Arts får ny dekan: DTU-professor Maja Horst erstatter Johnny Laursen
Professor i ansvarlig teknologi på DTU, Maja Horst, bliver fra 1. juni ny dekan på fakultetet Arts. Maja Horst bliver ansat for en seksårig periode og erstatter dekan Johnny Laursen, der har været dekan på Arts de seneste ni år. Han skal nu være lektor ved Afdeling for Historie og Klassiske Studier.
Når Arts-dekan Johnny Laursens nuværende ansættelsesperiode udløber 31. maj i år, bliver det Maja Horst, der overtager posten som dekan på fakultetet.
54-årige Maja Horst er i øjeblikket professor i ansvarlig teknologi på Danmarks Tekniske Universitet og formand for Danmarks Frie Forskningsfond. Posten som formand forlader hun i forbindelse med sit nye job på AU.
I en nyhed oplyser AU, at det er et enigt ansættelsesudvalg, der har udpeget professoren til ny dekan ”i et meget velkvalificeret felt af ansøgere”. Her sætter rektor Brian Bech Nielsen også ord på ansættelsen.
”Vi er overbeviste om, at Maja Horst med sin brede faglige og mangeårige ledelseserfaring er den rette profil til at forestå den videre udvikling. Hun besidder en meget spændende og unik faglig spændvidde og har et mangefacetteret blik på humanioras bidrag til samfundet”, udtaler rektor.
Fortid på KU
Maja Horst har siden 2019 været professor på DTU. Inden da var hun i otte år institutleder på KU’s Institut for Medier, Erkendelse og Formidling, hvor hun også var professor i forskningskommunikation, oplyser AU.
Maja Horst er blevet ansat for en seksårig periode med mulighed for forlængelse i op til tre år. Hun kalder det for en ”fantastisk udfordring”.
”Vores verden bygger på mennesker og deres relationer, og vi er dybt afhængige af humaniora for at forstå os selv, hinanden og de samfund, vi skaber. Jeg har fulgt Aarhus Universitets udvikling gennem årene og mener, at jeg netop her vil kunne gøre en forskel med min tilgang og syn på udviklingsmulighederne”, udtaler Maja Horst i nyheden.
Johnny Laursen bliver lektor på AU
Johnny Laursen går tilbage til en stilling som lektor ved Afdeling for Historie og Klassiske Studier på Institut for Kultur og Samfund.
Trods år præget ”af alt andet end stabilitet” har Johnny Laursen formået at skabe en stabil og tænksom udvikling, udtaler Brian Bech Nielsen. Johnny Laursen har stået i spidsen for Arts under blandt andet dimensionering, reformer og den altid verserende debat om humanioras rolle i samfundet.
Korrekturlæst af Charlotte Boel.