Omnibus prik

Aarhus Universitet uddeler fem ph.d.-priser til forskertalenter

Fem nye ph.d.er på Aarhus Universitet har modtaget AU's Forskningsfonds årlige ph.d.-pris og 40.000 kroner hver. Talentprisen går til unge forskere, der har leveret opsigtsvækkende forskningsresultater.

Prisoverrækkelsen sker i maj i Aulaen på Aarhus Universitet, hvor også Holst-Knudsen forskertalent-prisen uddeles. Billedet her er fra prisoverrækkelsen i 2019. Foto: Ida Jensen/AU Foto

Aarhus Universitets Forskningsfond (AUFF) har offentliggjort, hvem der modtager årets fem ph.d.-priser, som gives til fem unge forskere på AU, som inden for deres fag ”har vakt ekstraordinær opsigt for deres resultater og deres formidling af dem.”

Med til prisen, der er blevet uddelt hvert år siden 2003, følger 40.000 kroner som anerkendelse for indsatsen. Prisen går i år til forskere, der har forsket i alternative nyhedsmedier, politisk psykologi, blærekræft, syntetisk biologi og drøvtyggerernæring. De fem ph.d.er modtager prisen for deres indsats under ph.d.-forløbet og er i dag alle sammen ansat i postdoc-stillinger, oplyser AU i en medarbejdernyhed.

Det er en ph.d.-studerende fra hvert af AU’s fem fakulteter, som hvert år modtager prisen. AU’s ph.d.-skoler indstiller kandidater fra de respektive fakulteter, og efterfølgende udvælger universitetsledelsen og forskningsfonden de endelige modtagere. 

Prismodtagerne

Miriam Brems fra Arts modtager prisen for sin forskning i, hvilke konsekvenser alternative nyhedsmedier har for demokratiet. Hun viser i sin ph.d., at der i en dansk sammenhæng er grund til at dæmpe bekymringen over brugen af alternative nyhedsmedier.

Lea Pradella fra Aarhus BSS har forsket i, om man kan vise empati og samtidig fastholde uenighed. Hun har blandt andet kunnet vise, at man bliver mindre fjendtligt indstillet over for modparten, og nogle gange mere enig, hvis man forsøger at forstå årsagerne til vedkommendes synspunkter. 

Sia Viborg Lindskrog fra Health har forsket i blærekræft og bruger en molekylær tilgang til at skabe en bedre forståelse af blærekæft. Potentialet er at kunne udvikle en mere individuel behandling end nu, hvor man giver mere ensartet behandling til patienter med blærekræft i et tidligt stadie. 

Ane Bretschneider Søgaard fra Natural Sciences har i en underdisciplin af syntetisk biologi, som handler om at bruge ikke-naturlige byggesten til at efterligne naturen og dermed skabe nye funktioner i celler, været med til at skubbe forskningen videre, hvad angår modifikation af celler. 

Morten Maigaard fra Technical Sciences har forsket i, hvordan Bovaer effektivt kan reducere køers produktion af metan. I sit ph.d.-projekt stod han for de første store danske forsøg med fodertilsætningsstoffer til reduktion af den metan, køer bøvser op. 

Selve prisoverrækkelsen finder sted onsdag 28. maj klokken 11 i Aulaen på AU. Her vil modtagerne af priserne også præsentere deres forskning.