AU – og den royale forbindelse
Både dronning Margrethe og kronprins Frederik har studeret på Aarhus Universitet. Dronning Margrethe boede på Parkkollegierne, mens hun studerede på universitetet fra 1961 til 1962. Kronprins Frederik tog hele sin uddannelse på Aarhus Universitet, blev AU’s første æresalumne og har også fået et forskningscenter på AU opkaldt efter sig.
At kalde Aarhus Universitet for kongelig hofleverandør i uddannelse vil nok være at svinge sig op på lidt for høj en hest. Men både dronning Margrethe og kronprins Frederik har studereret statskundskab ved universitetet. Og den royale forbindelse går længere tilbage end det. Faktisk var det dronningens farfar, Kong Christian X, der i 1932 nedlagde grundstenen til Aarhus Universitets første bygning – den bygning, som nu huser Institut for Statskundskab.
Tronfølger i kollegiekøkkenet
Dronning Margrethe læste statskundskab og arkæologi ved Aarhus Universitet i studieåret 1961-1962. I den periode boede den daværende tronfølger på Kollegium 9 i Parkkollegierne i Universitetsparken, nærmere bestemt værelse 402. På værelse 403 ved siden af boede hofdame Wava Armfelt.
Dronningen har desuden studeret ved Københavns Universitet, University of Cambridge, Sorbonne og London School of Economics.
I forbindelse med dronningens 50-års regeringsjubilæum i 2022 skænkede Aarhus Universitet hende en mindeplade, som blev opsat uden for Kollegium 9.
Også kronprins Frederik har studeret statskundskab på Aarhus Universitet. Han tog hele sin uddannelse på universitetet, dog læste han også ved Harvard University i perioden 1992-1993. Kronprinsen blev uddannet cand.scient.pol. i 1995 og skrev speciale om udenrigspolitik i de baltiske lande. Kronprinsen boede imidlertid ikke på kollegium som sin mor; derimod boede han i studietiden i en lejlighed på Marselisborg Slot.
Kronprinsen er AU’s første æresalumne
Siden har Aarhus Universitet flere gange understreget den royale forbindelse.
Kronprins Frederik var den første til at blive kåret som æresalumne ved Aarhus Universitet, da prisen blev uddelt første gang i 2008 i forbindelse med universitetets 80-års fødselsdag. Prisen gives hvert år til en kandidat fra Aarhus Universitet, der ”gennem sit virke har bidraget særligt til det danske eller internationale samfund og har skabt positiv opmærksomhed om sit fagfelt og universitetet”.
I forbindelse med overrækkelse af prisen fremhævede daværende rektor Lauritz B. Holm-Nielsen blandt andet, at ”Kronprinsen bidrog med energi og entusiasme til det unikke studiemiljø på universitetet og i Århus”.
Videre sagde Holm-Nielsen: ”Gennem erhvervelsen af kandidatgraden i statskundskab har kronprinsen forberedt sig på de store opgaver for Danmark, som han varetager”.
Rejselegat til studerende
I 2010 indstiftede universitetet Dronning Margrethe II’s rejselegat som en gave til dronningen i anledning af hendes 70-års fødselsdag. Hvert år i september i forbindelse med universitetets årsfest uddeles fem rejselegater af 25.000 kroner til en studerende på hvert af AU’s fem fakulteter. På fakulteterne Arts og Aarhus BSS uddeles legaterne til studerende ved henholdsvis arkæologi og statskundskab – de fag, dronningen studerede ved Aarhus Universitet. Legaterne skal benyttes til et udlandsophold som led i studiet.
Kronprins lægger navn til forskningscenter
I maj 2018 åbnede Kronprins Frederiks Center for Offentlig Ledelse på Aarhus Universitet i anledning af kronprins Frederiks 50-års fødselsdag. Centret er placeret ved Institut for Statskundskab og er et tværdisciplinært forskningscenter, der skal producere, dele og anvende forskningsbaseret viden om offentlig ledelse.
Både kronprinsen og kronprinsessen deltog i indvielsen af centret. Kronprins Frederik er medlem af centrets Governance Committee, som har en rådgivende funktion. I maj 2022 besøgte kronprinsen centret i forbindelse med konferencen ’Offentlig ledelse i fremtiden’.
Både dronningen og kronprinsen har løbende gennem årene besøgt universitetet. Dronningens seneste besøg på Aarhus Universitet var i juni 2022, hvor hun besøgte Institut for Molekylærbiologi og Genetik og også blev præsenteret for planerne for udviklingen af AU’s nye campus i Aarhus, ’Universitetsbyen’.
Korrekturlæst af Charlotte Boel