Omnibus prik

AU Helpline udvider med en chatlinje

En ny chatlinje skal gøre det endnu lettere at få hjælp.

Eva Poulsen læser medicin og tog initiativ til den anonyme hjælpelinje for godt et år siden. Inspirationen er hentet på et udlandsophold i USA, og motivationen kom blandt andet fra AU's studiemiljøundersøgelse fra 2017, der viste, at hver femte studerende oplever symptomer op stress i hverdagen. Foto: Privat.

Fakta: AU Helpline

  • AU Helpline åbnede 3. september 2018.
  • Hjælpelinjen er drevet af 20 frivillige AU-studerende.
  • Hjælpelinjen er forbeholdt studerende på AU.
  • Du kan ringe mandag til torsdag fra 19-22 på telefon 87 15 16 46.
  • AU Helpline er oprettet i samarbejde med Studenterrådet, Studenterrådgivningen og Aarhus Universitet.
  • AUhelpline.dk

Siden den anonyme hjælpelinje AU Helpline åbnede 3. september sidste år, har to-tre studerende ringet ind hver uge for at få gode råd eller et lyttende øre.

Endnu flere har slået på tråden siden begyndelsen af december, hvor eksamensperioden for mange blev skudt i gang. Men initiativtageren bag linjen, Eva Poulsen, der læser Medicin på 8. semester, mener ikke, at udsigten til det grønne bord er den eneste grund til stigningen i opkald om hjælp.

”Det handler også om, at vores markedsføring når ud til flere studerende,” siger hun.

Selvom de ekstra opkald falder sammen med eksamensperioden, handler de nemlig langt fra kun om eksamensangst.

”Det, vi ser mest, er trivselsrelateret og handler for eksempel om manglende netværk og ensomhed. Både på studiet, men også generelt. Mange ringer også ind, fordi de føler sig stressede, har præstationsangst, har problemer med deres studiegrupper eller bare ikke helt er faldet til,” fortæller Eva Poulsen.

Det sidste år har der på AU været stort fokus på seksuelle krænkelser, og i november kom det frem, at knap 1.200 studerende på danske universiteter har oplevet seksuelle krænkelser. Det til trods fylder den type opkald ikke meget.

LÆS OGSÅ: Frivillige AU-studerende opretter anonym helpline

”Det er ikke det, vi primært får opkaldt om, i hvert fald ikke endnu. Men AU har også oprettet en enhed til det specifikt, som fokuserer på blandt andet seksuel chikane, der er sket på universitetet,” siger Eva Poulsen med henvisning til AU’s nye side ”Vi siger fra.”

AU Helpline søger frivillige

I februar stopper en håndfuld af de 20 frivillige, der har siddet ved telefonerne de sidste fem måneder, og hjælpelinjen er derfor på udkig efter nye frivillig, der gerne vil oplæres i at give en hjælpende hånd.

De skal igennem en række cases, hvor de lærer at tage opkald inden for en række emner, herunder trivsel, ensomhed, depression, overgreb, sorg og selvmordstanker.

”De frivillige skal kunne tage et hvilket som helst kald, men det skal ikke ses som udtryk for at vi forventer det ene kriseopkald efter det andet. Og vi henviser også videre til andre med ekspertkompetencer,” understreger Eva Poulsen.

Det eneste krav til de frivillige er, at de er AU-studerende og brænder for at hjælpe andre. Frivillige binder sig for to semestre ad gangen.

Chatlinje skal gøre det lettere at få hjælp

For at nå ud til flere studerende lancerer AU Helpline i februar også en chatlinje, så man kan skrive ind. Ligesom telefonopkaldene er chatten anonym og fortrolig.

”Vi vil gerne gøre det endnu mere tilgængelig og nemmere for dem, der synes, det er for grænseoverskridende at ringe til fremmede,” forklarer Eva Poulsen.

Chatten kommer til at have åbent i samme tidsrum som telefonlinjen, og det bliver de samme frivillige, der sidder ved tastaturet, som dem der tager telefonerne.

”Vi opretter chatten i samarbejde med Livslinjen, som også kommer ud for at oplære vores frivillige i at hjælpe over chat. Det er et meget professionelt set up, så der er styr på alt det tekniske, lovmæssige og anonymiteten,” siger Eva Poulsen.

Der kommer til at være et direkte link til chatten på AU Helplines hjemmeside. Inden chatten går i gang, skal man svare på et kort spørgeskema, så de frivillige kan få en umiddelbar ide om, hvilket emne henvendelsen drejer sig om.

I fremtiden vil de frivillige også overveje, hvordan de bedst kan holde linjerne åbne, når behovet er størst.

”Nogle studerende har været ærgerlige over, at vi har holdt lukket i julen. Vi vil gerne finde en balance mellem, at de frivillige kan holde ferie, men også at være der, når de studerende har brug for det,” siger Eva Poulsen.

Tror på, at det gør en forskel

Eva Poulsens oplevelse er, at dem, der ringer ind, kan bruge den hjælp, de får.

”I slutningen af en samtale spørger vi altid, om de har fået det bedre eller er mere rolige. Det har vi generelt en oplevelse af er tilfældet. Og de frivillige har en følelse af at have hjulpet, og at det giver mening at vi har startet linjen. Også selvom det kan være nogle svære opkald.” siger hun.

Hun understreger, at de gør sig umage for at henvise videre til andre muligheder for hjælp fra nogle med større ekspertise.

Fakta: AU Helpline

  • AU Helpline åbnede 3. september 2018.
  • Hjælpelinjen er drevet af 20 frivillige AU-studerende.
  • Hjælpelinjen er forbeholdt studerende på AU.
  • Du kan ringe mandag til torsdag fra 19-22 på telefon 87 15 16 46.
  • AU Helpline er oprettet i samarbejde med Studenterrådet, Studenterrådgivningen og Aarhus Universitet.
  • Auhelpline.dk