Omnibus prik

Årsfest 2024: Her er årets æresalumne, prismodtagere og æresdoktorer

Ved Aarhus Universitets årsfest uddeles hvert år en række priser og rejselegater, ligesom årets æresdoktorer og æresalumne promoveres. Få her et overblik over årets modtagere af priser og hæder.

Højesteretspræsident Jens Peter Christensen er Aarhus Universitets Æresalumne 2024. Foto: Jens Hartmann Schmidt/AU Foto

Foruden taler fra bestyrelsesformand Birgitte Nauntofte, rektor Brian Bech Nielsen, uddannelses- og forskningsminister Christina Egelund (M) og studerende Karen Porskrog Boisen bød Aarhus Universitets årsfest traditionen tro også på en stribe prisoverrækkelser og promoveringer af æresdoktorer og ikke mindst offentliggørelse af årets æresalumne. Mens navnene på flere af de øvrige modtagere af priser og hæder var offentliggjort på forhånd, holdt universitetet navnet på årets æresalumne tæt til kroppen indtil højtideligheden i Aulaen. 

Bestyrelsesformand appellerer ministeren om at øge universiteternes basisbevilling: ”Videnskab er beredskab”

Årets æresalumne 

I år tildeles ærestitlen højesteretspræsident Jens Peter Christensen. Rektor Brian Bech Nielsen overrakte prisen og indledte med at fortælle, at prisen gives til en alumne, som har haft en inspirerende karriere i samfundets tjeneste.

"Karriere er måske ikke et revisende ord at bruge i denne sammenhæng, for ordet karriere indikerer, at der har været en plan. Det har der ikke været. For som du siger: Der er ikke grund til at planlægge – det vigtige er, at du gør dig umage med det, du er i gang med lige nu", lød det fra rektor med henvisning til, Jens Peter Christensen ikke just har taget den snorlige vej gennem uddannelsessystemet. Faktisk langtfra.

Jens Peter Christensen har læst indtil flere uddannelser på Aarhus Universitet. Han begyndte på medicin, skiftede siden til økonomi, men endte på statskundskab og blev cand.scient.pol. i 1982. I løbet af sine statskundskabsstudier blev Jens Peter Christensen grebet af juraen og tog efterfølgende sin ph.d.-grad på Juridisk Institut. Herefter blev han ansat som lektor ved instituttet – uden vel at mærke at have en juridisk kandidateksamen. Det blev der imidlertid rådet bod på i 1992, for Jens Peter Christensen studerede jura som selvstudium sideløbende med sit arbejde som lektor. 

Selv efter udnævnelsen til højesteretsdommer i 2006 og siden til højesteretspræsident i 2022 har Jens Peter Christensen bevaret kontakten til Aarhus Universitet. 

"Du kommer troligt til Aarhus og byder velkommen til de nye jurastuderende. De er beærede, og du kalder det den bedste dag på året", sagde Brian Bech Nielsen.

Else Kai Sass-prisen 

Else Kai Sass-prisen, som sidste år blev uddelt for første gang, gives til en kandidat, "der bringer viden fra AU ud i samfundet, og som har gjort sig særligt positivt bemærket inden for forskningsformidling, samarbejde og/eller innovation". 

I år går prisen til Karin Lykke-Hartmann, der er professor ved Institut for Biomedicin. Hun modtager prisen for sin forskning i de processer, der er afgørende for fertilitet. Sammen med sin forskergruppe har hun lagt grunden for en ny type fertilitetsbehandling, som er hormonfri – og som hun nu har patent på. Det førte til etableringen af virksomheden Notify Therapeutics, som siden etableringen har rejst 55 millioner kroner i investeringer fra flere fonde. Karin Lykke-Hartmann kan dermed kalde sig både forsker og CEO. 

"Du er forsker med stort F, du er også iværksætter med stort I", lød det fra Lone Ryg Olsen i motivationen. 

Med prisen følger 60.000 kroner fra Aarhus Universitets Jubilæumsfond. 

Rigmor og Carl Holst-Knudsens Videnskabspris

Fra AU's nyeste pris bevæger vi os til den ældste, nemlig Rigmor og Carl Holst Knudsens Videnskabspris, der blev uddelt første gang i 1958. I år går prisen til Lotte Meinert, der er professor i antropologi ved Institut for Kultur og Samfund. Lotte Meinerts forskning spænder bredt fra udvikling af post-konfliktområder til antropologien til antropologiske forskningsbidrag inden for humanistisk sikkerheds- og sundhedsforskning, herunder spredning af sygdomme. Hun har derudover et stærkt globalt engagement, herunder udvikling af forskertalenter ved både europæiske og afrikanske universiteter.

”Næsten al den forskning, jeg har været engageret i, har været kapacitetsopbyggende både for universiteterne i syd, i Afrika og her i Europa. Ved at udføre forskning sammen om emner, som optager begge parter, som sundhed, konflikt, jord, tid, ægteskaber og kærlighed bidrager vi til at mindske den ulighed, der også er i vidensøkonomien”, fortæller hun i en nyhed på au.dk

Ved årsfesten tog Lotte Meinert imod prisen med ordene:

"Jeg tager imod på vegne af de projekter, institutioner og mennesker, jeg har arbejdet med. Forskning er en kollektiv bedrift. Jeg er desuden glad for, at Aarhus Universitet sætter pris på Afrikaforskningen. Det er Afrikas århundrede nu".

Med Rigmor og Carl Holst-Knudsens Videnskabspris følger 100.000 kroner.

Årets underviser på AU i 2024

Årets underviser på Aarhus Universitet er Mikkel Bennedsen, der er lektor ved Institut for Økonomi og modtager årets Undervisningspris samt 60.000 kroner fra Aarhus Universitets Jubilæumsfond. Prisen gives som anerkendelse af fremragende og banebrydende undervisning. 

Mikkel Bennedsen underviser i fagene matematik og statistik på Politik og Økonomi-studierne, og her er han populær blandt de studerende. Hele fem gange er han blevet kåret som årets underviser af de studerende på studiet. Tre gange er han kåret som årets underviser ved Økonomi, og sidste år var han nomineret til den nationale underviserpris. 

Mikkel Bennedsen lægger vægt på at tydeliggøre relevansen af sine fag for de studerende, ligesom han også arbejder på at mindske overgangen fra gymnasie til universitet.

Fem studerende får legater til udlandsophold

Det var dog ikke kun medarbejdere, der modtog anerkendelse ved årsfesten. Fem studerende modtog Dronning Margrethe II's rejselegater på hver 25.000 kroner til at muliggøre et udlandsophold ved et udenlandsk universitet. Rejselegatet uddeles til en særligt talentfuld studerende fra hvert fakultet. Da H.M. Dronningen selv studerede statskundskab og arkæologi ved Aarhus Universitet, er det altid en studerende fra arkæologi ved Arts og en studerende fra statskundskab ved Aarhus BSS, der modtager rejselegatet, mens prisen på de øvrige fakulteter ikke er bundet op på bestemte uddannelser. 

Årets modtagere af Dronning Margrethe II's rejselegat er:

  • Johan Trap-Godau, kandidatstuderende i arkæologi ved Institut for Kultur og Samfund, Arts

  • Amalie Andkær Pedersen, kandidatstuderende i statskundskab ved Institut for Statskundskab, Aarhus BSS

  • Amalie Quist Rousing, kandidatstuderende i medicin ved Institut for Biomedicin, Health

  • Rebecca Fjord Jørgensen, kandidatstuderende i biologi ved Institut for Biologi, Natural Sciences

  • Carl Johan von Düring Lausen, bachelorstuderende i mekanik ved Institut for Mekanik og Produktion, Technical Sciences

Fem æresdoktorer 

I forbindelse med årsfesten udpeger hvert af AU's fem fakulteter en æresdoktor fra danske eller internationale forskningsinstitutioner, som fakultetet samarbejder med. 

  • Arts har udpeget professor Ann Phoenix fra University College London i Storbritannien.
  • Aarhus BSS har udpeget højesteretsdommer og forhenværende ombudsmand Jørgen Steen Sørensen.
  • Health har udpeget professor Sharon Lewin fra University of Melbourne i Australien.
  • Natural Sciences har udpeget professor Anthony J. Ryan fra University of Sheffield i Storbritannien.
  • Technical Sciences har udpeget professor Anne S. Kiremidjian fra Stanford University i USA.

Korrekturlæst af Charlotte Boel