de eksisterende praksisudvalg på universiteterne. Derudover skal der etableres politikker og strukturer for, hvor og hvordan man rapporterer om sexisme – og hvordan man følger op. 

Sorcha MacLeod, der er menneskerettighedsjurist ved KU og en af de otte forfattere til håndbogen, lagde ved boglanceringen vægt på, at universiteterne får etableret legitime og transparente klagemekanismer og sikrer kontinuerlig læring om emnet. 

”Det handler om at skabe tillid. Hvis ikke medarbejderne har tillid til, at sagerne håndteres, er der ikke psykologisk tryghed i organisationen”. 

Vi er alle biased

I bogen opfordrer de otte forfattere universitetsledelser til at være opmærksomme på seks aspekter, som skaber grobund for sexisme: bias, gråzoner, det førnævnte kølige arbejdsklima, victim blaming, rapportering af sager og individuelle beskyttelsesstrategier såsom advarsler mod at opholde sig alene i et rum sammen med bestemte personer. Og de kommer med konkrete bud på, hvordan man som leder aktivt kan arbejde med at fjerne eller afvæbne disse aspekter.

Sara Louise Muhr, der er professor MSO ved CBS og forsker i køn og ledelse, gav eksempler på den hverdagssexisme, der trives på universiteterne. 

”Det er sexistiske kommentarer, sextilbud, øgenavne, nedgradering af intellekt – tilsyneladende som oftest sagt i sjov og isoleret set ikke et problem. Men når de opstår igen og igen, bliver det et problem”.

Selvom sexisme i højere grad rammer kvinder end mænd, er det ikke korrekt at anskue det som "noget, mænd gør ved kvinder", sagde Sara Louise Muhr. 

"Vi er alle biased”, slog hun fast. 

Kapitlet kommer også med bud på, hvordan man på det kollegiale plan kan bidrage ved aktivt at tage afstand, når man oplever eksempler på sexisme. Desuden er der i kapitlet også et afsnit, der retter sig mod ofre for sexisme. 

CBS-rektor: Vi har brug for den bog

Ved boglanceringen var også universiteternes ledelse repræsenteret i form af Inger Askehave, der er konstitueret rektor ved CBS. Hun takkede de otte forskere for med håndbogen at levere et godt afsæt for organisationernes og ledelsernes videre arbejde med at håndtere sexisme. 

”Jo mere vi ved, jo bedre er vores muligheder for at gøre noget ved denne uretfærdige adfærd. Vi har med denne bog nu et redskab til at håndtere konkrete situationer, og vi har viden og dermed grundlag for at øge vores forståelse. Og vi har brug for den. Vi vil bruge den på CBS, den vil være af stor værdi, er jeg sikker på”, lød det blandt andet fra Inger Askehave.

Arts-dekan: Intet overrasker mig. Desværre

Også AU’s ledelse skulle have været repræsenteret ved Arts-dekan Johnny Laursen, som dog var forhindret i at deltage på grund af sygdom. Efterfølgende fortæller Johnny Laursen, at han ligesom Inger Askehave betragter bogen som et vigtigt redskab i universitetsledelsernes arbejde med at blive bedre til at håndtere sexisme.

”Jeg vil gerne benytte lejligheden til at udtrykke en stor tak til de involverede, som med dette projekt har udvist stor civilcourage, idealisme og engagement i denne sag. Vi har brug for den slags indspil for at blive bedre til at håndtere sexisme.”  

På spørgsmålet om, hvorvidt der er noget i bogen, som har overrasket ham, svarer Johnny Laursen:

”Nej, intet. Desværre. Vi ved i ledelsen, at vi har en opgave foran os i forhold til at blive bedre til at håndtere sexisme.”

Arbejdet er på AU forankret i universitetets ligestillings- og diversitetsudvalg, og derfor vil han heller ikke fremhæve en eller flere af de handlinger, forfatterne foreslår i bogen som nogle, AU bør implementere.

”Jeg vil i den henseende lade mig rådgive af ligestillings- og diversitetsudvalget, som er bekendt med bogen,” siger Johnny Laursen og fortsætter:

”Vores første opgave er at få flere kvinder i karriereforløb – det gælder såvel TAP som VIP – for at sikre, at vi har diversitet både i medarbejdergrupper og på ledelsesniveau, fordi det giver et mere nuanceret blik på tingene. Det er ikke kun et spørgsmål om balancen mellem mænd og kvinder – det handler også om at sikre en mangfoldig organisation i bred forstand.” 

Johnny Laursen betragter bogens vignetter som et godt udgangspunkt for de diskussioner om sexisme, der fremover vil foregå rundt om på AU. 

”Det så vi også for et par år tilbage, hvor vi her på instituttet fik tillidsrepræsentanterne til at fremlægge anonymiserede cases, eksempler fra e-mails og lignende. Det gjorde et stort indtryk på ledelsen og gav et indblik i de mange forskellige former, den slags krænkende adfærd kan antage. At det ikke kun drejer sig om direkte fysiske krænkelser, men også nedladende tale, hoven omgang og ubehagelige måder at forsøge at være morsom på. Det var meget nyttigt for os,” siger Johnny Laursen og pointerer, at bogen og dens vignetter også giver et indblik i, hvordan problemerne manifesterer sig i hele sektoren på tværs af institutioner. 

Og som det også foreslås i bogen, kan dekanen godt forestille sig, at det kunne give mening med tiltag, som går på tværs af forskningsinstitutioner.

”Det centrale er, at sikre a first point of contact, som de, der oplever sexisme, kan være trygge ved at bruge. Det kan ske på de enkelte institutioner, men det kan for mig at se også ske på nationalt plan, hvor universiteterne indgår et samarbejde om en sådan funktion,” siger Johnny Laursen.

Berøringsangsten gør indtryk

Lektor Mie Plotnikof gør status over arbejdet med bogen, hvor ikke mindst gennemlæsningen af de mange beretninger om sexisme har gjort indtryk. 

”En af de ting, der har ramt os meget, er, hvor mange der har givet udtryk for lettelse over, at vi tager problemet op. De har mærket sexisme på egen krop, men har ikke selv turdet bringe det op. Den berøringsangst – og hvor omfattende den er – har gjort indtryk. Det er så hård og svær en kamp at kæmpe på egen arbejdsplads, at man ikke magter at gøre det ene person. Man tør end ikke snakke med gode kolleger om det. Den silencing culture, som det er udtryk for, er et kæmpe problem i sig selv, at der bliver fortiet så meget,” lyder det fra Mie Plotnikof.

Korrekturlæst af Charlotte Boel