Hvis man skal udråbe en duks, når det gælder kønsbalance på AU, må den hæder nok tilfalde DPU. For mens tendensen på landsplan og på langt de fleste institutter på AU er en klar overvægt af mænd på lektor- og professorniveau, præsterer DPU en så godt som ligelig fordeling mellem mænd og kvinder på samtlige stillingsniveauer fra postdoc til og med professor. 

Og det til trods for, at der på instituttets uddannelser er en massiv overvægt af kvindelige studerende. Mere end 80 procent af de studerende, der dimitterede med en kandidatgrad inden for pædagogik og uddannelsesvidenskab i perioden 2016-2020, var kvinder.

En slags undtagelse

Den tendens fortsætter ikke overraskende blandt de ph.d.-studerende, hvor kvinder i 2019 udgjorde cirka 65 procent af de ph.d.-studerende. Men herefter udlignes tallene til en tæt ved ligelig fordeling mellem mænd og kvinder.

Claus Holm, institutleder ved DPU - Danmarks institut for Pædagogik og Uddannelse

”Det er rigtigt, at vi udgør en slags undtagelse fra det gennemgående mønster,” skriver institutleder Claus Holm i en mail til Omnibus. 

Han fortæller videre, at de pæne tal er udtryk for en aktiv indsats.

”For det første, at flest kvinder – og også de mest dygtige kvinder inden for feltet – er blevet ansat på DPU gennem tiderne. Og for det andet, at instituttet siden 2014/2015 har arbejdet for en ligelig fordeling mellem mænd og kvinder blandt instituttets ansatte – og i den periode er kommet et stykke vej.”

Stadig lidt vej endnu på ph.d.-området 

Men der er stadig områder, som ledelsen mener, der skal arbejdes med, for instituttet ansætter fortsat klart flest kvindelige ph.d.-studerende. Det viser den rapportering, som instituttet har lavet i forbindelse med 'AU's handleplan for flere kvinder i forskning 2016-2020'.

I 2019 var 74 procent af de nyrekrutterede ph.d.-studerende kvinder, mens kvinderne kun udgjorde 58 procent af ansøgerne. Og ser man på kønsfordelingen blandt de kvalificerede ansøgere, lander tallet på 62 procent kvinder og 38 procent mænd. Med andre ord er procenten af nyansatte kvinder højere end procenten af kvalificerede kvindelige ansøgere. 

Omnibus ville gerne have spurgt institutleder Claus Holm, hvordan instituttet arbejder med at udligne den skæve kønsfordeling på ph.d.-området, men det har desværre ikke været muligt at få en kommentar inden deadline. 

IKK: Ubalancen skyldes historisk skævhed – med det går den rigtige vej

På Institut for Kommunikation og Kultur (IKK) er kvinderne overrepræsenteret på de første trin af den akademiske karrierestige, mens mændene er i overtal fra lektorniveau og opefter. 

Men udviklingen i instituttets kønsbalance går i den rigtige retning, fortæller institutleder Per Stounbjerg. 

”Der er grundlæggende sket en positiv udvikling i den tid, vi har haft handleplanen for flere kvinder i forskning 2016-2020. Det er mest synligt i professorkategorien, hvor der i 2016 var 1 kvinde og 10 mænd.”

Ved udgangen af 2019 var der 19 mandlige professorer og 12 kvindelige, og Per Stounbjerg oplyser, at der siden er blevet ansat fire nye professorer, hvoraf tre er kvinder.

”Der er også positive bevægelser i øvrige stillingskategorier, dog flyttede vores professorsatsning et antal kvinder fra lektor- til professorkategorien. Når det er sagt, er der stadig et stykke arbejde med at få fuld balance i lektor- og professorkategorien, hvor fordelingen nu er cirka 40/60 i procent,” siger Per Stounbjerg.

Per Stounbjerg, institutleder ved Institut for Kommunikation og Kultur

I har en overvægt af kvindelige ph.d.er, postdocer og adjunkter, men på lektor- og professorniveau er kvinderne i undertal. Hvad skyldes det, og er det et problem?

”Ubalancen i de højeste kategorier er et problem. Det skyldes især en historisk skævhed, som det kræver en aktiv rekrutteringsindsats – og fratrædelser – at ændre. Det er en mere sej og langstrakt proces med drypvise ansættelser hist og pist, selvom vi går i den rigtige retning,” siger institutlederen. 

Stigende brug af søgekomitéer  – og også genopslag

Per Stounbjerg fortæller, at det er et strategisk mål for instituttet at få flere kvinder på lektor- og professorniveau.

”Begrundelserne er mange og velkendte: ligestilling, diversitet, aktivering af talentmasse og rollemodeller for alle vores grupper af studerende.” 

Videre siger han:

”Indsatsen indbefatter opmærksomhed på opslag, stigende aktiv brug af søgekomiteer – og i mere end en håndfuld tilfælde genopslag på grund af manglende diversitet (i ansøgerfeltet, red.).” 

Derudover oplyser Per Stounbjerg, at Institut for Kommunikation og Kultur altid har flere køn i ansættelses- og bedømmelsesudvalg, og at shortlisting, hvor en række ansøgere udvælges til bedømmelse af bedømmelsesudvalget, gør det lettere at være opmærksom på køn i ansøgerfeltet.

Mændene bliver ikke diskrimineret

I har overvægt af kvindelige ph.d.er, postdocer og adjunkter – hvorfor det? Er det et problem for mændene på de stillingsniveauer?

”Overvægten af kvinder blandt ikke-fastansatte medarbejdere modsvarer til dels vores studentersammensætning. Det er en forklaring, men ikke alle steder et ideal.”

Institutlederen ser de strategiske indgreb for at bedre kønsbalancen som en nødvendig forudsætning for at kompensere for årtiers skævheder.

”Der har lydt bekymrede røster fra enkelte ikke-fastansatte mænd. Men grundlæggende ser jeg ikke tegn på, at de er blevet diskriminerende behandlet,” siger Per Stounbjerg.

IKS: Mænd i overtal på de øverste karrieretrin

På det tredje institut på Arts, Institut for Kultur og Samfund (IKS), er der – ligesom på Institut for Kommunikation og Kultur – et flertal af kvinder blandt de færdiguddannede kandidater, og de er også i overtal blandt de ph.d.-studerende.

Men på lektor- og professorkontorerne er det mændene, der dominerer. På ph.d.-niveau udgør kvinderne 59 procent af de ansatte, mens det tal falder til 33 procent på professorniveau.

Omnibus ville gerne have institutleder Bjarke Paarup til at kommentere på tallene, men han er ikke vendt tilbage på Omnibus’ henvendelse.