AU investerer 300 millioner kroner i at styrke cybersikkerhed
Aarhus Universitet vil med egne ord være epicenter for forskning, uddannelse og innovation inden for cybersikkerhed og investerer 300 millioner kroner i den strategiske satsning, der blandt andet omfatter åbningen af et nyt forskningscenter, AU Cyber, som skal samarbejde med både erhvervsliv, Forsvaret og øvrige myndigheder.
Som del af Aarhus Universitets nye Strategi 2030 har universitetets bestyrelse vedtaget at investere 300 millioner kroner i cybersikkerhed. Satsningen har tre spor: Forskning, innovation og uddannelse. Konkret vil Aarhus Universitet i løbet af 2026 lancere et nyt forskningscenter, som får navnet AU Cyber. Centeret skal samle universitetets førende felter inden for cybersikkerhed, såsom kryptografi og softwaresikkerhed, ligesom antallet af forskere øges, blandt andet ved at tiltrække talentfulde juniorforskere og internationale topforskere. AU Cyber skal samarbejde tæt med både lokale it- og innovationsmiljøer, såsom Incuba og Alexandra Instituttet, og med det nationale videnscenter Security Tech Space, som ligger i IT-byen på Katrinebjerg.
På uddannelsesområdet vil Aarhus Universitet fra 2028 hvert år uddanne 40 kandidater, der er højt specialiserede inden for cybersikkerhed og skal kunne bidrage til Forsvaret eller offentlige myndigheder og private virksomheder. Aarhus Universitet uddanner i forvejen 300 kandidatstuderende med kompetencer inden for cybersikkerhed. AU vil udvikle nye kurser med fokus på cybersikkerhed. Udover it vil uddannelserne inkludere fagområder som jura, etik og brugeradfærd.
Derudover er det planen, at etablere en innovationshub for cybersikkerhed, der skal omsætte forskningsbaseret viden til konkrete løsninger. Hubben vil være for både forskere og studerende og skal understøtte udviklingen af opstartsvirksomheder med fokus på cybersikkerhed.
Rektor: AU skal være knudepunkt for cybersikkerhed
Ifølge rektor ved Aarhus Universitet Brian Bech Nielsen er satsningen afledt af den stigende digitalisering af samfundet og det deraf følgende behov for at beskytte den digitale infrastruktur:
”Når vores hverdag, vores virksomheder og vores demokratiske institutioner i stigende grad er digitale, så bliver cybersikkerhed en grundsten i håndtering af fremtidens trusselsbillede. Danmark har brug for et fagligt omdrejningspunkt, der kan forske i de mest avancerede trusler og uddanne nogle af de dygtigste cyberspecialister i verden. Det ansvar er Aarhus Universitet klar til at tage på sig,” udtaler rektor i en nyhed fra Aarhus Universitet.
I et opslag på LinkedIn skriver rektor desuden, at ”Investeringen skal fremme forskning, uddannelse og innovation og gøre Aarhus Universitet til et knudepunkt for cybersikkerhed , hvor topforskere og talenter kan arbejde med de mest avancerede digitale trusler.”
Aktuelle trusselsniveauer
- Truslen fra cyberkriminalitet er MEGET HØJ.
- Truslen fra cyberspionage er MEGET HØJ.
- Truslen fra cyberaktivisme er HØJ.
- Truslen fra destruktive cyberangreb er MIDDEL.
- Truslen fra cyberterror er INGEN
Kilde: Trusselsvurdering, Cybertruslen mod Danmark, november 2025, Styrelsen for Samfundssikkerhed
Cybertruslen er alvorlig
Og netop cybertruslen mod Danmark er alvorlig, vurderer Styrelsen for Samfundssikkerhed i samarbejde med Forsvarets Efterretningstjeneste i den seneste vurdering fra november 2025.
”Danmark står over for det mest alvorlige risiko- og trusselsbillede siden anden verdenskrig. Det gælder ikke mindst i forhold til truslen fra cyberangreb, som har været stigende siden Ruslands invasion af Ukraine i 2022. Cybertruslen mod Danmark er alvorlig. Danske myndigheder, virksomheder og borgere udsættes dagligt for cyberangreb. Angrebene kommer fra både statslige og ikke-statslige aktører,” står der i rapporten.
Forsvarets Efterretningstjeneste slog sidste år også fast, at Rusland i 2024 stod bag et cyberangreb mod et dansk vandværk i Køge og et overbelastningsangreb mod danske hjemmesider op til kommunal- og regionsrådsvalget i 2025. Og for nylig kunne mediet tjekdet afsløre, at den russisk hackergruppe Z-Pentest havde hacket sig ind i et overvågningskamera i en nordjysk svømmehal og lagt billederne ud på det sociale medie Telegram.