Maja Horst åbner hoveddøren ind til opgangen.

”Min mand sagde godt nok, at dørtelefonen ikke virkede. Det troede jeg selvfølgelig ikke på …” smiler hun efter at have måttet tage turen ned fra fjerde sal.

Den kommende dekan for fakultetet Arts tager imod i lejligheden på Amager, der dog på ingen måde bærer præg af, at hun om en uges tid tiltræder posten i Aarhus. Der er hverken kufferter eller flyttekasser.

”Min mand arbejder på CBS, så vi har besluttet at indrette os sådan, at jeg skaffer mig en lejlighed i Aarhus, hvor jeg vil være i hverdagene, og så er vi her i weekenderne, i hvert fald indtil videre,” fortæller Maja Horst.

Med undtagelse af IT-Universitetet har Maja Horst haft sin gang på stort set alle andre universiteter på Sjælland. Hun tog sin kandidat i samfundsfag og kommunikation på RUC og har en ph.d. i videnssociologi fra CBS. Bestred i perioden 2011-2019 posten som institutleder for Institut for Medier, Erkendelse og Formidling ved Københavns Universitet, hvor hun også var professor i forskningskommunikation. Endelig har hun siden 2019 og indtil nu været professor i ansvarlig teknologi ved DTU. Og nu rykker hun så over Storebælt til Aarhus Universitet.

”Jeg har gennem en årrække tænkt, at hvis jeg skulle arbejde et andet sted, havde jeg utroligt meget lyst til at arbejde på Aarhus Universitet. Jeg kan virkelig godt lide universitetet, jeg synes, byen er fantastisk, og jeg kan godt lide den ledelses- og organisationskultur, der er i Aarhus. Og Arts er et fantastisk fakultet, som er meget stærkt og bredt. Så da jeg så jobannoncen, tænkte jeg: Det må jeg søge!”

Maja Horst kigger ud ad vinduet, mens hun taler. Men vender sig så ind mod bordet.

Med min baggrund, hvor jeg har erfaring fra mange universiteter og fra flere forskningspolitiske fora, er jeg også et sted i mit arbejdsliv, hvor jeg tænker, at i lige præcis det her job vil jeg kunne gøre en forskel og bidrage med noget.

”Med min baggrund, hvor jeg har erfaring fra mange universiteter og fra flere forskningspolitiske fora, er jeg også et sted i mit arbejdsliv, hvor jeg tænker, at i lige præcis det her job vil jeg kunne gøre en forskel og bidrage med noget.”

Maja Horst har blandt andet i seks år været en del af Danmarks Forsknings- og Innovationspolitiske Råd under Uddannelses- og Forskningsministeriet og har de seneste tre et halvt år siddet i Danmarks Frie Forskningsfonds bestyrelse, de sidste to år som formand. En post, hun nu fratræder.

”Det er med vemod, at jeg nu stopper både som formand og som professor – men stillingen som dekan kombinerer både min forskningserfaring, min ledelseserfaring og min erfaring fra de forskningspolitiske hverv, så jeg glæder mig virkelig.”

Et vigtigt job

Maja Horst havde egentlig et nyt forskningsprojekt på bedding, som hun var i færd med at skaffe midler til, men det bliver nu sat på pause. For efter en periode, hvor hun sideløbende med sin professorstilling har været formand for Det Frie Forskningsråd, har hun også lyst til at fokusere sin tid om én post. Og selvom engagementet gløder i både øjne og gestik, når hun taler om sin forskning, er hun afklaret med at lægge den på hylden for nu.

”Hvis jeg virkelig kommer til at savne det, kan jeg jo se, om der er lidt tid om lørdagen,” griner hun, inden hun forsætter i mere alvorlig mine:

”Jeg har det fint med det, for jeg har ikke oplevelsen af, at det er et farvel for evigt. Jeg har før skruet ned for min forskning for så at gå på fuld tid igen, så det kan jeg formentlig gøre igen. Men lige nu tager jeg et aktivt valg om at gøre noget andet end at forske, fordi det er vigtigt. Det er et meget, meget vigtigt job at være dekan for Arts lige nu.”

Arts er ikke i krise – men det er under pres

Maja Horst sigter til, at det er et fakultet og et område, hvor der er sket mange forandringer de seneste år som følge af politiske reformer og heraf følgende nedskæringer, og hvor enkelte forskningsretninger også er blevet ramt af kras kritik blandt andet fra politisk side. Og det er vigtigt at forstå, at hvis udviklingen fortsætter som de seneste 8-10 år, er der viden, der går tabt, som vi får svært ved at undvære, mener Maja Horst.

Den produktion af viden, som foregår inden for Arts og inden for humaniora, er nødvendig i forhold til de kriser, vi står i lige nu som samfund.

”Det er ikke rigtigt at sige, at området er i krise, for det er enormt stærkt felt. Men Arts er udsat for forskellige pres, især udefra. Det er samtidig et område, hvor der en hel masse muligheder, fordi den produktion af viden, som foregår inden for Arts og inden for humaniora, er nødvendig i forhold til de kriser, vi står i lige nu som samfund,” siger Maja Horst.

Hun nævner som eksempel den grønne omstilling.

”Her gør økonomisk viden det ikke alene. Vi har også brug for at vide, hvad der motiverer folk til handling. Hvad der får folk til at tro, at vi kan skabe en bedre fremtid sammen. Hvad der skaber den sammenhængskraft, der skal til for at omstille samfundet.”

Hun fortsætter:

”Vi kan også tage den aktuelle sikkerhedspolitiske situation i verden. Hvem ved noget om, hvad der skaber mening? Hvilke fortællinger, der driver både krige og fred? Det er jo humaniora bredt forstået.”

Nu har hun talt sig varm:

”Tag den nye teknologi. Hvordan skal vi forholde os til kunstig intelligens?”

Hvis man sidder og tænker, at Maja Horst her kun refererer til den del af humaniora, hun i høj grad selv repræsenterer, nemlig teknologiforståelse, medier, kommunikation og formidling, tager man fejl.

”Det er ikke nogle få udvalgte, der er relevante på Arts; det er det samlede vidensberedskab, der er nødvendigt,” siger hun og fortsætter:

For mig er det helt indlysende, at der er brug for os i fremtiden.

"Når det kommer til trivselskrisen blandt vores børn og unge, er uddannelsesvidenskaben jo helt central. Tag et fag som dramaturgi og sig så iscenesættelse – det foregår jo overalt i samfundet. Det samme med fortolkning og fortolkende oversættelse, som jo har en lang tradition inden for flere fag på humaniora. Fortællingens vigtighed optræder alle steder. Områdestudier og at forstå kulturer er fortsat vigtigt. Og i takt med at kunstig intelligens vinder frem, bliver det også vigtigt at forstå, hvad der er unikt menneskeligt. Det er jo det, vi lærer på Arts i alle mulige afskygninger. Så for mig er det helt indlysende, at der er brug for os i fremtiden.”

Men den fortælling bør man skærpe, mener Maja Horst.

”Og vi skal ikke kun tale om det: Vi skal vise det. Sætte den humanistiske viden i spil på en positiv måde. Det foregår allerede, men vi kan godt blive tydeligere.”

Fortællingen skal formes i samspil med fakultetets medarbejdere og studerende, understreger hun. Maja Horst nærer respekt for det arbejde, der er pågået på fakultetet hidtil i forhold til at håndtere pres, reformer og nedskæringer. Som hun ser det udefra, er der lagt fornuftige planer – og hun har umiddelbart ikke tanker om at skulle ind og gøre en masse anderledes.

Hun håber, at Arts går roligere tider i møde. Men erkender også, at det er for tidligt helt at sænke skuldrene med den varslede kandidatreform forude. Derfor er hun optaget af at skabe et bolværk af arbejdsglæde og faglig gejst blandt både medarbejdere og studerende.

Det er min kerneopgave at være med til at trække det frem, der gør, at vi har lyst til at forske og undervise.

”Det er min kerneopgave at være med til at trække det frem, der gør, at vi har lyst til at forske og undervise. Det, der giver medarbejdere og studerende glæde i øjnene. Det er det, vi virkelig skal værne om,” siger hun.

Fascineret af kontroverser

Adspurgt, hvad der kan få gnisten frem i hendes egne forskerøjne, svarer hun:

”At forstå kontroverser. Specifikt kontroverser omkring ny teknologi, især bioteknologi. Det, jeg synes er fascinerende, er: Hvordan kan det være, at vi er så uenige om ny teknologi? Det er vi jo, fordi vores holdninger hænger sammen med vores grundlæggende fortælling om os selv, vores rolle i samfundet, vores identitet – dem vi er og ikke er. Det er spændende, fordi det dybest set handler om at forstå, hvad der holder samfundet sammen – altså om sammenhængskraft.”

Det er spændende, fordi det dybest set handler om at forstå, hvad der holder samfundet sammen – altså om sammenhængskraft.

Interessen for feltet begyndte allerede, da hun i 1996 skrev speciale om fosterdiagnostik. Dengang baserede opgaven sig på en rapport fra 70’erne, som understøttede tilbuddet om screening for Downs syndrom ud fra en økonomisk beregning på, hvad der bedst kunne svare sig samfundsøkonomisk.

”Det forekom meget mærkeligt og uetisk i 90’erne, for i 80’erne havde vi jo nedsat Etisk Råd, og vi havde også fået retningslinjer omkring parrenes autonomi. Det skift i begrundelser for en teknologi syntes jeg var spændende. Og derfra gik jeg videre med at se på kontroverser i forhold til kloning, reagensglasbørn og genterapi,” fortæller Maja Horst, der trækker trådene helt op til nutidige kontroverser omkring vedvarende energi, forsyningssikkerhed og fødevareproduktion.  

”Der kommer masser af den slags spørgsmål – hvor skal vindmøller placeres? I fremtiden skal energiforbruget styres efter, hvornår der produceres strøm – men finder forbrugerne sig i det? Er vi villige til at spise proteiner fra insekter? Det handler om, hvordan vi implementerer ny teknologi på en måde, så vi samtidig holder sammen på samfundet.”

”Når jeg ser et land som USA, hvor folk ikke længere kan snakke med hinanden, så bliver jeg virkelig bange. Jeg bekymrer mig om, hvordan man kan sikre et samfund, hvor man kan holde sammen på trods af uenighed.”

---

Fem skæve til Maja Horst

Sidst jeg var oppe i det røde felt, var: ”Efter jeg havde vasket gulv på vores badeværelse i vores fritidshus på landet, og min mand så vadede ind over gulvet med sine store støvler. Det tog dog kun 20 sekunder, så var jeg faldet ned igen.”

Jeg kan ikke få det bedre, end når jeg: ”Der er to ting, jeg kommer til at tænke på: Det ene er sådan et møde, hvor alle bidrager, og vi finder en ny løsning sammen. Det andet er, når jeg har slået græs med havetraktoren og sidder ved vores bålsted om aftenen ude i vores fritidshus med ild i bålet og et glas vin i hånden.”

Sommerens ferie går til: ”England og Skotland, hvor vi skal se familie og venner. Min mand er fra England og har tre børn, som bor derovre. Og jeg har derfor otte børnebørn på gule plader i England. Sammen skal vi på en festival i Sydengland for familier med vores børn og børnebørn.”

Min yndlings-app: ”Jeg har et had-kærlighedsforhold til Duolingo. Jeg forsøger at øve mit tysk. Jeg har haft et gæsteprofessorat i München, men problemet er, at alle er så internationale, at det er meget svært at komme til at træne sit tysk. Nu har jeg så Duolingo, og den er supersmart. Men den er også irriterende, fordi den dagligt minder mig om, at jeg skal træne. Ellers er det min vejrapp – dels har jeg cyklet på arbejde, hvor det jo er ret interessant, om det regner. Dels er det jo, fordi jeg godt kunne tænke mig lidt regn til de frugttræer, vi lige har plantet.”

De færreste ved, at jeg: ”Har et Sunderland-fodboldtørklæde og jævnligt går til fodboldkampe, når klubben spiller. Jeg har giftet mig til et forhold til klubben, men synes også, at fodbold som kultur er megainteressant og sjovt. Når jeg sidder og ser på, at Sunderland taber 5-1, bliver jeg virkelig forbandet. Sunderlands fodboldstadion ligger ovenpå den sidste store mine, som blev lukket, og klubben indkapsler på den måde det forfald, Nordøstengland har gennemgået med afindustrialiseringen. Nu må vi se, om jeg også skal til at have en relation til AGF, p.t. har jeg ikke nogen dansk fodboldklub.”

Korrekturlæst af Charlotte Boel